– Vi har fået en mere alvorlig rolle, end vi havde for bare to år siden. Vi mærker en øget tilgang til enhederne, og der er mere opmærksomhed ude i befolkningen. Når vi er ude på opgave, og folk kommer ud med en kop kaffe til os, fornemmer jeg, at man er mere interesserede i at tale med personen bag uniformen, end vi tidligere har oplevet, siger han.
En synlig enhed
Politihjemmeværnet er en enhed under Hærhjemmeværnet, som har til opgave at assistere politiet og andre myndigheder.
Det er en meget synlig enhed, idet man ofte er ude på opgaver med for eksempel bevogtning og trafikregulering, og ved stort set alle større begivenheder er de frivillige fra politikompagniet også i sving. Det gælder for eksempel Folkemødet og Etape Bornholm, og så kommer der i år en helt ny og spændende opgave. Det betyder også, at der ikke bliver noget med at sove længe dagen efter fødselsdagen.
– Jeg skal onsdag ud at køre PostNord Danmark Rundt-ruten sammen med politiet og Danmarks Cykle Union. Det er stort for Bornholm, at vi får det arrangement. Det er altid spændende, når der kommer en anderledes opgave som den, siger Michael Stuhr om Danmark Rundt-etapen på Bornholm den 12. august.