Debut som 85-årig: 'Jeg kom lidt sent i gang'

Debut som 85-årig: 'Jeg kom lidt sent i gang'
Gert Rønne er i en alder af 85 år aktuel med debutromanen "Nazi-dagbogens afsløringer". Foto: Henrik Nielsen
DAGENS NAVN | Tirsdag 22. april 2025 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
DAGENS NAVN | Tirsdag 22. april 2025 • 05:30

Gert Rønne er født det år, 2. verdenskrig brød ud, og som 85-årig har han udgivet sin første roman, hvor en dagbog trækker tråde til krigens tid – og til Bornholm.

Hvordan opstod ideen om at skrive "Nazi-dagbogens afsløringer"?

– Jeg har altid ønsket at skrive en bog, og for 12 år siden fik jeg den strøtanke, at jeg skulle skrive den her roman. Mit speciale er 2. verdenskrig, og der er en masse ting at tage fat på.

Hvor stammer inspirationen til historien fra?

– Det ved jeg ærligt talt ikke, men jeg har faktisk altid haft den. Jeg kom bare lidt sent i gang. Jeg har to historier, som jeg fortæller. Den ene foregår i fortiden og den anden i nutiden, hvor Claudia og Marcos møder hinanden. Han er fra Argentina, og hun er tysker. Nazisterne flygtede til Argentina ad Rotteruten, og Marcos er af tysk afstamning. Hans bedstefar skiftede navn, da han kom til Argentina, og det var heldigt, for det betød, at man var meget længe om at finde ham.

– Men bedstefaren får sin bekomst. Han bliver skudt og støbt ned i en betonklods i Argentina. Det gør han, fordi nogen ved, at han har en dagbog. Det husker han ikke selv. Han opgiver nemlig at føre dagbogen, da han kommer til Argentina, hvor han bliver gift og får en familie. Derfor tænker han ikke mere på dagbogen. I nutiden finder Marcos og Claudia den der, hvor bedstefaren boede. Den ligger gemt på en hanebjælke oppe på loftet.

Hvordan har arbejdsprocessen været?

– Jeg kom lidt sent i gang, fordi jeg arbejdede temmelig længe som ingeniør, men under coronaen kunne jeg tillade mig at skrive den færdig.

Hvem har hjulpet dig med at holde styr på de historiske fakta?

– Det er der ikke nogen, der har, men jeg mener, de er i orden.

Du er født i 1939. Hvilken betydning har det for din interesse for 2. verdenskrig?

– Det har en meget stor betydning. Jeg husker især en episode, hvor min far tog mig med ud for at sejle. Vi boede på Stampegården og ovenfor var der en sø, hvor vi skulle sejle med gummibåd. Pludselig stoppede min far op, fordi der lød et skud, og han kunne høre kuglens hvislen. Min far var ansat på lufthavnen, og han kendte derfor kommandanten, så han gik hen og fortalte, at der var blevet skudt efter ham. Kommandanten tog sig den frihed at skyde ham, der havde skudt. Far ville ikke snakke om det. Det måtte han ikke.

Hvordan dyrker du ellers din interesse for 2. verdenskrig?

– Jeg læser alt, hvad der findes om krigen. Det har jeg faktisk altid gjort, men siden jeg begyndte at skrive bogen, har jeg faktisk ikke læst, for jeg ville ikke lade mig inspirere af nogle forkerte ting. Det er lidt sjovt, synes jeg.

Hvilke bøger kan du selv bedst lide at læse?

– Ud over bøger om 2. verdenskrig læser jeg kun krimiromaer.

Hvad har du lavet i dit arbejdsliv?

– Jeg er maskiningeniør. Jeg har arbejdet i København, i A.R.K.A.S (Dansk Automatisk Ror-Kontrol A/S), sammen med en anden bornholmer, Mogens Bech, som er bror til Bjarne Ilsted Bech.

Hvad får du ellers tiden til at gå med i dag?

– Jeg er næsten lige blevet færdig med at skrive min bog, og jeg har stadig lidt arbejde. Jeg har tegnet en masse forskellige ting. Jeg har for eksempel lige opfundet en cykellås, hvor man frigør styret. Jeg kan ikke lade være. Sådan er det bare. Jeg har et handicap, fordi jeg er blevet opereret i hjernen på grund af en ondartet tumor. Det giver mig nogle år endnu, så det er muligt, at jeg skal trappe lidt ned nu.

Hvilket forhold har du til Bornholm i dag?

– Hver tredje måned skifter vi adresse. Vi er her i tre måneder og så på Sjælland i tre måneder. Jeg vil helst bo herovre, og min kone vil helst bo på Sjælland, så vi har delt det ligeligt mellem os. Jeg har min jagt herovre og er med i et jagtkonsortie og en jagtforening.

 

Gert Steen Rønne

85 år

Gift med Norma Evely Rønne, de har datteren Claudia

Boede i sine første år på Stampegården i Rønne og bor i dag halvdelen af tiden i Stampen og halvdelen af tiden i Kokkedal

Aktuel med romanen "Nazi-dagbogens afsløringer"



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT