Jens hørte om russertiden som barn – nu har han skrevet en roman om den

Han er halvt dansk og halvt svensk, han betragter en bindingsværksgård på Bornholm som sit andet hjem, og han har lige udgivet en roman om de skæbnesvangre måneder i 1945-46.

Hvilken tilknytning har du til Bornholm?

– Min mors moster Margrethe var født i Rudkøbing på Langeland, men flyttede til Bornholm, sandsynligt i Mellemkrigstiden, hvor hun arbejdede som oversygeplejerske på Svaneke Sygehus. I 1939 overtalte hun sin bror, den kendte kunstmaler og kunstsamler Eli Rasmussen til også at flytte til øen. Min bedstemor Kirsten sejlede ofte over for at besøge sine søskende. Da min bedstefar, der var postmester i Bramming, gik på pension, flyttede mine bedsteforældre også til øen, hvor det var billigt at købe et hus. De bosatte sig i 1968 i en gammel bindingsværksgård uden for Snogebæk, som har været mit andet hjem, så længe jeg kan huske. Når jeg nogle gange bliver spurgt, om jeg føler mig dansk, svarer jeg som regel, at jeg snarere føler mig som en bornholmer.

Hvordan opstod ideen til en roman om Bornholm i 1945-46?

– Jeg var måske 10 år gammel, da jeg første gang hørte om, hvordan Sovjetunionen først havde bombet Rønne og Nexø i 1945 og derefter besat den i næsten et år. For en dreng på den alder var det selvfølgelig en historie, der satte fantasien i gang: Hvordan var det for de mennesker, der boede her? Jeg forestillede mig øen, som jeg kendte så godt – disse søvnige små fiskerlejer, svajende kornmarker og smukke bindingsværkshuse – hvordan kunne idyllen have set ud i en tid med bomber, flygtningekaos, tyske og sovjetiske soldater, vold og ødelæggelse? Det er, som om øen faldt i en tidslomme, et glemt hjørne af virkeligheden, hvor de mest grusomme ting ramte en befolkning, der indtil da havde boet et sted, der havde været relativt skånet for krigen. Det var så svært at forestille sig den historisk unikke situation, at jeg endte med at måtte skrive en roman om den bare for at tilfredsstille min egen nysgerrighed.

Hvordan har du skaffet dig viden om de skæbnesvangre år?

Bornholmerne har været gode til at nedskrive vidnesbyrd fra den tid, og der findes mange detaljerede beretninger om bombningerne og russertiden. En vigtig indsats for at indsamle alt materialet er gjort af Jesper Gaarskjær i bogen "Bornholm besat", som har været fundamental for mit arbejde. Ellers har jeg haft stor hjælp fra historikeren Jakob Seerup, museumsinspektør på Bornholms Museum, som har været venlig at besvaret spørgsmål. Gennem ham har jeg også fået kontakt til nogle af de ældre bornholmere, der stadig husker bombningerne, evakueringen og russernes tid. De samtaler har været yderst værdifulde.

Hvorfor er hovedpersonen en svensk læge?

– Selvom jeg har tilbragt meget tid på Bornholm om sommeren, er jeg ikke født der og har aldrig gået i skole, arbejdet eller haft et hverdagsliv der. På den måde har det været lettere for mig at gribe øen an med en slags outsider-perspektiv. Edvard Carlsson har i min roman haft Bornholm som sit sommerparadis i sin ungdom, men hans voksenidentitet er, ligesom min, i den svenske. Da han nu møder Bornholm i en utrolig dramatisk tid, opstår der en interessant friktion mellem nostalgi og virkelighed, mellem at stå udenfor og at være involveret, tage ansvar eller undgå det. Det er et dilemma, som jeg tror, mange mennesker med dobbelt nationalitet kan identificere sig med.

Du er halvt svensk og halvt dansk. Hvordan oplever du, de to nabofolks syn på hinanden?

– Jeg har tit mødt danskere, der har et billede af svenskere som kedelige og farveløse og på en eller anden måde lidt fjollede. Det er også tydeligt i dag i den politiske debat i Sverige, som ynder at fremstille danskere som stærke og proaktive, for eksempel når det kommer til at håndtere bandekriminalitet eller forsvare ytringsfriheden. Svenskere opfatter ofte danskere som mere uafhængige og eventyrlystne, mere anarkistiske, måske også som mere frigjorte og seksuelle. Hvis jeg skulle gætte, beundrer svenskere danskerne mere end omvendt.

Hvis man overvejer at holde ferie i Sverige, hvor anbefaler du så, at man tager hen?

– Sverige er et fantastisk land at rejse i, især takket være vores allemandsret, noget man mangler i Danmark. Fjeldverdenen – Jämtland, Härjedalen, Lapland – er utrolig smuk med sin natur og sine åbne vidder, og jeg længes altid selv efter at komme derop.

Hvilke bøger læser du selv?

– Lige nu læser jeg en del i mit arbejde som boganmelder på avisen Expressen, men jeg glæder mig også rigtig meget til at læse nye bøger af svenske forfattervenner som Agnes Lidbeck, Alex Schulman, Lydia Sandgren og Elin Cullhed.

Jens Liljestrand

50 år

Gift med Åsa, far til Saga, Rut og Greta

Født i Västervik, bor i dag i Täby

Aktuel med romanen "Befrielsen" udgivet på forlaget Gutkind