Et hjertestop førte Henning ind i keramikkens verden

Som ung drømte Henning Aggerholm om at blive geolog, men en lærer fik talt ham fra det. I sin tid som gymnasielærer og rektor har historikeren og idrætslæreren fra Klemensker derfor altid opfordret sine studerende til at følge deres drømme – ligesom han selv gør i dag, efter flere hjerteoperationer. Fredag den 23. september fylder Henning Aggerholm 70 år.

Henning Aggerholm er født i 1952 og tilhører generationen af efterkrigstidsbørn, som nød godt af den nyvundne fred og den økonomiske fremgang i Danmark. Uddannelserne stod åbne, samfundet udviklede sig i positiv retning, og i 60'erne stod det klart for alle på den nye centralskole i Klemensker, at Henning fra Skarpeskadevej havde hovedet godt skruet på.

Men da ungdomsoprøret rasede i København og Paris hjalp Henning stadig til på gården sammen med sine brødre.

– Der var altid tre dage i foråret, hvor vi sankede sten fra morgen til aften, husker Henning Aggerholm, der voksede op på en lille gård mellem Aarsballe og Klemensker.

Lyt aldrig til lærerens råd

Livet på landet var som det var i 50'erne og 60'erne, 'fra hest til Ferguson, til far måtte ud og have lønnet job, for at tingene kunne hænge sammen'. Men der retfærdighed til. Med ansvaret fulgte også frihed. Når man havde udført sine daglige pligter, var man fri til at følge sin nysgerrighed og dyrke sine interesser.

For Henning Aggerholm kom atletik, håndbold og løb til at fylde alt. Som 15-årig etablerede han en atletikafdeling i KIF, som han udviklede, både som udøvende og træner, og han fik også held med at komme i gymnasiet, selv om hans far mente, at det måtte være lykken med en elevplads i banken.

– Vi var 12 ud af en årgang på 64, der kom i gymnasiet. Det var meget dengang. Der var ingen studenter i sognet, husker han.

Da Henning Aggerholm forlod Rønne Statsskole i 1972 med studenterhuen i lommen, tog han til København for at læse videre. Valget faldt på historie og idræt.

– Det var kun fordi jeg blev frarådet de andre ting, jeg gerne ville. Jeg ville gerne læse geologi, men min geologilærer i gymnasiet sagde, at det var det dummeste jeg kunne gøre, for der var ingen jobs at få. Så ville jeg gerne være ingeniør, men der var stor arbejdsløshed, så det skulle jeg heller ikke.

Med disse advarsler blinkende i baghovedet besluttede Henning Aggerholm sig for at læse historie, 'hvor det viste sig, at der var abnormt stor arbejdsløshed'.

– Siden da har jeg sagt til mine egne studenter: I skal ikke rette jer efter de råd I får. Der er ingen der ved, hvad der sker i morgen.

To år i jakkesæt

På universitetet mødte Henning sin kommende hustru, Lotte Kreautler, der også læste idræt. Lotte fik job på katedralskolen i Nykøbing Falster, og det endte med, at Henning fulgte efter som idrætslærervikar. Hurtigt derefter blev han fastansat, og Henning Aggerholm endte med at være gymnasielærer i Nykøbing i 16 år.

Tiden som lærer fik dog en uventet afbræk, da Henning Aggerholm i 1989 tog en tur til New York og fik en åbenbaring.

– Jeg havde været aktiv i studenterpolitik og var meget imod alt det der med USA. Men da jeg havde været i New York et par dage måtte jeg ringe hjem og sige: Jeg har taget helt fejl, det er et fantastisk sted.

Henning Aggerholm besluttede sig for at lægge modstanden mod kapitalismen på hylden. Da han kom hjem fra USA søgte han en stilling som managementkonsulent i rekrutteringsfirmaet Mercury Urval og fik den.

– Jeg kørte til Strandgade hver dag i to år iført mørkt jakkesæt og jagtede erhvervskunder og ansatte folk på forskellige niveauer og lavede virksomhedsanalyser.

Udfordringen var at fortælle folk, at de ikke fik en stilling på en måde, så de ikke blev alt for skuffede, husker Henning Aggerholm.

– Det var ligeså vigtigt at fortælle folk, at det job skal du ikke have. For det bliver du ikke glad for. Man vidste jo med de folk, at hvis de ikke fik det her job, så fik de sgu nok det næste. Og så skulle de helst være så tilfredse med min rådgivning, at de selv ringede til Mercury-konsulenten, når de selv skulle ansætte nogen.

Efter to år var Henning Aggerholm tilbage som souschef på katedralskolen i Nykøbing Falster. Han var ikke god nok til at sælge. Og som han tørt konstaterer:

– Der er ikke mange knus i headhunterbranchen.

Svært at forklare retfærdighed

I 1994 blev Henning Aggerholm rektor på gymnasiet i Maribo, en stilling som han beholdt frem til 2010. I 2006 blev skolen kåret som et af de bedste gymnasier i Danmark af Ugebrevet A4. Henrik Aggerholm nægter imidlertid at tage del i hæderen.

– Du får mig aldrig til at tage æren for noget. Min opgave har altid været at få eleverne til at performe bedst muligt og få tingene til at fungere. Og det gør man kun, hvis man lader andre få æren, siger han.

Den indsigt fik Henning Aggerholm allerede som barn.

– Det lærer man ubevidst, når man skal operere mellem to brødre, samtidig med at man selv er ambitiøs og gerne vil vise hvor dygtig man er. Den ene gider ikke, så der skal man undgå at få bank, og den anden gider ikke, hvis han hele tiden bliver jordet.

Kampen for at løfte og motivere de svage elever blev omdrejningspunktet for Henning Aggerholms år som rektor i Maribo. I hans øjne er gymnasiet et sindbillede eller en spejling på samfundet som helhed.

– Som gymnasierektor har man et fantastisk liv med eleverne. Man ser kun dem med problemer, og så de der emsige elevrådsmedlemmer som hele tiden står udenfor døren og tripper. De skal nok klare sig.

Konkurrencesamfundets åbenlyse fokus på resultater kombineret med en almindelig forståelse for fairness kunnne være svær at formidle til unge elever, husker Aggerholm.

– Hvorfor skal nogen have lang snor, mens andre bliver straffet for at have ligeså meget fravær?

Da lægerne sagde stop

Henning Aggerholm har dyrket sport hele livet. Løbet, presset sig selv, elsket det. Som 41-årig fik han en blodprop i hjertet, og fulgte dermed i sin fars fodspor, nærmest på klokkeslet.

– Han fik også en blodprop i hjertet som 41-årig. Så passede han sit lille landbrug så godt han kunne, og døde ti år senere, som 51-årig.

Efter en tur på Rigshospitalet blev Henning Aggerholm udskrevet og kom på blodfortyndende medicin.

– Og så blev jeg sendt hjem til gentræning.

Henning Aggerholm kom hurtigt i gang med at løbe igen, men hjertet kunne ikke helt følge med, når det gik op ad bakke, og to gange fik han sat stenter i. Til sidst sagde lægerne stop.

– De sagde det går ikke. Du kan ikke have sådan et job.

Tvangspensioneret

Som 58-årig blev Henning Aggerholm tvangspensioneret fra fuldtidsstillingen som rektor på gymnasiet i Maribo. Herefter arbejdede han som deltidsskolekonsulent i Lolland Kommune.

Som 65-årig, dagen efter at han var gået på pension, faldt han af cyklen med hjertestop i træningscenteret og vågnede fem dage efter på Rigshospitalet.

Så fik Henning Aggerholm en bypass og begyndte at tænke på, om han skulle finde en mere stillesiddende interesse.

– Jeg er holdt op med at løbe. Men det er kun fordi jeg får fibersprængninger i benene af al den medicin. Jeg fortsatte selvfølgelig med at træne i fitnessworld og ellers er jeg ude i havkajakken sammen med alle de andre gamle. Jeg er så heldig, det har aldrig genereret mig. Og vi har snakket om det derhjemme, vi ved jo godt at man ikke ved hvornår. Men jeg udsætter det så godt jeg kan, siger Henning Aggerholm.

Læså-væggen – som et maleri af Westman

Kreativiteten har fået plads, efter at Henning Aggerholm har sat tempoet ned på motionscyklen. Fra 2012 til 2014 læste han kunsthistorie på Åbent Universitet og og i 2017 satte han sig ved drejeskiven for første gang. Dagens kursus på Agregård starter med et besøg på det gamle Hasle Klinker, hvor der stadig er ler i undergrunden. Derefter fortsætter jagten på råstoffer langs klinten i Sose-bugten, hvor mange keramikere har hentet ler i tidernes løb.

I dag er det geologien og naturens materialer, der trækker Henning til øen.

– Som ung gik jeg langs Læsåen for at se, om det virkelig det passede, det de skrev i bøgerne. Og jeg vender ofte tilbage. Skifervæggen ved Vassagård er som at kigge på et stort maleri af Inge Lise Westman. Et sindbillede på et uendeligt liv, siger han.

Drømmen om at vende tilbage

Bornholm trækker tydeligvis i Henning Aggerholm, men på en ny måde.

I mange år var hjemme Bornholm, selv om han havde hjemme andetsteds. Og tanken om at vende tilbage og bosætte sig på fødeøen har været tæt på at blive alvor.

– Vi har søgt job som gymnasielærere herovre en overgang, men det kunne ikke lade sig gøre. Og hvordan får man bygget et netværk op på Bornholm, når man har været væk i 50 år? Man er næsten nødt til at have en arbejdsplads og nogle kolleger eller noget foreningsliv.

For syv år siden gik Hennings mor bort og tilknytningen til øen ændrede sig. I 2018 solgte Henning og hans kone huset i Allinge, som de havde haft i 25 år. Nu er hjemme på Nordfalster, i et lille fiskerleje med det uforglemmelige navn Gåbense.

– Det ligger næsten endnu bedre end sommerhuset i Allinge. Så nu er vi på en uges sommerferie herovre og familieture og de her endagskurser. Det bliver ren nydelse fremover, siger Henning Aggerholm.

Jeg kunne ikke behandle alle ens

Velfærdsstaten blev Henning og hans far aldrig enige om.

– Han var jo Venstremand, og så kunne man i hvert fald ikke være radikal. Enhver klarer sit, og det nytter ikke noget bare at dele pengene lige ud, til alle dem der ikke gider – men det er ikke sådan velfærdsstaten er opstået, kære far.

– Jeg er ligesom akademikere er flest, socialliberal, siger Henning Aggerholm. Alligevel føler han, at den danske velfærdsstat rummer et paradoks, som han oplevede i tiden som rektor på Maribo Gymnasium.

– Det er pudsigt, for alle i Danmark har jo virkelig lige muligheder. Der er bare ikke lige chance. Dem, der har et eller andet med i bagagen, manglende støtte hjemmefra, forventningen eller mangel på samme, det er så svært for dem. I gymnasiet var der altid nogen slendrianer, der troede, de kunne slippe af sted med at pjække. Og så kom jeg med mine klare linjer og så skulle der strammes op.

I den slags tilspidsede situationer blev de sociale skel tydelige, husker Henning Aggerholm.

– Lægebørnene og de andre forstod altid at flyde ovenpå. Og alle dem der ikke konverserede hjemme ved middagsbordet og ikke havde den der støtte, de km altid i klemme. Jeg kunne ikke behandle alle mennesker ens, for så skulle jeg smide alle de svage elever ud og alle dem, der var psykiske belastninger og hvis mor havde begået selvmord. Hvis de så fik lov til at gå der alligevel, så kom alle de andre: hvorfor fanden skal hun have lov til at have så meget fravær. Man kunne ikke fortælle de andre, hvorfor Cecilie hun skulle have lov.

Henning Aggerholm har stadig ikke opskriften på et retfærdigt samfund. Men med de erfaringer han har fra et langt liv med unge, kombineret med en kort afstikker til konsulentbranchen, er hans bedste bud relativt simpelt:

– Det er fint at være tilpas hård, hvis de kan tåle det. Men folk kan ikke tåle lige meget.