Det er aldrig for sent at satse på sine drømme

Sarah Oakman arbejdede egentlig som lærer i København, men under en barsel fik hun lyst til i stedet at satse på at blive keramiker, så hun tog springet og sagde sit job op for at flytte til Bornholm med sin familie, før hun vidste, om hun var kommet ind på designskolen i Nexø. Og i dag har hun fået succes som keramiker og medindehaver af Matter i Nexø, ligesom hun er på vej med sin første soloudstilling på Grønbechs Gård i Hasle.

Der har været ekstra gang i ovnene hos Sarah Oakman i kunsthåndværkerhuset Matter i Nexø i den forløbne tid. For den 23. marts åbner keramikeren sin første soloudstilling ”Out of This World” på Grønbechs Gård i Hasle.

– Jeg har helt vildt travlt. Og når jeg åbner nye ovne hver dag, er det lige med at styre sin skuffelse over, at tingene måske blev anderledes, end man havde forestillet sig, smiler keramikeren.

Men sådan er det, når man gerne vil udforske lerets muligheder, forklarer hun.

– For jeg insisterer på at eksperimentere ekstremt meget i mit arbejde. Det er jo det, der gør, at man nogle gange tænker – det er magisk og fantastisk, og andre gange er det til at smide ud, fortæller hun.

I et af hendes værksteder står et større bord dog tætpakket med færdige unikaværker, som er blevet, som hun havde tænkt det. Endnu er de bare ikke klar til at blive fotograferet, undskylder hun.

– For her står de ikke helt, som jeg havde tænkt det, forklarer hun og kaster et blik udover de keramiske unikaværker, som mest af alt minder om et geologisk månelandskab med deres organiske former og noprede overflader i afdæmpede naturfarver.

– Det er en udpræget glasurudstilling. Den handler om glasuroverflader. Og mine inspirationskilder er meget geologi og faktisk også rummet. Det er meget de billeder, jeg arbejder med. Der er både værker, som består af mange små elementer, og så er der værker, som er mere monumentale, fortæller hun, mens vi betragter de skulpturelle kunstværker.

Kunst er en udviklingsafdeling

Endnu har hun dog ikke prøvet at skulle skabe så stor en mængde unikaværker på én gang.

– Det er faktisk første gang, jeg har en soloudstilling i det hele taget. Ellers har det været store censurerede gruppeudstillinger som forårsudstillingen eller biennaler. Så arbejdsmængden er også større. Men det er ret spændende. Jeg føler, der er meget på spil, fordi det er lang tid siden, jeg har prøvet at lave den type værker, siger Sarah Oakman og tilføjer:

– Da jeg i 2016 blev færdig på skolen, var mit fokus i højere grad unikaarbejde. Jeg var i et godt flow og deltog på en masse store udstillinger – både internationalt og herhjemme. Men så sker der jo det, som der sker for mange…, smiler hun.

– Jeg oplevede at blive ramt af en virkelighed, hvor man skal tjene nogle penge. Og det er rigtig svært at tjene penge på kunstkeramik og især installationsværker, som er det jeg rigtig godt kan lide at lave. For der er kundedelen meget begrænset.

Siden fokuserede hun derfor mere på at producere funktionel keramik, som hun har lanceret under sit personlige brand Oh Oak.

– For jeg ville gerne kunne leve af min keramik og ikke have det som en sidebeskæftigelse, som mange har, så jeg begyndte at ideudvikle på at lave et keramikbrand, som kan køre sideløbende med, at jeg laver mine unikaværker. Så de to ting blev adskilt. For jeg har egentlig hele tiden haft en lige så stor kærlighed til den funktionelle keramik som til mit unikaarbejde, fortæller hun, da vi har sat os ind i køkkenet, der ligesom værkstederne er et rum i rummet. Sådan har hun og hendes kompagnon glaskunstneren Maj-Britt Zelmer Olsen sat deres præg på stedet, siden de overtog den gamle halbygning, der i dag fremstår lys og indbydende og med smukke træfacader langs værkstederne.

– Vi har faktisk lige kunnet fejre 3-års fødselsdag, fortæller hun glad.

– Det, som stedet her også har muliggjort, er, at jeg har kunne få nogle ansatte og har kunnet lægge noget af produktionen fra mig. Og det har gjort, at jeg har kunnet frigøre noget tid til at lave de her unikaværker. Så det er meget fedt at have fundet tilbage til det nu.

For kunstkeramikken betragter hun som sit laboratorium for hele sit virke som keramiker.

– Jeg ser det som et laboratorium på en eller anden måde. Det er i arbejdet med mine unikaværker, at jeg også udvikler teknikker og materialer, som jeg så også har mulighed for at bruge ovre i mit produktunivers. Men for mig er det i mit unikaarbejde, at udviklingen sker. Så på den måde er det også en enorm vigtig del af mit virke.

– Jeg er risikovillig, siger Sarah Oakman, som lever af sit brand ”Oh Oak”.

Risikovillig

Som barn fandt hun tidligt ind i den visuelle udtryksform. Men dengang udfoldede hendes kreativitet sig langt fra det trygge bornholmske provinsliv. For som barn voksede hun op som enebarn på Frederiksberg med en dansk mor og en irsk far, og selvom forældrene med jobs som henholdsvis sekretær og landmåler ikke arbejdede udpræget indenfor den kreative branche, har hun alligevel fået sin kreative side fra den ene af sine forældre.

– Jeg har altid taget enormt mange billeder. Fotografi har været en kæmpe del af min opvækst. Min far havde det som en seriøs hobby. Så mange af mine barndomsminder er også fra mørkekammeret sammen med min far, siger hun og fortæller, at hun også gik på billedskole og til keramik som barn.

– Jeg har helt klart det kreative fra min far, og så tror jeg, at jeg har fået en drivkraft fra min mor. Hun kastede sig på tidspunkter også ud i nogle projekter og har for eksempel startet en café. Der ligger måske også en fandenivoldskhed i vores familie. At tro på at tingene godt kan lade sig gøre, og hvis de ikke kan, så går det også. Så bliver det bare noget andet. Så modet til at kaste mig ud som iværksætter har jeg fra hende, tror jeg.

Så du er risikovillig?

– Ja, det er faktisk et meget godt ord at bruge. For det er jeg, smiler hun

– Jeg er ret risikovillig.

Man er nødt til at prøve, mener hun. Hvis man først har fået en tanke om, at noget skal prøves af, så skal det også prøves af. Så skal det have en chance i hvert fald, som hun siger.

– Det giver også rap over nallerne indimellem, men det er en del af det liv, jeg har som selvstændig, som jo er ret risikofyldt i virkeligheden, siger hun, idet en af hendes medarbejder åbner døren til køkkenet med et spørgsmål til produktionen.

– Kan I vente? smiler hun spørgende tilbage.

Fornuftens stemme

Der skulle dog gå flere år, før den visuelle kreativitet og risikovilligheden fik lov at tale højest.

– Mit arbejdsliv kunne i virkeligheden have udformet sig på mange måder. For jeg ville faktisk gerne have søgt ind på designskolen på fashion. Min mormor er dameskrædder og har lært mig at sy. På den måde har jeg altid haft materialer i hænderne.

Hun ser et øjeblik tænksomt til siden.

– Men så tror jeg bare at fornuftens stemme talte højest. Og så blev det en læreruddannelse.

Lærerjobbet var dog meget andet, end hun have forestillet sig, husker hun.

– Det var nok de hårdeste år i mit liv. Det var ikke udelukkende forfærdeligt, griner hun.

– Men det var i hvert fald virkelig hårdt.

Det var nu ikke selve undervisningen, som afskrækkede hende fra lærerfaget.

– Selve undervisningssituationen var jeg ret glad for, den savner jeg faktisk stadig. Jeg kan godt lide kontakten med børnene.

Så hvis lærergerningen kun bestod af det var det en anden sag, forklarer hun. Men det er alt det omkring, al administrationen og al kontrollen, plus de hundrede vis af møder.

– Jeg blev også lærer, da den nye skolereform blev rullet ud og som blandt andet betød øget tidsregistrering. Det dræbte fuldstændig lysten og motivationen for rigtig mange.

Således gjorde de ydre faktorer det nemt at begynde og se andre steder hen, da hun efter jo år i lærergerningen gik på sin første barsel med sin søn Albert.

– Sådan en barsel kan være et meget kærkomment break og blive en pause, hvor man også får rykket lidt rundt på sine prioriteter i livet, fordi man lige pludselig står med et lille barn i sine arme og begynder at se helt anderledes på verden og tænke over, hvad er det egentlig jeg skal bruge mit liv på? Var mit job det hele værd med alt det, som det krævede? Og hvad var det, jeg selv ville? fortæller Sarah Oakman, som havde holdt fast i sin kunstneriske passion, mens hun arbejdede som lærer.

– Dengang havde jeg en værkstedslads ved siden af, hvor jeg primært lavede keramik, men jeg syede også forskellige kunstneriske projekter. Så det var ligesom hele tiden til stede.

Dengang havde hun dog stadig ingen planer om at gøre det til en levevej.

– Men under min barsel begyndte jeg at gå lidt til hånde hos en keramiker på Vesterbro. Hende havde jeg haft som underviser, og hun sagde ”når du alligevel er ude at gå med barnevognen, og han sover, kan du lige kommer forbi værkstedet og drikke kaffe og hjælpe mig lidt med nogle ting”. Sådan fik jeg indblik i, hvordan hun kørte sit liv.

Ud af hamsterhjulet

Det var dér keramikerdrømmen blev antændt, da hendes tidligere underviser foreslog hende at tage på Designskolen i Nexø for at blive keramiker.

– Jeg havde godt hørt om den, men tænkte alligevel, det var lidt vildt, ikke?

Men det såede alligevel et frø, fortæller Sarah Oakman, som besluttede at udforske øen i Østersøen nærmere.

– Vi havde i forvejen drømt om at komme ud af byen. Og under en sommerferie på Bornholm fik vi konkretiseret drømmen på det her sted, så vi blev sikre på, at vi skulle herover. For der blev vi hooked.

Derfra gik det rimelig hurtigt, husker hun.

– Jeg søgte ind på Designskolen og var til optagelsesprøve herovre, og allerede før jeg havde fået at vide, om jeg er kommet ind eller ej, havde vi fået solgt vores lejlighed på Nørrebro, sagt vores jobs op og sagt Albert op i vuggestuen.

Hvad var det ved at bo uden for byen, der tiltrak jer?

– Jeg tror, det var det der berømte hamsterhjul, vi begge to var trætte af. For at bo i en storby kræver, at du arbejder i et andet gear. Så vi tænkte, hvis vi skal prøve det af, så er det nu. Og om jeg så kom ind på skolen eller ej, tænkte jeg: Det er det, jeg vil, og kommer jeg ikke ind, så må jeg jo prøve at søge ind igen eller gøre noget andet, siger hun.

– Jeg synes, at det nogle gange kan være sundt at spørge sig selv, hvad der er det værste, der kan ske, hvis man får en drøm. Så jeg spurgte mig selv: Hvad er det værste, der kan ske? Jamen, det var, at vi fortrød, og så måtte vi jo bare flytte tilbage, siger hun og smiler ved tanken om, hvor uvis en situation de faktisk stod i som familie - i begyndelsen af deres bornholmereventyr.

– Vi flyttede herover i 2012, og jeg kan huske, jeg stod i klasselokalet nogle uger, efter jeg havde været til optagelsesprøve og skulle skrive under på et hus herovre. Så jeg ringede til skolen, for at høre, om de overhovedet kunne give mig et hint om, hvorvidt jeg var kommet ind. For jeg stod jo med nogle kæmpestore beslutninger.

Du kan godt skrive under på huset, lød svaret.

– Og jeg kan bare huske, jeg stod der i klasselokalet og tænkte: Okay, nu ændrer mit liv sig fuldstændig.

Fra elev til iværksætter

Allerede som studerende på designskolen samlede hun ”som keramikprepper” sig udstyr, så hun under uddannelsen kunne starte sit eget værksted ved siden af, så det startede hun sammen med sin glaskunsthåndværksveninde, Maj-Britt. Og mens Sarah Oakman fik ideen til at blive keramiker på sin første barsel, fik hun under sin anden barsel ideen til, hvordan hun kunne forme en bæredygtig levevej som keramiker. Og i dag har hun sin egen produktserie af skåle, kopper, tallerkner og vaser, som hun sælger i butikken her i Matter, ligesom hun specialdesigner keramik til hoteller og restauranter, som blandt andet Geranium i København, der regnes blandt verdens bedste restauranter.

– Mine barsler har virkelig været gode for mig. For det var der, jeg grundlagde ideen til de første produkter og til serien derude i butikken, forklarer keramikeren, der også allerede som studerende havde været på messer med sine egne ting. Sådan fik hun også gode kontakter og kom blandt andet til at sælge keramik til Louisianas butik. Og med den stigende kundekreds voksede hun og hendes veninde sig ud af deres første værksted.

– Vi kunne ikke være der med de store ordrer, jeg fik. For eksempel fik jeg en stor ordrer fra en Michelin restaurant på Færøerne, der hedder Koks. Og jeg havde nær ikke kunnet tage den ordre, fordi jeg ikke havde kapacitet til at lave det. Og der tog jeg en beslutning om, at det skulle ikke være et lokale, der bremsede udviklingen i virksomheden.

Hendes kompagnon Maj-Britt ville også gerne have mere plads, så de to iværksættere gik ned på havnekontoret i Nexø for at høre, hvad de kunne få. Havnefogeden sagde, at han kun havde et lillebitte lokale og en hal, der nok var alt for stor til dem.

– Men vi tænkte, vi tar’ den. Vi ved ikke, hvad vi skal med det, men vi tar’ den. Vi havde brug for pladsen og beliggenheden er jo sindssyg god. Og så stod vi der med en hal, som på det tidspunkt bare var fire vægge og et tag. Og et betongulv. Så alt hvad der er lavet af vinduer og isolation og rum, har vi selv bygget.

Et magisk materiale

Men før de to kunsthåndværkere kunne gå i gang med halforvandlingen, måtte de vente 8 måneder på en byggetilladelse.

– Så i den periode havde vi dobbelt husleje. Det var også lige ved at knække nakken på os, fortæller hun og tilføjer, at det derfor har været et kæmpe sats både økonomisk og personligt at overtage den store halbygning. Men i dag føler de sig heldige over at have slået til. For senere har de fået at vide, at den var gået til en anden, hvis de ikke havde skrevet under samme uge dengang, de faldt for hallen. Og i dag fungerer Matter både som butik, værksted og udstillingssted med andre kunsthåndværkere, som de inviterer ind.

– Det har også været ret vigtigt for os at tage noget socialt ansvar i forhold til kunsthåndværket på øen. For det kunne vi virkelig godt selv have brugt, griner hun, inden hun vender tilbage til, hvad der i sin tid fascinerede hende ved at arbejde med ler.

– Der er nok noget ved det materiale, som er magisk for mig. Og det er det med transformationen, siger hun og former et øjeblik den ene hånd, som holdt hun en klump af det formbare materiale.

– Du kan gå ud i naturen og tage en klump ler fra jorden, og så kan du lave den til noget, der er bestandigt for evigt, siger hun begejstret.

– Den keramik, vi laver, kommer jo til at overleve os alle sammen. Den kommer aldrig til at forsvinde. Det ligger der også et ansvar i, for det, du laver, skal virkelig også være godt, fordi det kommer til at være der for altid. Så det kræver også noget af dig som kunsthåndværker, at du gør dig umage.

Intet er definitivt

Sådan kan naturens egen råvarer komme til at stå som uforgængelig unikke markører. Men når det handler om at forme selve livet, er der ifølge Sarah Oakman ikke noget, som er endegyldigt.

– Jeg har jo skiftet retning i mit liv. Jeg troede, jeg skulle noget, og lige pludselig finder jeg ud af, at jeg skal noget andet. Og det, som det også har lært mig, er, at der ikke er noget, som er definitivt – i livet. Man kan altid vælge om. Og det synes jeg er enormt vigtigt at minde sig selv om. Nogle gange. For alt bliver jo kedeligt på et tidspunkt og alt bliver surt og hårdt. Der er jo ikke noget, der bare altid er fedt, smiler hun.

– Så det er med at huske sig selv på, at man har muligheden for at gøre noget andet – igen.

At turde genopfinde sig selv?

– Lige præcis. Det tror jeg er rigtig vigtigt.

Hvad er det bedste og det sværeste ved at arbejde som keramiker?

– Man har jo enormt mange kasketter på løbet af sådan en dag. Og det er alt fra både at lave regnskab til at rydde op og gøre rent. Sådan er det jo at have en virksomhed. Men hvis det stod til mig, ville jeg jo bare sidde og lave keramik hele dagen, griner hun.

– Men jeg synes også, det er fedt at være iværksætter. Og jeg ser faktisk mig selv ligeså meget som iværksætter, som jeg ser mig selv som kunsthåndværker. De to ting hænger sammen for mig.

Et udtryk formet af øens natur

Hvordan vil du ellers selv beskrive dit eget udtryk som kunsthåndværker?

– Det er jo meget naturbåret i forhold til farver og overflader, fortæller keramikeren, som bruger meget energi på at glasere sine værker og produkter, så de får det helt rette udtryk.

– Jeg laver alle mine glasurer selv, og det er jo ret kemisk. Man skal kende til formler, og man skal have en ret nørdet specifik viden, som er fed. Så det er ikke noget, alle kan gøre. Og det synes jeg også er fedt, ler hun.

– Så det, jeg har specialiseret mig indenfor, er glasurer. Det er min store interesse, fortæller Sarah Oakman, som med sin alkymistiske viden kan skabe overflader med mindelser til den bornholmske natur, som er en stor inspirationskilde.

– Det er der, jeg bruger meget tid. Og jeg er helt sikker på, at havde jeg boet i København, så havde min keramik også set helt anderledes ud. Min keramik er sådan en kanalisering af omgivelserne. Jeg får nogle indtryk, som jeg så laver. Og på den måde bliver det jo superafgørende, hvor jeg befinder mig, siger den tidligere storbybeboer, der i dag ikke kun arbejder, men også bor i Nexø.

– Jeg elsker virkelig den her by. Jeg synes, det er en autentisk by. En rigtig by. Og den har også liv om vinteren. Der er ligesom en god drivkraft i byen, siger Sarah Oakman, der også er glad for at lade sine børn vokse op på Bornholm.

– Fordelene for mig er helt klart den her nærhed. Det at vokse op i en storby er jo meget anderledes end at vokse op i en lille by som Nexø. Det giver en helt anden slags barndom. Jeg synes, det er et enormt trygt miljø for mine børn at vokse op i.

Og blot det at bo ved jorden finder hun fantastisk.

– Det har jeg jo aldrig gjort før, fordi jeg altid har boet i lejlighed. Men nu bliver jeg helt klaustrofobisk, når jeg kommer hjem til min mor i den lejlighed, som jeg er vokset op i. Det er følelsen af at være spærret ind i en kasse. Hvor her er der åbne vidder, og du har naturen så tæt på. Og det at naturen også er så vild herovre, bruger jeg rigtig meget i mit arbejde. Det er jeg virkelig taknemmelig for, siger Sarah Oakman, der ikke er i tvivl om at den forbindelse til naturen som kunsthåndværket kan formidle har en særlig betydning i en digital tid.

Kunsthåndværkets betydning i en digital tid

– I kraft af at vores liv bliver mere og mere digitalt, tror jeg vi som mennesker har et behov for det taktile.

Så når kunsthåndværket i disse år har fået en renæssance, er det en af grundene, mener hun.

– For vi har bevæget os så langt væk fra de naturlige væsner, som vi jo er. Så det at have noget konkret i hænderne, tror jeg er vigtigt for os. Og der er kunsthåndværket jo rigtig godt, fordi det er så materialenært - og samtidig er der en historie, og det er formet af hænder.

Selvom det i fremtiden kan gå op og ned for branchen, tror hun aldrig behovet for kunsthåndværk ophører.

– Siden mennesker har kunnet forme en skål af ler og brænde det på et bål, har vi lavet keramik. Det er det ældste håndværk, der findes, så jeg tænker ikke det går af mode lige foreløbig. Eller forsvinder helt.

Selv forsøger hun også at skabe så holdbare produkter som muligt.

– Jeg prøver at lave nogle produkter, som er klassiske i deres udtryk, så de kan holde på tværs af trends. Det er også sådan jeg tænker bæredygtighed. Tingene skal kunne holde. For det er jo ikke særlig bæredygtigt at lave keramik. Derfor er det vigtigt for mig at lave noget, der kan holde på tværs af de hurtige trends, siger hun.

– Men derfor tror jeg alligevel, at det er vigtigt at se ud og også udover Bornholm og se, hvad det er for ting, der rør sig. Bare for at kunne navigere i det.

At miste et livsvidne

I de seneste år har hun dog også skullet navigere i mere end ’kun keramikken’.

– Min far døde af cancer for fire år siden. Og at miste min far har virkelig været svært. Det er jo en meget skelsættende ting at miste en forælder. Jeg er enebarn, så det er også noget med at miste et livsvidne, siger hun og fortæller, at da faderen blev syg, var hun sammen med sin medindehaver Maj-Britt Zelmer Olsen allerede i gang med opbygningen af Matter.

– Så var det noget med at tage til København flere gange om ugen, og han boede på hospice til sidst, så det var en meget kaotisk tid faktisk.

Hvordan har du bearbejdet sorgen?

Hun slipper et suk.

– Ja, spørgsmålet er, om jeg har det i virkeligheden, siger hun og griner afværgende.

– Men jeg tror, jo længere tid der går, jo mere forstår jeg også, hvad han har betydet i forhold til den, jeg er. Han var også meget naturmenneske, og det kreative har jeg som sagt fra ham. Så på den måde tror jeg altid, han vil være en del af mig.

Hun tier lidt.

– Men der er da mange ting, jeg gerne ville have vist ham, siger hun og kaster et blik ud mod butikken bagved.

– Jeg ville da gerne have vist ham det her, kommer det så.

Hvad tror du, at der sker, når vi dør?

– Jeg kan godt lide tanken om karma. Jeg ved ikke, om jeg tror på reinkarnation, men at det på en eller anden måde kan betale sig at være et godt menneske, at der rent faktisk kommer noget ud af det i sidste ende, synes jeg er en ret smuk tanke. Og jeg tror også på, at der findes mere mellem himmel og jord, men ikke i form af noget gudsbillede.

Hvad drømmer du om fremadrettet?

– Det er et rigtig godt spørgsmål, siger hun og ler igen.

– Jeg drømmer om at kunne blive ved med det, jeg elsker allermest. At have den her frihed i mit liv, som jeg har nu, som er den positive side af det at være selvstændig. For det er jo friheden. Og fleksibiliteten, og det at kunne være sammen med sine børn, mens de er små og planlægge sin arbejdstid. Det er jo en gigantisk frihed, siger hun og ser op.

– Så jeg drømmer om, at jeg fortsat kan frigive noget mere tid til de her unikaprojekter. For den her udstilling har virkelig været fed at kunne lave. Jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg har kunnet tage så langt tid ud og har kunnet dykke ned i et nørdeprojekt. Og det har kun kunnet lade sig gøre, fordi produktionen kører i øvrigt.

Hvor finder du størst mening i hverdagen?

– I samværet med mine nærmeste. Det er uden tvivl, der det giver mest mening. Jeg tror også, det er den grounding, der gør, at jeg både er risikovillig og lever ud fra tanken: Hvad er det værste, der kan ske? som jeg nu har nævnt mange gange.

– For så længe man har sin kerne, så længe vi har hinanden, så tror jeg man kan klare - alt, faktisk.

Her ses tre af Sarah Oakmans unikaværker, som snart kan ses på hendes første soloudstilling ”Out of This World.” på Grønbechs Gård. Pressefoto

Blå bog
Sarah Oakman.
Født i 1985.
Den ene af indehaverne af kunsthåndværkerhuset Matter i Nexø. Keramiker og iværksætter. Skaber af sit eget kunsthåndværkerbrand Oh Oak. Har skabt keramik til flere prominente restauranter som bland andet Michelin restauranten Geranium i København. Uddannet keramiker fra designskolen i Nexø. Har desuden en uddannelse som lærer. Gift med Rasmus. Sammen har de sønnen Albert og datteren Yrsa.
Er aktuel med sin første soloudstilling “Out of This World” fra 23. marts på Grønbechs Gård i Hasle.