Byting har fået ny formand: Jeg er ikke en ny Kaj Erik

Byting har fået ny formand: Jeg er ikke en ny Kaj Erik
Jørgen Oldenburg, ny formand for Hasle og Omegns Byting, er driftsassistent i BAT. Foto: Holger Larsen
DAGENS NAVN | 28. APR • 05:30
Holger Larsen
Journalist
DAGENS NAVN | 28. APR • 05:30

Jørgen Oldenburg har afløst Kaj Erik Mortensen, der var en markant formand for Hasle og Omegns Byting i 19 år.


Hvordan er du endt på Bornholm?

– Jeg mødte min nuværende kone, Anne-Lie, og vi syntes begge to, at vi trængte til at starte på en frisk. Alderen fornægter sig ikke, og vi ville gerne finde et sted, hvor vi kunne tænke os at nyde vores alderdom.

– Jeg sagde til min kone, at jeg kan bo over alt på Bornholm – bare ikke i Hasle. Da jeg var ung, og jeg havde familie i Svaneke, var det jo på den side af øen, jeg kom. Hasle opfattede jeg som et sted, som var trist og kedeligt.

– Men det er også mange år siden. Nu har vi boet på Bornholm i syv år, og i de seneste fem år i Hasle, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt.

Hvordan er dit arbejdsliv på Bornholm?

– Vi flyttede herover med det for øje at starte en virksomhed inden for erhvervsturisme. Men da vi havde bygget det hele op, kom coronaen, og så var det slut med det.

– Jeg begyndte at køre som buschauffør, og så blev jeg hevet ind på BATs kontor. Jeg arbejder i driftsafdelingen, hvor jeg blandt andet er med til at lave vagtplaner og køreplaner. Vi er så lille en enhed, at vi laver alt muligt vedrørende den daglige drift, for ellers kunne det ikke fungere.

Hvorfor og hvordan har du engageret dig i arbejdet i Hasle og Omegns Byting?

– Jeg er kommet til at holde af Hasle, hvor der er sket en udvikling gennem en del år, og der er nogle kræfter, som har arbejdet utrolig hårdt for at skabe et liv for fastboende og besøgende. Det er fantastisk, og jeg vil gerne være med til at udbygge det endnu mere.

– Det begyndte med, at jeg gik til de møder, der blev holdt om Destination Bornholms projekt om udvikling af turisme og erhverv på Bornholm, som Nexø, Aakirkeby og Hasle er en del af.

Hvilke tanker har du om at efterfølge en så markant lederskikkelse som Kaj Erik Mortensen?

– For mig er det vigtigste, at jeg er den, jeg er. Jeg kommer med min rygsæk, og det er den, jeg vil bruge. Jeg ville fejle 100 procent, hvis jeg gik ud og skulle lege "Kaj Erik".

– Tiden er også en anden. Det, der er opbygget, er fantastisk, og det skal vi videreudvikle i forhold til, hvordan verden også udvikler sig.

– Jeg synes, det er fantastisk at møde så mange dejlige mennesker som i Hasle. Vi har fået sammensat en god bestyrelse, hvor vi er ved at skabe en god bredde, så vi arbejder med hver vores områder.

Hvad bliver den helt store opgave for dig som formand?

– At vi skal fortsætte det arbejde, der ligger, og udvikle det, så Hasle ikke bliver glemt. Der findes mange fine ting, og der er mange frivillige kræfter, der arbejder så positivt for området, og det skal vi som byting støtte.

– Det gælder også om at få motiveret den yngre del af befolkningen og få dem til at se en værdi i at lave nogle aktiviteter. For vi må erkende, at det er det ældre segment, som er aktive.

– Vi har lige haft en fantastisk indvielse af nogle nye borde og bænke på kanaløen. Folk sad og hyggede sig længe efter, at arrangementet faktisk var slut. Der vil vi også gerne have nogle af de unge med.

Kommer du med ideer til nye tiltag, som skal holde udviklingen i gang?

– En af mine kæpheste er, at Hasle mangler et fælles hjerte, en fælles platform i form af en hjemmeside, som dækker stort set det hele i Hasle. Der findes mange hjemmesider og facebookgrupper, men det er et stort miskmask. Hvis man kommer som ny borger eller turist i Hasle, aner man ikke, hvor man skal søge sin viden.

– Så vi har sat fuld tryk på at få lavet en ny hjemmeside og identitet for Hasle. Der skal man kunne finde alt – hvor man kan gå ud at spise, hvad er der af aktiviteter, hvilke udstillinger er der på Grønbechs Gård og så videre.

– Vi skal også have nogle nye skilte rundt omkring i Hasle med QR-koder, hvor man kan gå forskellige ruter.

– Vi skal styrke alle de frivillige. De skal have nogle klap på skulderen for et kæmpe arbejde. Vi har lige haft påske, hvor der var pyntet op med masser af kyllinger. Man bliver glad, når man kommer til byen.

– En anden kæphest er, at vi skal styrke samarbejdet mellem områdets store foreninger.

Hvad laver du i din fritid?

– Sport. Træning. Cykling, mountainbike. Jeg nyder skoven, stranden, naturen i det hele taget. Jeg har en border collie, der skal have nogle gode ture.

– Jeg er vinterbader og nyder, at vi har saunaen i Hasle.

– Vi rejser til Thailand et par gange om året. Vi nyder livet, går ud og spiser og deltager i forskellige aktiviteter.

Jørgen Oldenburg

58 år.

Kommer fra Nordsjælland. Har boet to år i Stockholm og 18 år i Malmø, bor nu i Hasle.

Gift med Anne-Lie Oldenburg.

Har en datter i København.

Uddannet i salg og ledelse, har arbejdet med ledelse, salg samt udvikling og opbygning af afdelinger i stillinger i den kommercielle verden inden for møbler, hotel- og rejsebranchen.

Driftsassistent i BAT.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT