En Nørrekås-dreng er gået bort

En Nørrekås-dreng er gået bort
Privatfoto
MINDEORD | Torsdag 18. juli 2024 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
MINDEORD | Torsdag 18. juli 2024 • 15:30

Finn Ove Kure Mortensen arbejdede i mange år på slagteriet.

Ditte Olsen (ældste datter) har indsendt mindeord om Finn Ove Kure Mortensen, 13. januar 1945 – 15. juli 2024:

Finn Mortensen var Nørrekås-dreng og den mellemste bror af tre. I 1960 kom han i lære som elektriker og har hængt mange lamper, lygter og julebelysning op i Rønne by og trukket mange ledninger i private hjem og nybyggerier. I 1967 blev han udlånt til Bornholms Andels Slagteri på Haslevej. Det blev afgørende for hans arbejdsliv.

Finn blev fastansat elektriker på slagteriets værksted, senere forfremmet til værkfører og fungerede under skiftende maskinmestre, direktører og koncernnavne. Han gik på efterløn i 2009.

Finn var en engageret mand. Som ung var han aktiv i Rønne Sejlklub som instruktør i optimistjoller. I perioden 1970-80 boede Finn og familien i Arnager, hvor han engagerede sig i borgerforeningen og blev leder af ungdomsklubben.

Tilbage i Rønne fik familien adresse i Brovangen 40, og Finn engagerede sig i en periode som fodboldtræner for drengehold i Viking.

Privatfoto

 

Slægtsforskning

Som pensionist slog han sig på slægtsforskning og har deltaget i at digitalisere kirkebøger. I 2019 blev han kåret til "årets medlem" i Bornholms Slægts- og Lokalhistoriske Forening.

Finn var barnebarn af Robert Kure, som blandt andet var medstifter af Bo42. Finn blev i 1965 gift med naboens, fiskehandler Arne Jensens, datter Jytte. De fik tre børn, fire børnebørn og fire oldebørn. Jytte døde i 2016.

Finn solgte huset i Brovangen og boede i sine sidste år i en Bo42-lejlighed på Rosenvej. Han havde allerede forberedt sig på genhusning og færre kvadratmeter på grund af det store renoveringsprojekt, som er i gang lige nu. Men kræften indhentede ham, før renoveringen nåede til hans blok.

Der er bisættelse fra Rønne Kapel mandag den 22. juli klokken 13.30.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT