Antonello elsker Bornholm (næsten) lige så meget som italiensk mad

Antonello elsker Bornholm (næsten) lige så meget som italiensk mad
Der er nye tiltag på vej hos # lillebror, fortæller Antonello Massaiu. Snart vil der være mulighed for at købe pizzaslices til frokost, som han håber kan lokke studerende og ansatte fra Campus til restauranten. Foto: Jesper Gynther
DAGENS NAVN | Mandag 27. maj 2024 • 05:30
Jesper Gynther
Journalist
DAGENS NAVN | Mandag 27. maj 2024 • 05:30

Siden han var 14 år gammel, har Antonello Massaiu arbejdet i et køkken. Først i Italien og de seneste 10 år i Danmark. Nu har han bosat sig i Rønne og åbnet restauranten # lillebror, hvor man kan købe ægte italiensk pizza.

Hvorfor flyttede du fra Italien til Danmark?

– Det var en barndomsdrøm for mig at besøge København. Og da jeg læste, at studerende får løn fra staten, blev min drøm at studere her. For jeg fik aldrig selv mulighed for at fuldføre mine studier i Italien på grund af økonomi. I Italien er det de seneste år blevet virkelig dyrt at studere, så det er meget svært, hvis man ikke har så mange penge, og jeg måtte selv stoppe min bachelor i orientalske studier, da jeg kun manglede tre eksamener. Så når det kommer til uddannelse, synes jeg Danmark er meget bedre end Italien. Danmark er et paradis for studerende.

– Jeg har kun arbejdet i Danmark, men på et tidspunkt vil jeg gerne genoptage mine studier.

Hvad førte dig til Bornholm?

– Jeg har boet i Danmark i 10 år, og jeg har flyttet lidt rundt i landet. Under coronapandemien fik jeg en chance for at arbejde hos Bornholm Hotels, og efter den første sommer besluttede jeg, at jeg ville bo her fast. Også fordi vejret er noget bedre end i resten af Danmark. Jeg kan også bedre lide det fællesskab, der er her.

– Jeg kommer selv fra Sardinien, som er en stor ø i midten af Middelhavet. Og naturen og strandene på Bornholm minder ret meget om det, der er på Sardinien. Nu har jeg boet tre år på Bornholm, og jeg er virkelig glad for at være her. Min storebror, Michel, kom hertil sidste år, og han elsker også øen.

Du har åbnet en restaurant i Rønne sammen med din storebror. Hvad fik jer til at tage det skridt?

– Jeg har arbejdet i restaurantbranchen i over 20 år. Så jeg mener, jeg har nok erfaring til at vise min ide af det moderne italienske køkken. Og min bror har arbejdet mange år i pizzeria i Norge. Og da han besøgte mig sidste år, fandt han ud af, at det her også var det rigtige sted for ham at åbne sin egen restaurant. Så vi deler ansvaret. Han tager sig af pizzaerne, og jeg er kok, så jeg vil gerne lave lidt mere af det italienske køkken bare med lokale bornholmske produkter. For eksempel vil jeg gerne lave italienske desserter med bornholmsk honning og is. Jeg har også lige fundet ud af, at der på Bornholm laves gedeyoghurt og gedemælk. Og så vil vi gerne servere lokale øl og drinks.

Hvorfor skulle restauranten hedde # lillebror?

– Jeg er den yngste bror i min familie, og han er den ældste. Og fordi jeg har boet i Danmark i 10 år, og initiativet kom fra mig, så mente hans kone, at restauranten skulle hedde # lillebror. Det er kort, nyt og originalt, så jeg var ret glad for det.

I laver ægte italiensk pizza. Hvad er der godt ved det?

– Vi prøver at bruge det rigtige mel og lave dem i den napolitanske stil. Det gør vi, fordi vi har besøgt mange pizzarier i Danmark, og jeg synes, at de ændrer måden at lave pizza på for at matche den danske smag. Så når jeg ser en person spise for eksempel en amerikansk pizza, så føler jeg ikke, at jeg kan genkende den ægte italienske pizza. Vi vil ikke gå på kompromis, det er bedre, vi følger vores egen ide, og så håber vi, at kunderne genkender den italienske kvalitet.

Hvad betyder mad for italienere?

