En god kammerat fik højeste udmærkelse

En god kammerat fik højeste udmærkelse
Hvis kompagnichef Michael Stuhr mangler en mand, kan han altid ringe til Paul A. Ipsen, som har modtaget politihjemmeværnskompagniets gyldne hjelm. Foto: Politihjemmeværnskompagni Bornholm
Tirsdag 28. januar 2025 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
Tirsdag 28. januar 2025 • 05:30

Det lokale politihjemmeværnskompagni har hyldet medlem Paul A. Ipsen med Den gyldne hjelm.

Da Politihjemmeværnskompagni Bornholm i weekenden holdt sin nytårsparole, var det først og fremmest for at kigge tilbage på året, der er gået, men det var også for at hylde et medlem af kompagniet, der har gjort en uselvisk indsats og vist engagement i tjenesten.

Dette medlem modtager Den gyldne hjelm, som er kompagniets højeste udmærkelse, og i år gik den til Paul A. Ipsen, som ifølge kompagnichef Michael Stuhr til fulde lever op til kriterierne.

– Vi har i år en person, der ikke er den mest synlige i kompagniet, men han er der. Han prikker mig ofte på skulderen og siger, at hvis jeg mangler en mand, så kan jeg bare ringe. Og så kan jeg ellers bare skrive ham på Folkemødet, fortalte Michael Stuhr i forbindelse med overrækkelsen.

Kompagnichefen beskriver Paul A. Ipsen som et roligt og venligt gemyt og en god kammerat, som ofte deler sin viden:

– Han er ofte med, når der skal laves et eller andet praktisk i kompagniet, og vi sætter alle pris på hans håndværksmæssige kunnen. Jeg har altid sat pris på hans ærlighed og ikke mindst måde at tilgå tingene på.



Christian Jentzsch blev udnævnt til premierløjtnant, Karsten Rasmussen til løjtnant og Knud A. Rasmussen til sergent. Foto: Politihjemmeværnskompagni Bornholm

 

Med i 50 år

Den gyldne hjelm er ikke den eneste hæder, der tilfalder Paul A. Ipsen. Han får også en medalje i sølv for 50 års aktivt medlemskab af hjemmeværnet. Den bliver tildelt i forbindelse med hjemmeværnets årige 4. maj-arrangement. Ved samme lejlighed får Tim B. Rasmussen en 40 års-medalje.

Vagn Risager og Ole Andreasen har fået hver et ur fra Hjemmeværnsfonden; Vagn Risager for sit store arbejde med førstehjælp og Ole Andreasen for sit store arbejde i sne- og vinterberedskabet.

Endelig blev Christian Jentzsch udnævnt til premierløjtnant, Karsten Rasmussen til løjtnant og Knud A. Rasmussen til sergent.

For Politihjemmeværnskompagni Bornholm som sådan bød 2024 på 30 indsættelser, hvoraf seks uvarslede, og 216 personer lagde 1.513,50 timer i kompagniets arbejde.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT