– Det lukker sandsynligvis, fordi der ikke er lokaler på øen til det. Det lokale vi bruger til brygning hører med til lægeboligen, og det skulle være meget usandsynligt, at den nye læge vil brygge øl.
Så skal man skrive det i stillingsopslaget?
– Det kunne man godt - men det tror jeg nu ikke, da det ikke er det, der er vigtigt. Men der er begrænsninger på. Man må ikke bygge nyt herude, så man kan ikke bare lige indrette et bryggeri.
Hvordan gik det egentlig til, at du kom til Christiansø?
– Det skyldtes, at jeg havde to episoder med stress. Der bliver jo lagt mere og mere ud til praktiserende læger - det gjorde der også for ti år siden. Jeg er ikke god til at sige nej og til at afslutte ting, og derfor blev arbejdsdagen længere og længere - og det blev for meget på et tidspunkt. Efter to omgange med det, skulle vi noget andet. Tilfældigvis var stillingen som ø-læge på Christiansø slået op på det tidspunkt, så det var meget tilfældigt, det lige blev her - men det blev et godt valg for mig. Her har jeg jo tid til at snakke med patienterne, hvor jeg ikke bliver afbrudt.
Hvad vil du særligt huske fra din tid på øen?
– Jeg kan godt lide det lægelige; at jeg fungerer som landsbylæge. Jeg kender alle, de kender mig, og der er tid til at snakke om vejr, vind og alt muligt andet, som egentlig ikke er lægearbejde, men som giver gode relationer. Det har været en luksusting at have herude. Så er selve øen jo smuk, og vi har en smuk have - og det handler jo ikke om arbejde, men om øen.