– Min største drøm er at gøre skuespillet til min levevej, hvilket det jo egentlig nok er nu. Det er sådan jeg tjener mine penge, og det er mit arbejde, og det er jeg så taknemmelig for, for det er alt jeg har drømt om lige siden jeg startede. Jeg elsker at spille skuespil og jeg føler mig allermest fri og hel, når jeg står på et set og spiller, og en skuespilleruddannelse er helt sikkert også noget, jeg vil prøve kræfter med på et tidspunkt. Hvornår jeg prøver at søge ind, ved jeg ikke, men det sker helt sikkert på et tidspunkt.
Hvor lange tid tager det at lave sådan en julekalender, og hvordan er arbejdet konkret for dig?
– Det tager cirka tre en halv måned og er meget intenst. Det er næsten kun der, jeg er i løbet af månederne, og når jeg ikke er på set, så forbereder jeg mig til næste dag. Før optagelserne når jeg læser manus, tænker jeg selvfølgelig over hvordan de forskellige scener kan spilles, men det er vigtigt for mig ikke at blive alt for låst på en speciel spillemåde, for jeg vil gerne prøve en masse forskellige ting af, når jeg endelig står på settet. Fra dag til dag har jeg en heeeeel masse replikker der skal øves, og det tager som regel næsten hele min aften, så der er ikke tid til så meget andet. I år spiller jeg en dobbeltrolle, da jeg har en tvilling i Tinka og Sjælens Spejl og der har derfor været dobbelt så mange replikker at skulle øve.
TV 2 har under titlen ”Nissen flytter altid med” lavet et par tv-programmer om Jan Linneberg, som her knap 30 år efter den første julekalender om Pyrus har levet med og af sin figur. Hvad tænker du i forhold til Tinka og risikoen for at blive sat i bås?
– Jeg havde lavet skuespil længe før jeg fik rollen som Tinka, og folk havde derfor set mig som andet end den rolle før. Det tror jeg har gjort meget i forhold til ikke at skulle blive sat i bås som Tinka. Jeg ved også, at det her bliver min sidste Tinka, da jeg netop ikke ønsker at det kun skal være det folk ser mig som. Det har været virkelig fedt, og jeg er helt vildt taknemmelig for at jeg har fået denne kæmpe oplevelse og fået lov til at spille en rolle som den, men det er også et kapitel, som jeg synes skal afsluttes "mens legen er god". Det er vigtigt for mig at blive set som en skuespiller, der kan spille en masse forskelligt og ikke "kun" som en enkelt karakter.