– Vi oplevede en magtesløshed, da den her ulovlige arbejdsnedlæggelse fandt sted. Vi forsøgte at gøre, hvad vi kunne for at få afviklet noget af trafikken, men måtte erkende, at lufthavnen var nærmest lammet, fortæller Robert Rungholm.
Næsten 2.000 DAT-passagerer blev berørt. Det gjaldt både feriegæster, der pludselig måtte med færge og tog for at komme hjem, og det var frustrerende for ham at skuffe de mennesker. Men også flypassagerer, der skulle på til behandling på Rigshospitalet mødte op i lufthavnen forgæves.
– Der var en dame, der skulle have kemobehandling, og det var svært, at vi ikke kunne sende hende af sted.
Men krisen blev alligevel håndteret bedst muligt, og med en ekstra indsats fra kollegaerne på billetkontoret i Rønne fik de håndteret henvendelser og var hurtige til at komme efter det.
– Og heldigvis var passagererne generelt meget forstående over for, at det var ikke noget, vi var en del af. Det var ikke vores medarbejdere, der nedlagde arbejdet. Vores passagerer blev bare holdt som gidsler i en konflikt, vi ikke kender indholdet af eller ved noget yderligere om. Vi kom med forslag til, hvordan vi kunne ændre vores program, og vi tilbød selv at gå ud og hjælpe med flyene, men det blev afvist.