– Festivalen har til formål at synliggøre den mangfoldighed, der kendetegner Kulturskolen, siger skoleleder Michael Charles Gaunt i en pressemeddelelse.
Kulturskole Festival 2026 samler et bredt udsnit af skolens aktiviteter og giver publikum mulighed for at opleve både billedkunst, musik og teater skabt af øens børn og unge.
Dramaskolens forestilling "Nå, hvordan går det så med jeres liv indtil videre?" åbner festivalen på Rønne Theater tirsdag 5. maj. 8. maj holder Billedskolen fernisering på sin store forårsudstilling på Rønne Bibliotek, og søndag 10. maj medvirker over 100 musikskoleelever i tre koncerter i Musikhuzet.
Michael Charles Gaunt fortæller, at festivalen vil vise, hvordan kunstneriske fællesskaber kan bringe mennesker sammen på tværs af alder og interesser.