Dødsfald: Den sidste bagermester på Bagerpladsen

Dødsfald: Den sidste bagermester på Bagerpladsen
Kjeld Hjorth gik op i at lave kvalitet og bage hvert brød op fra bunden. Foto fra Bornholms Museums arkiv
RØNNE | Tirsdag 1. marts 2022 • 15:30
Holger Larsen
Journalist
RØNNE | Tirsdag 1. marts 2022 • 15:30

Kjeld Hjorth drev i 35 år Hjorths Bageri, som lukkede i 2001.


Tidligere bagermester Kjeld Hjorth, Zahrtmannsvej i Rønne, er død, 83 år gammel.

Kjeld Hjorth voksede op i Rønne, hvor han startede sit arbejdsliv som bydreng i Ankers Bageri i Søndergade, blev medhjælp og endelig lærling i samme bageri. Han var derefter til søs i ØK som konditor. I den periode kom også kongeparret til at nyde godt af Kjeld Hjorths bagværk. Det var i Bangkok, hvor det kongelige par var på besøg.

Kjeld Hjorth blev efter tiden til søs ansat på den daværende margarinefabrik i Rønne. Da han kom med varer hos bagermester Helge Jensen på Bagerpladsen i Rønne, blev han spurgt, om han kunne tænke sig at købe bageriet.

Kjeld Hjorth blev bagermester på Bagerpladsen i 1966, og virksomheden kom til at hedde Hjorths Bageri. Her drev han forretning frem til juli 2001, hvor han lukkede for at gå på efterløn.


Bagermester Kjeld Hjorth (tv) sammen med sin mangeårige medarbejder, Ingo Kofod. Foto fra Bornholms Museums arkiv



En epoke sluttede

Da Kjeld Hjorth startede som selvstændig, var der 23 bagerforretninger i Rønne. Siden gik det voldsomt tilbage, ligesom det gjorde for andre specialforretninger, og i 2001 var der til Kjeld Hjorths ærgrelse ingen til at overtage butikken. Dermed sluttede også en epoke på over 100 år med bagerforretning på Bagerpladsen.

– Vi havde en god tid med bageriet, men vi stoppede på et godt tidspunkt, for vi havde fået konkurrence fra blandt andet tankstationerne, siger hustruen, Grethe Hjorth, der arbejdede i butikken fra 1973 til 2001.

Et aktivt liv

Grethe og Kjeld Hjorth blev boende på Bagerpladsen frem til 2004, hvor de flyttede i lejlighed på Zarhtmannsvej. Det tidligere bageri blev siden bygget om til ejerlejligheder.

– Kjeld har haft et godt liv, og vi har haft det godt sammen. Han var meget aktiv, social og hjælpsom. Han var aktiv inden for hjemmeværnet og forskellige foreninger, blandt andet bagermesterforeningen. Kjeld var meget glad for vores sommerhus i Stampen, hvor vi har boet i sommerhalvåret, fortæller Grethe Hjorth.

Kjeld Hjorth efterlader sig hustruen Grethe, tre børn og otte børnebørn.

FÅ ABONNEMENT