Kjeld er lyden af den bornholmske morgen

Da Kjeld Olsen skulle optræde første gang som 14-årig dansktopforsanger, var han så nervøs, at der ikke kom en lyd ud af munden på ham før andet vers. Siden er han blevet en af øens mest populære stemmer som både morgenfrisk radiovært og sanger.

Det vrimler med kendte navne i Østermarie. Her kan man blandt andet finde Benny Andersens Boldgade, Ghita Nørbys Runddel og Prinsgemalens Jagtvej, som er blevet placeret på private gader i byen af de skæve hjerner bag Kultur Bornholm. Men bag Aqua-popstjernens ”Rene Dif Gade” og en fem meter høj hæk bor en anden berømthed, som faktisk har boet i Østermarie det meste af sit liv. Og det kan tydeligt høres på hans syngende bornholmske gloser. For her bor den populære P4 Bornholm-radiovært og dansktopsanger Kjeld Olsen sammen med sin kone Lene.

– Der ligger en bungalow der, peger han ud ad vinduet over mod sit barndomshjem, da han smilende har vist indenfor mod køkkenet i sin store, hvide svenskbyggede 70'er-villa, hvor kaffen er sat over.

– Og det er faktisk der, jeg er født. Så jeg har flyttet mig langt. Fyrre meter, siger han i et ironisk smil, da vi sidder omkring køkkenets lange spisebord, der åbner op mod stuen og haven udenfor og det resterende Østermarie, som var hans nærmeste verden allerede som barn.

– Jeg var den yngste af tre brødre. Mine forældre havde en stor knallert- og cykelforretning i byen.

Dengang lå der udover forældrenes forretning også tre slagtere, tre købmænd, en brugs, to elinstallatørforretninger, flere frisørsaloner, en skoforretning og en stor manufakturhandel i Østermarie.

– Der var alt her. Mine egne forældre havde også deres butik i mange år, indtil min mor fik Parkinson, så de måtte afhænde, før de blev gamle. For hun kunne jo ingenting til sidst, siger han og sukker.

– Parkinson er en forbandet grim ting.

Andre butikker bukkede under for den generelle udvikling eller afvikling i de små byer. Men Østermarie har stadigvæk holdt sig i gang med en stor idrætsforening, ”øens fineste brugs” og en håndfuld butikker, ligesom Kultur Bornholm med den pensionerede skolelærer Carsten Seeger i spidsen har sørget for at gøre byen kendt som kulturby.

– Prins Henrik, der jo også fik sin egen vej i byen, kom og var med, hver gang en ny kendt fik en vej opkaldt efter sig. Og de kom alle sammen. Rene Dif fløj for eksempel direkte fra et spillejob på Saint Tropez for at være med, så det er stadigvæk en by, hvor der sker ting. Vitterligt, forsikrer Kjeld Olsen, som også selv var med til at tilføre byen liv og lyd, da han som 14-årig uden de store forudgående sang- eller musikkundskaber startede et band sammen med en gruppe af øens unge.

Stemmen svigtede

– Vi fik et øvelokale i kælderen af Fritidshuset i Østermarie. Vi stod og legede, at vi var Gasolin og så drak vi Jägermeister. Det var vældig moderne i 70'erne, og det er det jo blevet igen, smiler han.

– Ham, der havde givet os lokalet, sad også i bestyrelsen for en forening i Østermarie. Så vi kunne næsten ikke sige nej til at spille, da han bad os om at spille til et arrangement, så vi fik omgående lært en stak dansktopnumre, og det har jeg spillet lige siden.

Debutnummeret, de optrådte med, var sangen ”En lille tåre der faldt” af Bjørn & Okay. Og som forsanger husker Kjeld Olsen tydeligt, hvordan stemmen svigtede under hele første vers, til trods for at han ellers skrålede til af fuld hals.

– Så nervøs var jeg. Jeg sang som… ind i helvede, hvisker han.

– Men der kom ingen lyd ud.

Først efter første vers kom der lyd på stemmen.

– Pling, så var den der. Det glemmer jeg aldrig.

Derfra gik det fint, og rygtet om kælderbandet i Østermarie spredte sig hurtigt, husker han.

– Derefter fik vi mange jobs. Når vi skulle spille på hoteller, havde vi grønne bukser, gule skjorter og røde halsklude på, Østermarie Idræts Forenings farver gul/grøn. Det har været ømt. Og det har lydt ganske forfærdeligt. Det er jeg fuldstændig sikker på, siger han og flækker i et stort smil ved tanken.

– Jeg kunne ikke spille guitar dengang, og det vil rigtig mange sige, at jeg stadigvæk ikke kan. Men det var vældig hyggeligt. Ham, der faktisk kunne spille, hed Jesper Stub Jørgensen. Han kunne spille bas, og så fik vi en ekstra guitarist med, der hed Kenn Ibsen. Trommeslageren havde aldrig slået på trommer før, men det gjorde han så nu, mens en pige, der hed Mie, spillede orgel for os.

P4 Bornholm-værten Kjeld Olsen er en mand med mange talenter. Han kan både tale og synge foran en mikrofon, og så er han ikke bleg for at få sorte negle, når han roder med sine motorcykler. Interessen for mekanik kommer i øvrigt ikke fra fremmede. For hans forældre drev en knallert- og cykelforretning i Østermarie, hvor han stadig bor selv. Guitaren på billedet er i øvrigt lavet af Harley-Davidson-oliedåser. Foto: Jacob Jepsen 

Allerede i gang med ny jule-cd

Siden kom han også med i andre orkestre. Især med dansemusik. Dengang var der mange orkestre, forklarer han. Hvert eneste hotel på hele sydkysten og helt op til nordkysten havde levende musik. Flere dage om ugen stod der orkestre og spillede op til dans. Alle idrætsforeninger havde levende musik, og hotellerne havde det også om vinteren fredag og lørdag.

– Indtil 2008 spillede jeg både sammen med andre og alene til suppe, steg og is fester på hele øen. Der var aldrig tid til at komme i sommerhus i Sverige eller til grillaften med vennerne, når jeg skulle spille hver weekend. Så jeg valgte at stoppe.

Men selvom Kjeld Olsen fysisk er trådt ned fra scenen, er musikken på ingen måde skrinlagt. Både kælderen og soveværelset er fyldt med musikinstrumenter, og i øjeblikket er han tilmed også i færd med at producere en jule cd med brødrene Jimmy og Jesper Nielsen, som er to af hans gamle spillemakkere fra Tejn.

– Vi har så valgt at kalde det Nielsens orkester, for der er to Nielsener og en Olsen, så de fører, siger sangeren.

Kjeld Olsen har også ligget på Dansk Toppen med flere numre, ligesom hans musik er blevet spillet på radiostationer over hele landet. Det var også sådan, han kom til mikrofonen som radiovært.

Fra reklamekonsulent til radiovært

Egentlig er Kjeld Olsen handelsuddannet og tjente som ung sine penge på at sælge musikinstrumenter og hårde hvidevarer, inden han først blev ejendomshandler, indtil kartoffelkuren kom i 1987. Siden blev han reklamekonsulent på dagbladet Bornholmeren, der lukkede i 1994. Men samme aften, som avisen lukkede, ringede telefonen.

– Det var Erik Nielsen, som er min chef i dag. Dengang var han redaktionsleder. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at lave radio. Og jeg var jo ligesom blevet arbejdsløs tre timer tidligere. Så tænkte jeg, det kunne jeg såmænd godt jo. Det er meget godt at få lidt indtægt.

Før havde radioen sendt i et studie med glas, hvor en tekniker stod for at sætte musikken på for værten. Men nu havde de brug for en vært, der hverken var bange for mikrofonen eller knapperne, fordi de ville prøve kræfter med en vært uden tekniker, ligesom man havde gjort i USA og Sverige.

– Og det var sådan, de kom til at tænke på mig, fortæller han.

Kjeld Olsen begyndte som radiovært i 1994 på P4 og der ”hænger han stadigvæk”, som han siger.

– For jeg synes stadigvæk, at det er et frygteligt godt arbejde. Det er heller ikke dårligt at være ansat i DR, og det er dejligt at sige ”Godmorgen, Bornholm”. Jeg har mødt bornholmere, der tænder radioen, når de står op og lader den køre, når de er i bad og laver kaffe. Så er vi med dem. Måske mere end vi selv tænker på, tror jeg i virkeligheden. Jeg synes stadigvæk, det er sjovt.

Selvom der er en verden til forskel på at være reklamekonsulent på en avis til at være vært på en radio, gik overgangen meget nemt for sangeren fra Østermarie, hvis stemme ikke har svigtet ham siden.

– Det er nok min spilletid, der er årsagen til det.

Foto: Jacob Jepsen

Står glad op om natten

Så du led ikke af ”sceneskræk”?

– Nej, der er jeg fuldstændig kold, hvis man kan sige det. Jeg synes bare, at det er sjovt. Jeg tog så også i 1999 noget, der hed journalistisk grunduddannelse, som blev lavet til folk, der havde været en vis periode i journalistikken. Og det har jeg et fint grønt eksamensbevis på. Men jeg er vært. Jeg er ikke journalist, understreger Kjeld Olsen, som udover teknikken, der – til tider – kan drille, ikke kan finde nogen dårlige ting ved jobbet. Ikke en gang den omstændighed, at vækkeuret ringer på et tidspunkt, som de fleste nok stadig vil betegne som nat.

– Jeg står op tyve i fire. Klokken tolv så er jeg hjemme. Kvart over tolv så holder jeg her, siger han og kaster fornøjet blikket mod hans indkørsel, som altså hedder Rene Dif Gade.

Hvornår går du så i seng?

– Almindeligt. Men når jeg så når til torsdag-fredag, så skal jeg bare lige tænde for fjernsynet, så går jeg jo i koma. Men morgenværtsrollen er suverænt det bedste for mig.

Har du prøvet at sove over dig?

– Nej, aldrig, siger han og smiler igen.

– Jeg har et godt batteridrevet vækkeur, så jeg går fri fra strømafbrydelser og den slags, siger han og tager en slurk af sin kaffe.

Plads til sorte negle

I studiet sidder Kjeld Olsen i behagelig afstand til kaffemaskinen. Men den garvede radiovært husker det som noget særligt, når han for eksempel har sendt live fra bornholmske havne eller fra Københavns Hovedbanegård, hvor han engang sammen med sin kollega Steen Kure slog et campingbord op på banegårdens hasleklinker for at promovere solskinsøen.

– Der sker jo noget, når du kommer ud på lidt mere glatis. Og det tror jeg alle har brug for. Indimellem.

Er du aldrig kommet til at slynge noget ud, som kunne bringe dig selv på glatis?

– Jeg er sluppet af sted med meget som radiovært, vil jeg sige. Men deciderede sjofelheder holder jo ikke, synes jeg. Og det bruger jeg heller ikke privat, forklarer den folkelige radiovært, som dog for eksempel har lyksaliggjort lytterne ved at læse op af ”50 Shades of Grey” på syngende bornholmsk. Men efter 28 år som vært giver grænsen for, hvad der er passende, efterhånden sig selv, mener han.

– Jeg tror, man finder en eller anden naturlighed med sin rolle som vært. Det gælder også i forhold til det private. Lytterne ved jo godt, at jeg bor i Østermarie. De ved også godt, jeg har en kone og børn. Men de ved ikke, hvad hedder mine børn. Der er jo en grænse. Som vært er man nok personlig, men man har lov til at holde sig selv privat, siger han, før han med et skælmsk smil tilføjer:

– Derfor har jeg også sagt nej til det her fire gange. At blive interviewet af Tidende. Jeg har jo fået min opmærksom på scenen og i radioen. Nu bor jeg her på min lille enklave. Jeg har garagen fuld af flotte motorcykler, som jeg går og piller på. Det er derfor jeg altid har sådan nogle sorte negle, siger han og ser mod hænderne på bordet et øjeblik.

Det gør jo ikke noget, når man laver radio…

– Nej, det er jeg også taknemmelig for, at vi ikke skal friseres, før vi skal i radioen.

Bump på vejen

Nu er du på en måde blevet Bornholms stemme, men kan folk også godt kende dig, når du går rundt på Bornholm?

– Ja, svarer klippeøens ukronede kongeradiovært.

– Men det er også, fordi jeg jo har spillet musik. For når jeg åbner munden, siger folk: ”Det er jo dig med Steen Kure”. Alle har en holdning til os, det må de også gerne have, og de fleste er jo søde, siger Kjeld Olsen, som beskriver sit makkerskab med kollegaen Steen Kure som et ældre ægtepar.

– Vi har jo siddet der så længe sammen nu, så vi bare kan pege lidt på hinanden og nikke lidt, så ved vi godt, hvad det er, vi vil. Vi ved godt, hvor hinandens grænser går. Men vi har saftsusme lavet meget sjovt. Og så har vi også en sport med at drille hinanden og få hinanden til at grine. Så indtil videre har jeg ikke tænkt mig at gå på efterløn, siger den glade radiovært, som værdsætter de ”tilfældigheder, der har formet hans livsvalg”.

– Jeg har aldrig været særlig målbevidst om noget som helst. Jeg har måske bare grebet det, der kom, når der ringede en og spurgte, om jeg kunne tænke mig at lave radio, så sagde jeg: Ja, det kunne jeg godt.

Han smiler.

– Sådan har jeg fået meget foræret.

Men selvom meget har spillet for ham, har han også oplevet modgang.

– Dengang jeg mistede min ene bror i 2001, var det virkelig et hul i asfalten, og han døde sådan her, siger han og knipser i luften.

– Han var syv år ældre end mig, så da han var 17 år og havde besøg af piger, var jeg 10 år, og han gad jo ligesom ikke snakke med mig dengang, og det kan jeg godt forstå. Men som voksne blev vi meget tætte. Så det var en stor sorg, siger han.

– Men det går jo over … altså det med sorg.

Gør det det?

– Ja, det synes jeg, lægger han ud.

– Nogle gange har jeg næsten helt dårlig samvittighed. Men du har jo de her momenter… Før han døde, begyndte vi sådan rigtigt at køre på motorcykler sammen, og vi kørte på alt muligt. Men så sagde vi: En dag skal vi have en Harley Davidson. Og jeg kan stadigvæk godt på vej til Gudhjem tænke: ”Nå, Henning, det er altså mig, der kører på Harley Davidson, kammerat”. Der dukker sorgen op.

Hvad vil du sige giver dig størst glæde i dag?

– Som forældre tror jeg, at det, der betyder mest, er, at ens børn har det godt. Så bliver jeg helt … puf, siger han med et blankt blik og griner blufærdigt, mens han hurtigt rejser sig fra stolen for at fylde vand i den tomme kaffekop.

– Men ja, det tror jeg faktisk, siger familiefaren, der også beskriver sin egen barndom som fuld af kærlighed.

– Jeg har meldt mig ud af folkekirken, så jeg skal ikke begraves på kirkegården, men ligge nede i plantagen nede i paradisbakkerne, siger Kjeld Olsen. Foto: Jacob Jepsen

Præst ødelagde troen

Forældrenes hjem var altid åbent for skæve typer og folk, der havde det svært, så næstekærlighed var en af barndommens grundværdier.

– Min mor var troende og ekstremt næstekærlig. Min far troede hverken på Gud eller Fanden. Han var en kværulerende herre, men også meget næstekærlig. Så det kan man godt være, selvom man ikke er troende.

Som sin mor var Kjeld Olsen selv også længe troende, men det fik den lokale præst sat en stopper for, forklarer Kjeld Olsen, der godt kan identificere sig med grisehandlerens foragt for Provst Meyer, der nægter at vie Mads og Ingeborg i Matador, fordi Ingeborg havde været gift før. For den lokale præst fik Kjeld Olsen til at melde sig ud af folkekirken.

– Han ville ikke vie min kone og mig, fordi vi havde været gift før. Det er jo sket før i historien, synes jeg jo nok. Min kone og jeg har tilsammen fem børn. Vi havde fem hjemmeboende børn. Mine tre og hendes to. De boede her, siger han og trommer med fingrene i bordet.

– Så vi havde fem konfirmationer i træk, og vi hørte den samme tale hver gang.

Han sukker, da han fortæller, at det var en række begravelser i familien, der fik bægeret til at flyde over. Først døde begge Kjeld Olsens brødre, og så døde faderen, men det blev en kamp at holde faderens begravelse, som Kjeld Olsen ønskede sig.

– I min familie har vi altid haft nogle sange og salmer, som vi sang. De står ikke i salmebogen, men de er tydeligt religiøse sange, blandt andre ”Ingen er så tryg i fare” og ”Blot en dag”, forklarer han og synger en linje fra sangen. Men præsten satte sig imod, selvom Kjeld Olsen tilbød at kopiere sangene selv og spille for, hvis det var et problem at spille for organisten.

– Jeg endte med at have præsten i røret i to timer to dage efter min fars død. På det tidspunkt var jeg faktisk ret ulykkelig over, at min far var død. Så jeg sagde til sidst: ”Er vi enige om, at det er folkets kirke?” Jamen, det var vi. Så kunne jeg synge dem solo, sagde han. Men jeg ville jo have, at vi skulle synge sammen, som vi altid har gjort i min familie. Men først efter to timers diskussion, fik jeg lov, siger han og lader en ærgerlig mine stryge forbi det ellers muntre ansigt.

– Og så gentager hele seancen sig endda, da min mor døde, udbryder han lidt efter.

– Så måtte jeg igennem fuldstændig det samme. Men det endte også med, at jeg fik min vilje.

Han tier et øjeblik.

– Og så meldte jeg mig ud af folkekirken. Så jeg skal ikke begraves på kirkegården, men ligge nede i plantagen nede i paradisbakkerne, siger han mens ansigtets atter finder hjem i sine glade folder.

– Der har man jo lavet en borgerlig urneplads. Men det har jeg alligevel tænkt, at jeg skulle. Jeg har haft mine børn med deroppe og vist dem stedet.

Glædens hemmelighed

Selvom den lokale præst ”fik klemt troen ud” af Kjeld Olsen, er livslysten og princippet om næstekærlighed intakt.

– Jeg har været overmester i Odd Fellow. Og det går også ud på at være mod andre, som du ønsker at andre skal være mod dig og dine. Jeg har haft mange gode år og mange gode oplevelser i Broderloge nr. 44, Burgundarholm, siger Kjeld Olsen, der dog ikke vil tale om logens hemmelige ritualer, men hemmeligheden bag hans berømte gode humør taler han gerne om.

– Jeg tror bare, at jeg er i godt humør, især hvis jeg er sammen med Steen Kure, ler han.

– Så det er ikke fake. Selvfølgelig kan vi alle sammen have en dag, hvor budgetkontoen er gået i minus eller hvad ved jeg. Det er jo ikke særlig fedt. Men det gør noget ved en at være på. Så er det cirkushesten, der traver rundt, tror jeg, forklarer stemmen fra Østermarie.

– Jeg føler aldrig, at det er belastende at tage på arbejde. På mine morgenvagter er jeg aldrig, aldrig, aldrig trist, når jeg skal af sted. Jeg glæder mig altid til at skulle på arbejde for at sige god morgen til Bornholm.

Blå bog

Kjeld Hjorth Olsen. Født i 1959, DR-vært på P4 Bornholm siden 1994. Oprindeligt blev han handelsuddannet, men har også tidligere arbejdet som ejendomshandler og reklamekonsulent, ligesom han har spillet talrige arrangementer som musiker og sanger. Han har også ligget på Dansktoppen, og det var en del af baggrunden for, at han blev spurgt om at prøve kræfter med radiomediet. I dag er han en af øens mest populære værter. Sammen med sin kone bor han i Østermarie, hvor han også er opvokset. Tilsammen har de fem børn.