Båden i Aarhus skal sejles til og rundt om Bornholm

Båden i Aarhus skal sejles til og rundt om Bornholm
Foto: Jakob Jepsen
| ABONNENT | 5. MAJ 2021 • 14:28
| ABONNENT
5. MAJ 2021 • 14:28

DAGENS NAVN: Sofie Møller er nyansat journalist ved Bornholms Tidende, hvor hun skal vikarere henover sommeren. Hun har før været hos Nordjyske Mediehus, og hun glæder sig til at møde bornholmerne – både i sit virke som journalist og når hun og kæresten til sommer sejler øen rundt i deres båd.

Hvor længe har du været på Bornholm?

– I to dage. Jeg ankom med færgen søndag den 2. maj om aftenen.

Hvor bor du, og hvordan har du skaffet noget at bo i?

– Jeg skal være her i fire måneder. Den første måned har jeg fundet et hyggeligt værelse gennem Airbnb på Landemærket. De næste tre måneder regner jeg med at bo i Tofte hos en kvinde, der kontaktede mig gennem et opslag, jeg lavede på Facebook-gruppen "Lejebolig Bornholm".

Var det svært at finde et sted at bo og i så fald hvorfor?

– Jeg havde kun kort tid til at finde noget, så i starten gik jeg lidt i panik, da der ikke dukkede noget op ved enkelte søgninger om værelser til leje på Bornholm. Men da jeg så fik lavet et opslag på Facebook, var der flere, der henvendte sig. Jeg skulle altså bare lige give det lidt tid og have lidt is i maven.

Hvad har motiveret dig til at arbejde på Bornholm?

– Først og fremmest kan jeg godt lide at lave lokaljournalistik, som jeg synes, der er noget helt særligt over. Derudover kunne jeg ikke andet end at falde for tanken om en hel sommer på Bornholm. Det giver mig mange idylliske billeder af solskin, turisme og glade dage.

Hvad glæder du dig mest til at opleve her på klippeøen?

– Jeg glæder mig til at lære bornholmerne at kende og lytte til den syngende dialekt dagligt. Men mest af alt glæder jeg mig til at opleve naturen. Sidst jeg var på Bornholm var i 6. klasse på skoletur, så jeg kunne godt trænge til at få opfrisket naturminderne. Min kæreste og jeg har en båd sammen som, jeg håber på, bliver sejlet til øen i løbet af sommeren, så vi kan sejle øen rundt sammen.

Hvorfor blev du journalist?

– Jeg søgte ind på journalisthøjskolen i sin tid, fordi jeg, som så mange andre, godt kunne lide at skrive. Det kan jeg heldigvis stadigvæk, men jeg har også fundet ud af, at faget indebærer så meget mere end det.

Hvad gør dig til en god journalist?

– Jeg er nordjyde, så det med at komplimentere mig selv, er jeg ikke god til. Men hvis jeg alligevel skal sige noget, er mine bedste journalistiske egenskaber nok min måde at møde kilderne på og min generelle måde at gribe historierne an. Som oftest vil man møde mig åben og fordomsfri med en tilpas kritisk tilgang til tingene.

Hvad er den bedste historie, du nogensinde har lavet?

– Det må være, da jeg skrev om Trine, som til dagligt er Brian. Det var en artikel, som var en del af en serie om LGBT+miljøet i Nordjylland. Trine er transvestit og har skjult det, det meste af livet. Til daglig arbejder hun som Brian, der er socialrådgiver, har en teenagepige og en hustru. Men i nogle weekender bruger hun to timer på at klæde om til Trine, hvor hun kan være den, hun hundrede procent føler, hun er. Det var en virkelig spændende historie at skrive, da Trine var utrolig åben, lukkede mig ind i hendes hverdag og svarede hudløst ærligt på selv de skrøbeligste spørgsmål.

Hvad håber du at få ud af din tid som journalist på Bornholm?

– Jeg håber, at jeg får skrevet en masse spændende historier, kommer til at møde nogle interessante bornholmere på min vej og ikke mindst bliver en endnu bedre journalist.

 

Sofie Møller

Alder: 25 år

Oprindeligt fra: Sennels, en lille by i Thy

Bopæl: Landemærket, Rønne

Civilstatus: Kæreste

Interesser: Løber, læser, spiser og ser alt slags TV