Johan Lorentzen betegner i det hele taget tiden mellem 60 og 70 som stærkt undervurderet.
– Årene mellem 60 og 70 har været de bedste i mit liv. Jeg troede, man blev gammel og træt og mindre aktiv, men det har slet ikke været tilfældet, siger han.
Det var også her, i 2020, han som 66-årig mødte sin nuværende kæreste, Mette. Det skete på havnen i Gudhjem, og siden er forholdet blomstret.
– Jeg havde ikke troet, at man kunne få det til at hænge sammen i så høj en alder, man har jo en stor historie i bagagen. Men vi matcher hinanden på så mange måder, siger Johan, der ligesom Mette har tre børn fra tidligere ægteskab.
Børnene har arvet farens glæde ved rejser og musik og trives i forskellige dele af verden. Christian er musiklærer og bor i Aarhus, Jonas optræder rundt i verden med egen musik og har undervist på musikskolen i Rønne, mens Emilie er bosat i Holland. Emilie er sanger og sangskriver, og udgav for to år siden en cd med bornholmske sange. Alle tre har beriget Johan Lorentzens liv med skønne børnebørn.