Fra London til Bornholm: Anne er ny på museet

Fra London til Bornholm: Anne er ny på museet
Anne Arboe Harild foran Bornholms Kunstmuseum. Hun havde første arbejdsdag den 1. februar. Eget foto
DAGENS NAVN | Torsdag 27. februar 2025 • 05:30
DAGENS NAVN | Torsdag 27. februar 2025 • 05:30

Anne Arboe Harild har fået job på Bornholms Kunstmuseum som kunstformidler. Hun bor på Bækkegård i Ibsker, hvor der også er ambitioner om at arrangere koncerter, udstillinger og arbejdsophold for kunstnere.

Hvad laver man som kunstformidler?

– Man underviser og laver workshops for skoler, daginstitutioner og børnefamilier. Man arbejder med at gøre kunst mere tilgængeligt og interessant for børn og unge - for eksempel ved at finde på forskellige indgangsvinkler, som kan åbne kunstneres værker for børn i udstillinger. Det kan for eksempel være gennem leg med materialer, dialog, samarbejde og ved at undersøge kunstneres metoder.

Hvad bliver dine konkrete arbejdsopgaver?

– Det bliver at starte en skoletjeneste for bornholmske skoler og daginstitutioner. Jeg skal lave et inspirerende, vidunderligt værksted, som man kan bruge, når man besøger museet. Min opgave bliver også at gøre udendørsarealerne - for eksempel skulpturparken - mere tilgængelig for børn. Det bliver også at lave forskellige samarbejder mellem samtidskunstnere, børn og unge og at gøre vores særudstillinger mere tilgængelige for børn.

Hvorfor er det vigtigt at have så stort et fokus på at åbne udstillinger og værker for børn og unge?

– Det er, fordi det kan være med til at skabe et mere inkluderende kunstmiljø. Vores kunstmuseum er for os alle, så jeg synes, det er vigtigt at invitere børn og unge inden for og give dem muligheden for at blive præsenteret for forskellige måder at tænke på verden, og hvordan de forskellige kunstnere fortolker den. Så får de også mulighed for at arbejde med materialer, få maling på tøjet og opleve den glæde, det er at skabe noget med hænderne.

Du har boet de sidste mange år i London. Hvad lavede du der?

– Jeg flyttede til London for at læse. Jeg gik på kunstakademiet, arbejdede som billedkunstner og lavede forskellige udstillinger og udsmykningsopgaver til kunsthaller, skoler og hospitaler. Jeg har også været huskunstner forskellige steder og arbejdet som kunstformidler på en masse forskellige museer og gallerier. Jeg har lavet en masse kreative projekter i samarbejde med andre kunstnere, børn og unge.

Hvordan kan det så være, du har taget turen til Bornholm nu?

– Vi flyttede herover for et år siden. Vi drømte om at få mere tid sammen med vores familie og at have mere tid i naturen, så vi har købt en meget stor og smuk gård i Ibsker, hvor vi er ved at indrette atelierer, værksteder og udstillingsrum. Min mand er musiker, og vi håber, at vi kan skabe et sted, hvor kunstnere og musikere kan komme at bo og være for at arbejde.

En slags refugium?

– Ja, præcis. Det kan vi godt kalde det. Lige nu kalder vi det Bækkegård Arts, for vi bor på Bækkegård. Vi håber også, vi kan vise vores kunst i landskabet omkring gården, holde koncerter, udstillinger og lave forskellige andre begivenheder. Men der skal arbejdes lidt, før vi når dertil. Så det var faktisk derfor, vi flyttede herover.

Og så var der en mulighed på Bornholms Kunstmuseum?

– Ja. Så synes jeg, det kunne være et rigtig spændende sted at arbejde.

Har du familie på Bornholm?

– Ja, min far er bornholmer, så jeg har noget familie herovre.

Hvordan var det at flytte fra storbyen London til Bornholm?

– Det har været vidunderligt. Jeg har kun haft en rigtig god oplevelse. Fordi det var så radikalt et skifte at flytte på landet, så har vi ikke rigtig haft noget at sammenligne med. Så vi har kun følt, at det har været virkelig dejligt. Vi har haft en hel anden hverdag, der også har været rigtig dejlig for vores børn.

Nu har du haft den første workshop på museet i uge 7. Hvordan gik det?

– Det gik rigtig godt. Der var god stemning, mange familier af flere generationer - børn, forældre, bedsteforældre - og det var dejligt at opleve, hvordan de arbejdede sammen, stillede spændende spørgsmål og lavede nogle rigtig smukke ting sammen.

Hvilke projekter har du i støbeskeen?

– Vi har nogle flere workshops i uge 10, hvor det er de bornholmske skolers vinterferie. Vi håber selvfølgelig, der kommer en masse familier. Vi er ved at lave et værksted, og i forbindelse med en stor udstilling med Inge Lise Westman, som vi åbner til maj, går jeg og tænker på, hvordan vi kan formidle den til børn. Vi håber også, vi kan få nogle flere huskunstnere, der kommer og arbejder med børn og unge mennesker.

Så der er mange ting på vej?

– Ja, jeg føler, jeg har haft travlt fra start - på en god måde.

Kan man møde dig på museet i hverdagen?

– Ja, jeg er her næsten hver dag. Man kan i hvert fald møde mig i uge 10 eller hvis man kommer som skole.

Anne Arboe Harild

44 år

Er gift

Har tre børn

Bor på Bækkegård i Ibsker



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT