Er det rimeligt? Afvist i affaldssag

Er det rimeligt? Afvist i affaldssag
Ankestyrelsen rejser ikke nogen sag mod regionskommunen efter klage fra ældrerådet. Arkivfoto: Mathilde Teddy Christensen
NATUR OG MILJØ | Torsdag 2. oktober 2025 • 15:30
Henrik Nielsen
Journalist
NATUR OG MILJØ | Torsdag 2. oktober 2025 • 15:30

Ankestyrelsen rejser ikke nogen tilsynssag mod kommunen på baggrund af henvendelse fra Bornholms Ældreråd om afhentning af affald i sommerhusområder.

Hvor langt er det rimeligt at gå med sit affald? Det spørgsmål var omdrejningspunktet, da Bornholms Ældreråd i foråret klagede til Ankestyrelsen over affaldshåndtering for pensionister, der bor i sommerhusområder hele året. Ankestyrelsen fører tilsyn med landets kommuner, og ældrerådet ville have den til at vurdere, om 600 meter er en rimelig distance.

– Der er stadig henvendelser fra ældre borgere, der lovligt bor i deres sommerhuse, men ikke kan gå op til 600 meter til en miljøø. Dette problem har mange gange været drøftet i ældrerådet, og såvel regionskommunens som Bofa er blevet kontaktet uden en løsning, sagde ældrerådsformand Erik A. Larsen dengang.

Konkret koblede ældrerådet sin klage til, at der i Miljø- og Ligestillingsministeriets Vejledning om indsamling af husholdningsaffald står: "I sommerhusområder og ved kolonihaver skal fast indsamlingsmateriel placeres sådan, at beholderne så vidt muligt er tilgængelige i rimelig gåafstand fra boligen."

Klagen blev indgivet i april, og nu har Ankestyrelsen svaret Erik A. Larsen, som klagede på vegne af Bornholms Ældreråd.

Opfordring til afløsere

Ankestyrelsen skriver, at den ikke rejser en tilsynssag, og at den derfor ikke gør mere i sagen. Styrelsen henviser til en lignende sag fra Middelfart i 2023.

I den sag havde en grundejerforening i et sommerhusområde klaget til Ankestyrelsen, fordi Middelfart Kommune havde etableret en henteordning for husstandsnær indsamling af blandt andet mad- og restaffald i sommerhusområdet, hvor der var en afstand på 750 meter fra de fjernest beliggende sommerhuse. Det var ifølge grundejerforeningen ikke inden for en rimelig gåafstand, som selv gangbesværede kan overkomme til fods.

Efter at have forhørt sig om sagen hos både Middelfart Kommune og Miljøstyrelsen vurderede Ankestyrelsen, at kommunen havde etableret husstandsnære indsamlinger for mad- og restaffald i sommerhusområdet i overensstemmelse med affaldsbekendtgørelsens krav. Ankestyrelsen lagde blandt andet vægt på, at det ifølge Miljøstyrelsen er op til kommunen at foretage en konkret vurdering af, hvad der er rimelig gåafstand.

Erik A. Larsen fortæller, at Bornholms Ældreråd har taget afgørelsen til efterretning, og han opfordrer det nye ældreråd til at tage sagen op med den nyvalgte kommunalbestyrelse fra januar 2026.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT