'Der er fuld knald på om sommeren, så det er rart med mere tid om vinteren'

'Der er fuld knald på om sommeren, så det er rart med mere tid om vinteren'
Foto: Jacob Jepsen
DAGENS NAVN | ALLINGE | Fredag 23. juli 2021 • 05:50
DAGENS NAVN | ALLINGE | Fredag 23. juli 2021 • 05:50

DAGENS NAVN Eddy-Britt Knudsen har haft Hotel Pension Klostergården i Allinge i 21 år.

Hvorfor købte du Klostergården dengang for 21 år siden?

– Det gjorde jeg, fordi jeg havde en drøm om at drive et pensionat. Man har kun et liv, så man skal gøre det, man brænder for. Jeg startede med at arbejde som klinikassistent, og da jeg fik børn, begyndte jeg at læse videre. Jeg læste på HF og uddannede mig som økonom og planlægger på Roskilde Universitet. Så arbejdede jeg med det i nogle år, hvor jeg blandt andet lavede undersøgelser om den sociale sektor for Roskilde Kommune. Men drømmen om et pensionat voksede, og så så jeg, at der var et til salg i Åkirkeby. Det købte jeg og havde noget tid, men så fik jeg lyst til, at det skulle være lidt større. Jeg kiggede først på Melsted Badehotel, men det blev det så ikke. Så fik vi øje på Klostergården, og det er jeg så glad for, at det blev.

Hvordan var det at være hotelejer dengang i forhold til nu? Er der sket en forandring?

– Ja, det er der. Forandringen er, at det tidligere var turistinformationen og os selv, der stod for formidlingen af Klostergården. I dag kommer man ikke udenom hotels.com, booking.com og så videre. Det giver flere gæster, men det er også et dyrt bekendtskab. Typen af gæster har også forandret sig, efter Folkemødet kom. Vi har Dansk Industri hos os under Folkemødet, og med dem fulgte der også en anden type gæster med. Det er pludselig blevet in for bestemte personer at bo her. Det er der nok mange, der har oplevet efter Folkemødet.

Hvad har været de bedste oplevelser med stedet indtil videre?

– Jeg synes, det i det hele taget er en dejlig beskæftigelse. For vi er her jo for folk, som er på ferie og er glade, og vi skal bare sørge for, at de bliver ved med at være glade. Vi har haft mange sjove episoder og mange gengangere gennem årene. Det er dejligt at kunne hilse på nogen, man kender, fordi de er kommet her før. De er også flittige til at skrive i vores gæstebog, og mange henviser deres venner og bekendte til os, og det kan vi så også se, at de skriver om i gæstebogen. Det er meget hyggeligt.

Hvor mange ansatte har du?

– Jeg har en i køkkenet, to til værelserne og så er der mig selv og min mand, som hjælper til. Vi har 25 værelser.

Hvor længe vil du fortsætte med at drive det?

– Jeg tager et år ad gangen. Så længe det går godt, bliver jeg ved. Men jeg kan godt mærke, at jeg er mere træt nu, end jeg har været tidligere, så jeg holder nok ikke lige så mange år, som jeg har været her indtil nu.

Hvad laver du, når du ikke er på arbejde?

– Så laver jeg uld-kurser. Om vinteren og i foråret arrangerer jeg kurser, hvor der kommer en lærer ovrefra. Så arbejder vi med uld. Det er meget sjovt. Ellers så cykler jeg en del, går i fitness, går mange ture og går på café med mine veninder. Der er fuld knald på om sommeren, så det er rart med mere tid om vinteren. Der bestemmer man mere over sin egen tid, om sommeren følger man bare med og gør det, der skal gøres.

 

Eddy-Britt Knudsen

Alder: 71 år

Bor i: Kirke Såby på Sjælland, men i Allinge om sommeren.

Familie: Har to døtre, hvor den ene bor i Rønne og den anden bor i Jyllinge. Eddy-Britt har også tre børnebørn, hvoraf to bor på Bornholm og en på Sjælland. Eddy-Britt bor med sin samlever, som hun har kendt i 30 år. Han har to børn fra et tidligere forhold.

FÅ ABONNEMENT