– Det er meget vigtigt! Mad er en stor del af vores kultur. Der er et ordsprog i Italien: Du kan finde den bedste kone, men ingen laver mad som din bedstemor. Mad er en del af vores minder, og vi forbinder mange følelser med vores mad. Når vi tager ud og spiser med venner, er det meget vigtigt, at vi taler sammen ved et bord med god mad. For hvis du har tom mave, så siger du tomme ord, lyder et gammelt italiensk motto.

Hvordan går det med restauranten?

– Vi åbnede i oktober, og vi lavede ikke noget reklame, så den første vinter var ret hård. Men vi har mange ideer, som vi snart vil føre ud i livet. For eksempel vil vi åbne for salg af pizzaslices, så man kan komme her og få en hurtig frokost eller spise i en kort pause. Der er mange studerende i området, og folk som arbejder på kontor, fordi vi er tæt på Campus. Så vi håber, vi kan tilbyde noget kvalitets-streetfood, som man kan spise hurtigt. Men vi vil også stadig holde åbent senere på dagen og om aftenen, så man kan komme her og spise, ligesom der også er mulighed for at bestille take-away.

Hvordan er det at bo på Bornholm?

– Det er fantastisk. Især om sommeren, fordi der er lidt mere sol her end i resten af Danmark. Det hjælper os meget, for vi kommer fra Sardinien, hvor vi har 260 dage med solskin om året. Og Bornholm er også nice, fordi det er afslappet her, og der er færre biler og mindre trafik end i København. Og så er folkene rare her, og ligesom på Sardinien har befolkningen sit eget sprog. Så det minder os om vores hjemø.

Hvor ofte besøger du din familie i Italien?

– Jeg plejede at tage hjem til Sardinien to eller tre gange om året, men nu hvor vi har pizzeriaet, så rejser jeg lidt færre gange til Italien. Typisk tager jeg hjem til jul og nytår for at besøge mine forældre, som stadig er i Italien. Så i hvert fald én gang om året skal jeg hjem. Min mor kommer på besøg i næste måned. Hun har aldrig rejst uden for Italien, så det bliver spændende for hende. Jeg har købt et hus i Rønne, så hun vil også meget gerne besøge mit hjem.

 

Hvordan går det med at lære dansk?

– Før coronapandemien var jeg ikke sikker på, at jeg ville blive i Danmark hele mit liv. Men under pandemien ændrede mit liv sig, og jeg fik muligheden for at få penge af A-kassen. Det gjorde, at jeg kunne overleve. Og så tænkte jeg: Okay, jeg vil bo i Rønne. For Danmark er et rigtig godt sted med velfærd, og jeg har altid haft et job, så jeg har et godt liv i Danmark. Men hvis jeg skal integrere mig i samfundet, så er jeg nødt til at lære sproget. For hvis du ikke kan dansk, så bliver du aldrig en del af fællesskabet. Og på pizzeriaet er det jo også vigtigt, at man kan tale med kunderne. Derfor begyndte jeg på sprogskole, og jeg betaler selv, for undervisningen er kun gratis de første fem år, man bor i Danmark. Det er ikke noget stort problem, for det er ikke så dyrt. Så februar sidste år begyndte jeg, og jeg er virkelig glad for det. Underviserne er fantastiske, og jeg gør store fremskridt. Det tager noget tid, fordi dansk er et svært sprog, men jeg er motiveret.

Hvor ser du dig selv om fem-ti år?

– Jeg tror, jeg stadig bor på Bornholm om fem år, hvor jeg har et pizzeria, som er blevet meget populært. Men for at være ærlig, så ved jeg det ikke. Jeg er meget optimistisk, fordi folkene på Bornholm begynder at lære os at kende, og vi har fået virkelig gode anmeldelser af vores pizzeria. Så jeg tror, jeg bliver på Bornholm.

Antonello Massaiu

38 år.
Uddannet kok.
Arbejdet i køkken, siden han var 14 år. Først i Italien og nu i Danmark.
Single.


Det er brødreparret Antonello og Michel Massaiu, som står bag restauranten # lillebror. De kommer fra Sardinien, som på flere måder minder om Bornholm. Ved deres side står Michels kone, Marta Maria, som hjælper med at betjene kunder. Foto: Jesper Gynther

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT