Hvor lang tid var du der?
– Der var jeg måske et halvt år eller et år. Så synes jeg, det blev for kedeligt, og derefter blev jeg timelærer på erhvervsskolen. Der underviste jeg tjenereleverne, og det var sjovt. Men jeg blev også sendt ind for at undervise frisøreleverne, og det var jeg måske ikke så god til. Da jeg så fortalte dem, at jeg var blevet gravid, var der ikke flere timer, og der var heller ikke nogen kontrakt. Derefter gik jeg hjem og var gravid på dagpenge. Mens jeg var på barselsorlov, søgte jeg så ud til Mærsk Air i lufthavnen. Jeg så den stillingsannonce og tænkte ”Mærsk Air – hvad er det? Det er noget med lufthavne.” Så skulle jeg ud til samtale, og der sad jeg i hallen og tænkte ”ååhhh.., de har computere.” Jeg har aldrig skrevet på en skrivemaskine, men jeg kan service og tænkte ”ok, den nailer jeg.”
Så du havde første kontakt med en computer i 1990 og var lige blevet mor. Hvad var hårdest – at lære at styre en computer eller det at styre et barn?
– Det ved jeg ikke…men jeg synes det var pivhamrende sjovt. Begge dele. Det var også hårdt, men jeg havde en stor familie omkring mig, da mange af dem bor på Bornholm. Jeg er født her, men da jeg startede i første klasse, flyttede vi til Hillerød. Min far blev skoleinspektør på en privatskole. Der boede vi så i tre år, og så flyttede vi til Fredericia. Der boede jeg, til jeg flyttede herover igen.