Lindy Kjøller er ny destinationschef i Visit Lolland-Falster og får dermed ansvaret for at indfri øernes turismepotentiale. Han bliver forfremmet fra stillingen som udviklingschef samme sted, en stilling han har haft siden 2019. Det fortæller Folketidende.
Nogle vil måske huske Lindy Kjøller som salgs- og marketingchef i rederiet Færgen, som han forlod i 2018 for at sætte sig i spidsen for bookingportalen Dansk Ø-ferie, der samler attraktive tilbud til de danske øer, herunder Lolland og Falster. Den nye destinationschef har således et indgående kendskab til øerne.
– Det er et stort privilegie at skulle stå i spidsen for turismeudviklingen på Lolland-Falster. Vi er gode til at tiltrække gæster og investorer, så vi er allerede på en god rejse, og jeg glæder mig til at fortsætte i spidsen for den rejse, siger Lindy Kjøller til Folketidende.
Her i Tidende har han tidligere fortalt, at han er tosset med øer og øferie.