Grøn kandidat: Jeg kunne blive indigneret eller gøre noget ved det

Grøn kandidat: Jeg kunne blive indigneret eller gøre noget ved det
– Jeg vil ønske alle et godt valg og opfordre alle til at gå til stemmeurnerne, når tiden kommer. Det er vigtigt for demokratiet, lyder det fra Alternativets folketingskandidat Martin Kelleher-Petersen. Privatfoto
DAGENS NAVN | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30
DAGENS NAVN | Tirsdag 11. oktober 2022 • 05:30

Martin Kelleher-Petersen er en grøn kandidat til folketingsvalget på flere måder: Han er helt ny i politik, og han stiller op for Alternativet, og blandt andet klima og bæredygtighed er vigtige mærkesager for ham.


Hvorfor stiller du op til Folketinget?

– Jeg har altid haft en interesse for politik, men jeg har aldrig rigtigt været engageret i det. Det slog mig for nogle måneder siden, at der ikke var nogen her på øen at stemme på fra Alternativet. Så tænkte jeg, at jeg kunne blive indigneret, eller jeg kunne gøre noget ved det selv. Jeg tog kontakt til gruppen herovre og meldte mig ind, og så er det kørt slag i slag. Jeg ønskede at stemme på Alternativet, men kunne det ikke, og så måtte jeg gå ind i politik og så den vej fremme budskabet.

– Nu er vi heldigvis to. Caroline (Meyer White, den anden folketingskandidat, red.) er kendt på øen, så vi hjælper hinanden. Hun hjælper der, hvor hun kan. Det skal have et skud. Vo intet vover.

 

Hvorfor lige for Alternativet?

– Alternativet har jeg været fanget af, siden de dukkede op i 2013. Jeg kan godt lide, at de har den nye politiske kultur, og at de sætter fokus på klimaet. Det synes jeg er vigtigt.

 

Hvor længe har du været politisk aktiv?

– Politisk interesse har jeg altid haft, og jeg har altid fulgt med i debatterne. Jeg meldte mig ind i starten af september, og så blev jeg valgt som folketingskandidat i mandags. Der skulle lige gå en 30 dage. Vi havde nogle særregler op til det her valg. Det er gået meget hurtigt.

 

Du er helt grøn og har ikke nogen fortid som aktiv i politik. Hvor stor en chance føler du selv, du har for at blive valgt?

– Det bliver selvfølgelig svært for mig som helt ny og uprøvet kandidat. Men hvis jeg kan vise en anden politisk retning, end den der er afprøvet i årtier, og bornholmerne har modet til at række ud efter den, så tror jeg på, at jeg og Alternativet kan opnå store ting.

 

Dagens kandidat

Valgkampen er i gang, og Tidende har derfor skiftet dagens navn ud med dagens kandidat. Her vil der hver dag, i vilkårlig rækkefølge, blive præsenteret en af folketingskandidaterne på Bornholm, så man forhåbentlig kan blive lidt klogere på, hvem krydset skal sættes hos.

 

Hvad ser du som valgets overordnede vigtigste tema?

– Når jeg er ude at handle, eller når jeg er på arbejde og møder kunder, så går al snak på energikrisen. Især den kommende vinter. Ligegyldigt hvordan politikere har det ene eller det andet formål, så bliver det det overordnede område for valget. Det kan ikke undgås. Det fylder meget i folks hverdag. Det passer også mig rigtig godt, for det er en stor del af vores politik, netop energiområdet.

Jeg er køletekniker, så jeg kører rundt og sætter varmepumper op. Folk er opmærksomme på elpriserne, hvordan får man tingene til at hænge sammen. Bare i den her uge har jeg sat tre varmepumper op.

 

Hvad ser du som det vigtigste tema for Bornholm?

– Nu er det herovre, jeg snakker med folk, så det bliver også særligt stort her på Bornholm. Også noget som psykiatri og socialområdet kommer til at fylde en del herovre. Vi har noget forslag om at få en forvaltningsdomstol op at køre. Jeg kan fornemme, at det er noget, der rykker i folk herovre. De vil gerne have, at der bliver sat mere fokus på, hvordan vi behandler folk i systemet. Energi og den sociale psykiatri bliver to store temaer.

 

Hvor meget tid bruger du på at føre valgkamp?

– I timer og minutter ved jeg ikke. Det har bare kørt de sidste måneder. Jeg troede ikke, jeg skulle føre valgkamp. Jeg troede bare, jeg skulle have ferie. Jeg har taget ferie i to uger, og der var købt og betalt en ferie med min familie, men så fik jeg en fjollet idé, så nu må de tage afsted. I de næste par uger kommer det til at køre hårdt på.

 

Hvor mange af dine egne penge vil du bruge på at føre valgkamp?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg har ikke prøvet det før, så jeg ved ikke, hvor meget der skal til. Ikke mere en 10.000 kroner. Så er det alt for meget. Men hvor meget det når at blive, har jeg svært ved at svare på. Der er trods alt lidt, der kan tages af en partikasse. Men qua vores størrelse er det ikke voldsomt. Måske bliver det 5.000 kroner.

 

Hvad tror du, du kan rykke?

– Jeg er helt ny i politik, og jeg kommer fra arbejdsmarkedet, så jeg er den nye dreng i klassen. Men jeg kommer med noget nyt gåpåmod. Det skal jeg også få folk til at overveje, om det ikke er en mulighed. Jeg skal også ud og bruge ... det er noget, jeg vil arbejde for. Jeg har gået og været lidt træt af at sætte systemer op, der bare blæste varme ud i luften. Hvorfor kunne vi ikke bare udnytte den varme? der har været blokeret tidligere for, at den ikke måtte kunne udnyttes, uden at det var afgiftspræget. Erfaringer om det bæredygtige vil jeg helt klart tage med mig.

 

Hvad har du lært ved at stille op til Folketinget?

– Jeg har fulgt politik længe, så politikken forstår jeg godt. De erfaringen jeg gør mig er mere, hvordan jeg præsenterer det, jeg gerne vil sige. Det er en ny måde at gøre det på. Det skal man lige lære. Derudover er det meget, som jeg havde forventet. Det går hurtigt, og der er meget at lave. Men jeg er omgivet af gode mennesker, og det hjælper på det. Det der, man hører med at man bliver mødt af noget sure opstød, det har jeg ikke set endnu. Man kan have nogen, der ikke er enige med, hvad man siger. Det taler måske til bornholmernes karakter, men jeg har ikke oplevet det.

 

Hvad er dine mærkesager?

– Den grønne omstilling. Det er Alternativet, jeg stiller op for, og klimaet er emnet for os. Derudover er vores forslag om en forvaltningsdomstol en mærkesag for mig. Og så, hvis der skal være plads til mere, så bliver det noget med den nye politik om, hvordan vi snakker til hinanden. Integrationspolitik er et stort problem, hvordan man snakker til og med hinanden. En ny politisk kurs, en forvaltningsdomstol og den grønne omstilling.

Martin Kelleher-Petersen

37 år

Bor i Østermarie med sin irske kone og deres datter på 7

Arbejder til dag som køletekniker ved Sørens Storkøkken

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT