Frivillig med rollator: Jimmi kommer i hallerne hver dag

Jimmi Sonne var i sine unge dage en meget aktiv fodboldspiller. Men som 25-årig blev han pludselig ramt af lymfekræft, og siden har han måttet bruge en rollator for at komme rundt. Det har dog ikke taget livsmodet fra ham. Senest er han blevet udnævnt til æresmedlem i AaIF efter mange år som frivillig.

Hvad tænker du om, at du er blevet udnævnt til æresmedlem i AaIF?

– Det er et stort skulderklap, at der er folk, der sætter pris på ens frivillige arbejde. Det er stort.

Blev du overrasket?

– Ja, meget. Jeg må indrømme, at jeg havde ikke regnet med det.

Hvordan startede det med, at du blev frivillig?

– Det startede jo faktisk med, at jeg selv spillede fodbold i klubben. Jeg er også træner helt op til 1996, hvor jeg jo bliver syg og er væk fra fodbold i et par år. Men jeg kommer så tilbage i 1999, hvor jeg bliver frivillig leder og træner igen, og så har jeg været det lige siden.

Hvad fejlede du?

– Jeg var jo indlagt i et godt stykke tid, og jeg kunne jo ikke gå uden en rollator. De kunne ikke rigtig finde ud af, hvad pokker der var galt, men i starten af '98 får jeg så konstateret lymfekirtelkræft og bliver helbredt i starten af '99.

Så du gik fra at være en meget sportsaktiv person, til lige pludselig ikke at kunne spille fodbold?

– Ja, det sluttede i '96. Jeg spillede faktisk fodboldkamp søndag formiddag på et par panodiler, og søndag aften blev jeg indlagt. Det gik rigtig stærkt.

Hvor meget kan du bevæge dig i dag?

– Jeg kan stadig ikke løbe, og når jeg går ude, så skal jeg have en rollator. Men jeg kan sagtens bevæge mig, og jeg elsker at komme ud og være i naturen, når jeg ikke er oppe i hallen til fodbold. Jeg træner en masse og går og cykler nogle ture for ligesom at holde på mine kræfter i benene. Jeg cykler på en trehjulet cykel, og jeg cykler nok 60-70 kilometer om ugen.

Hvordan var det at komme tilbage i fodboldmiljøet igen, da du blev rask?

– Det var rigtig, rigtig fedt. Jeg havde hele tiden haft alle mine venner omkring mig, og de har skam været rigtig gode til at besøge mig. Men det var fedt, at man selv kunne komme lidt rundt. Det foregik ikke så hurtigt dengang, men jeg kom rundt og kom ud og mødte en masse folk. Det var fedt ikke bare at møde folk i hvide kitler.

Du har gennem dit frivillige arbejde gjort en stor forskel for andre mennesker. Ser du dig selv som et forbillede for andre, der også er bevægelseshæmmet?

– Et eller andet sted gør jeg nok, men det er ikke noget, jeg tænker over.

– Lige da jeg stod ud af sygesengen og ikke kunne noget, så tænkte jeg, der bare ville gå et par måneder, så var jeg klar igen. Men sådan gik det ikke. Og så kunne jeg jo enten lægge mig hjemme på sofaen og se fjernsyn, eller jeg kunne komme ud i virkeligheden. Og så bestemte jeg mig for, at selvfølgelig skulle jeg ud i virkeligheden i stedet for at ligge derhjemme og kigge og have ondt af mig selv.

– Havde jeg valgt bare at ligge derhjemme, så havde jeg i hvert fald ikke haft noget familie i dag. Jeg fik jo en søn i februar 1996, og det første halve år var jeg der jo fuld tid for ham. Og så blev jeg syg, og så så jeg ham ikke så meget i nærmest et år. Og da jeg så blev rask, så ville jeg jo selvfølgelig hellere bruge tid sammen med ham end bare ligge derhjemme. Men selv hvis jeg ikke havde haft min familie, så havde jeg stadig valgt at komme ud, for det er bare sådan, jeg er. Jeg har altid været en meget aktiv person.

– Alting er jo ikke rosenrødt, men i min verden handler det bare om at få det bedste ud af det, og så kan jeg ikke gøre andet. Om jeg ligefrem vil fremstå som et forbillede, det tror jeg ikke. Jeg tror bare, det er sådan, jeg er skruet sammen.

Føler du, at du er gået glip af noget, fordi du ikke længere kan bevæge dig lige så meget, som før du blev syg?

– Nej, jeg må bare gøre det på en eller anden måde. Og det er ikke sådan, at jeg ikke kommer ud og oplever tingene. Vi rejser jo stadig og sådan noget, det tager måske bare lidt længere tid for mig. Det har folk også fundet ud af, at selvfølgelig skal han med. Når vi skal ud og køre en tur, så skal jeg bare have rollatoren bag i bilen. Det er jo ikke noget, der i min verden fylder noget. Det kan godt være, det fylder i andres, men jeg tror det nu ikke.

På den måde kan du nærmest få lige så meget ud af det, som alle mulige andre kan?

– Ja, det synes jeg, og jeg skal absolut ikke klage.

Hvad betyder fodbold i dit liv?

– Jamen, det betyder rigtig meget. Det gør det sgu. Min kone har dyrket fodbold, og mine to børn spiller fodbold. Det har altid stået rigtig højt hos os.

Og du kan stadig finde stor glæde i fodbold, selvom du ikke selv spiller kampe?

– Ja. Jeg synes, jeg er blevet god til at lære mig at gøre det, jeg kan. Jeg ved jo, hvad jeg ikke kan. Og jeg har altid været rigtig tosset med ungdomsfodbold og trænet ungdomshold. Det er det, jeg brænder for.

Du er altid i Aakirkebyhallerne?

– Jeg kommer i Aakirkebyhallen hver dag. Enten er jeg oppe og pumpe bolde eller ordne vasketøj eller et eller andet.

Så AaIF har en stor plads i dit liv?

– Det har den, det er helt sikkert.

Du har været formand for fodboldudvalget i 15 år, men nu har du overgivet posten til nye kræfter. Hvorfor det?

– Jeg mener, at så længe man kan huske tingene, så skal man give sig tid til at give det videre til yngre kræfter - og først da kan man trække sig ud. Hvis jeg var for eksempel 75 år, og så fra den ene dag til den anden trak stikket, det synes jeg ikke, man kan tillade sig.

Det er ikke fordi, at du er på vej til at stoppe som frivillig?

– Nej, langt fra. Jeg håber jo, at jeg kan være i klubben mange år endnu. Men bare i andre funktioner. Jeg har ikke noget behov for at være ham, der trækker i alle trådene.

Jimmi Sonne

53 år

Født og opvokset i Aakirkeby og bor stadig i byen

Er uddannet salgsassistent og blev udlært i en butik i Rønne

Er førtidspensionist

Har været kæreste med Marlene, siden de begge var teenagere

Sammen har de sønnen Mads på 29 år og datteren Sine på 17 år