Årets lærling er en naturlig leder

Årets lærling er en naturlig leder
Årets lærling Thobiasz Victor Hansen flankeret af borgmester Jacob Trøst og regionalforeningsleder Lars Nordahl fra DI Bornholm, som overrakte prisen på en byggeplads i Rønne. Eget foto
26. AUG • 10:42
Henrik Nielsen
Journalist
26. AUG • 10:42

DI Bornholm hædrer 22-årig tømrer, som går forrest i sjakket.

Hvert år hædrer DI Bornholm en lærling, som har udmærket sig i særlig grad. I år går prisen Årets Lærling til 22-årige Thobiasz Victor Hansen, som sidste år afsluttede sin uddannelse som tømrer hos PLE A/S, hvor han efterfølgende blev fastansat som svend.

– Thobiasz er et forbillede for, hvordan faglighed, ordentlighed og godt kollegaskab går hånd i hånd. Han har en imponerende struktur i sit arbejde – helt ned til den altid velordnede firmabil - og han går forrest i sjakket med ærlighed, ansvar og smil. Det er præcis de egenskaber, der gør ham til en værdig modtager af DI Bornholms Lærlingepris 2025, siger regionalforeningsleder Lars Nordahl i DI Bornholm i en pressemeddelelse.

En naturlig leder

Her til morgen blev Thobiasz Victor Hansen overrasket med en prisoverrækkelse på byggepladsen ved Gartnervangen i Rønne, hvor PLE A/S er i gang med et stort projekt. Kolleger, borgmester Jakob Trøst (K) og repræsentanter fra erhvervslivet var mødt op for at fejre ham.

– Thobiasz møder altid ind med positiv energi og overblik over opgaverne, og hans omhyggelighed afspejler sig i både arbejdspladsen og i det færdige resultat. Han er en naturlig leder blandt sine kolleger, og hans integritet gør ham til en respekteret og betroet medarbejder, siger Lars Nordahl og tilføjer, at Thobiasz Victor Hansen er et tydeligt bevis på, at en erhvervsuddannelse kan føre til et spændende arbejdsliv med ansvar, udvikling og stolthed over det, man skaber.

Inspiration til andre

Udover at hylde den enkelte lærling er prisen også et forsøg på at inspirere andre til at vælge en faglært vej.

– Danmark har hårdt brug for flere dygtige faglærte. Det mærker vi ikke mindst her på Bornholm. Vi står midt i en tid, hvor virksomhederne mangler kvalificerede hænder og hoveder, og hvor grøn omstilling, vækst og konkurrenceevne afhænger af folk med solide erhvervsfaglige kompetencer, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT