Ønsker man at stå for et arrangement i Bornholms Kulturuge, er muligheden der nu. Kulturugen har åbnet sin tilmelding for arrangører.
Interesserede kan sende en ansøgning til kulturugens sekretariat indtil 5. april. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Tilmelding og ansøgning om tilskud foregår via kulturugens hjemmeside. Efter ansøgningsfristen vil bestyrelsen gennemgå alle ansøgninger, udvælge arrangementer og fordele de støttekroner, kulturugen administrerer. Man kan forvente svar på sin ansøgning efter 19. april. Trods opbakning fra en række lokale sponsorer kan kulturugens bestyrelse dele lidt færre midler ud end de seneste år.
– Ved et event som kulturugen kræves det altid, at der arbejdes hårdt for at skaffe de nødvendige midler, og i år er ingen undtagelse. Vi mærker også i kulturugen, at det er en tid, hvor alle skal spare, og det skal kulturugen dermed også. Det er en måde at sikre vores eksistens, så der også fremover kan afholdes kulturuge på Bornholm, siger formand Mikkel Bach-Jensen fra kulturugen i pressemeddelelsen.