Han byggede sit eget hus

Han byggede sit eget hus
Carsten Emil Hansen blev 73 år. Privatfoto
Torsdag 6. februar 2025 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
Torsdag 6. februar 2025 • 15:30

Carsten Emil Hansen arbejdede i 35 år i Lobbæk Byggeforretning.

Carsten Emil Hansen, Grønagervej i Nyker, er død, 73 år.

Han kom fra ejendommen Grønlandsminde på Grusvejen i Klemensker. Han uddannede sig som murer og supplerede senere med en uddannelse som byggetekniker.

Carsten Emil Hansen arbejdede i 35 år i Lobbæk Byggeforretning, hvor han blev murerformand. Han var i virksomheden, indtil den ophørte, hvorefter han kunne gå på efterløn.

Carsten Emil Hansen blev gift med Lene (der er kendt som Prik). De boede først i hans barndomshjem. I 1978 flyttede de ind i deres drømmehus, som Carsten tegnede og byggede til sin familie på Grønagervej i Nyker.

– Far var stolt af huset og har fortalt meget om byggeriet, og hvordan mor, der var højgravid med mig, gik og blandede mørtel, så han kunne fortsætte med at mure, når han kom hjem fra arbejde, fortæller sønnen Thomas Skov Hansen.

Carsten Emil Hansen holdt af det enkle i hverdagen. Den store have, rejser og sport i fjernsynet var nogle af hans store interesser.

– Mine forældre har været glade for at rejse. Efter at de var gået på pension, kunne det blive til tre-fire årlige rejser. Gerne til Tyrkiet og Grækenland, men især til Tenerife.

Familiemenneske

Carsten Emil Hansen betegnes som et familiemenneske med et nært forhold til børn og børnebørn. Han var en stor mand, både fysisk, men ikke mindst med sit altid kærlige hjerte til alle andre.

Han og Lene var i fuld gang med at forberede guldbryllup senere på året, da han pludselig blev syg og døde.

Carsten Emil Hansen efterlader hustruen Lene, børnene Anja og Thomas, samt to børnebørn – Rosa og Loui.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT