Sebastian vil kæmpe for en universitetsby på Bornholm

Sebastian vil kæmpe for en universitetsby på Bornholm
Sebastian Larvad stiller op til Folketinget, hvor hans fokus særligt vil være øens unge og at gøre Bornholm til mere end bare en sommerdestination. Privatfoto
DAGENS NAVN | Lørdag 15. oktober 2022 • 05:30
DAGENS NAVN | Lørdag 15. oktober 2022 • 05:30

Sebastian Larvad endte ved et tilfælde på Bornholm, og nu er han folketingskandidat for De Konservative, hvor han vil have fokus på særligt øens unge.

 

 

Dagens kandidat

Valgkampen er i gang, og Tidende har derfor skiftet dagens navn ud med dagens kandidat. Her vil der hver dag, i vilkårlig rækkefølge, blive præsenteret en af folketingskandidaterne på Bornholm, så man forhåbentlig kan blive lidt klogere på, hvem krydset skal sættes hos.

 

 

Hvorfor stiller du op til Folketinget?

– Sidste år skulle jeg søge studie, og det var planlagt, jeg skulle studere i Lyngby, men en administrativ fejl gjorde, at jeg endte på Bornholm.

– Jeg kom som ung tilflytter, og så er det rigtig vigtigt, at man kommer ud og møder nogle nye mennesker. Før kommunalvalget var der var et arrangement i Tejn, hvor man kunne få en gratis pølse og en øl og kunne møde lokalpolitikerne, og så mødte jeg andre unge, og vi snakkede supergodt sammen. Det endte med, at vi stiftede Konservative Ungdom Bornholm.

– Jeg blev ringet op af en fra vælgerforeningen, som spurgte om jeg ikke ville stille op til folketingsvalget, også fordi jeg sidder som formand for KU Bornholm. Det lød meget sjovt, og nu er det hele ligesom sat i gang. Hvad kan der ikke ske, når man har fået en gratis pølse?

Hvorfor lige for Konservative?

– De Konservative har på mange måder nogle supergode mærkesager. Der er særligt fokus på miljø og klima, og man har en på mange måder fornuftig politik. Jeg synes på mange måder, de tager højde for mange udfordringer rundt omkring både med ældre og unge. Det kunne jeg godt se mig selv i, og det er også derfor, jeg gerne ville stille op for dem. Og så er det også vigtigt, at vi får en borgerlig regering.

Har du tidligere været politisk aktiv?

– Nej. Jeg har haft meget interesse for iværksætteri og har altid haft øje for den bæredygtige udvikling. Jeg har været del af en masse iværksættermiljøer og har også været i Unge Forsker-finalen, hvor jeg havde et projekt med fokus på at erstatte plastic med noget mere genanvendeligt. Jeg har altid haft øje for at skabe noget nyt, som har fokus på den grønne omstilling. Jeg sidder også i Ungerådet, som også er politiske i det, man arbejder for.

Hvad ser du som hele valgets overordnet vigtigste tema?

– Helt klart sundhedsområdet. Vi har haft coronapandemien og debatten om sygeplejersker. Vi har en masse unge, der har det utroligt svært og en psykiatri, der ikke er velfungerende. Og vi står overfor en klimakrise, inflation og en energikrise. Det er klart sundheden og økonomien, som lige nu er de to vigtigste sager, og for mig er det klart de unge, der fylder mest.

Hvad ser du som valgets vigtigste tema for Bornholm?

– Det er jo et folketingsvalg, så man skal tænke landspolitisk, men det er også Bornholm. Et mål i sig selv har mere været at gøre en forskel for øen, for det er her jeg studerer og bor. Det er her, jeg har fået min omgangskreds og er blevet helt forelsket i Bornholm, så jeg vil se, hvordan kan man gøre situationen bedre?

Dine chancer for at blive valgt ind er trods alt ret begrænsede. Hvorfor stille op alligevel?

– Sandsynligheden for at komme ind er lille, og det tror jeg ikke, jeg gør. Men det har jeg det også okay med. Målet for mig er at komme ud med nogle budskaber og at få et bredere netværk. Man håber jo selvfølgelig altid et eller andet sted, for ellers ville man ikke stille op. Det har været en læringsproces at se, hvordan fungerer det her? Hvis man får lyst en anden gang, så kender man gamet.

Jeg kan godt lide udfordringer. Nogle gange kommer man ud på dybt vand, fordi man bliver stillet over for nogle ting, man ikke ved noget om.

Hvad har det været for nogle ting?

– Der er jo mange områder, som man ikke går og tænker over til daglig, for eksempel hvordan tingene ser ud i ældreområdet og mange andre sundhedsområder. Det er en mulighed for at se, hvordan tingene fungerer. Og også at tage den kritiske hat på og se, om der er noget, vi kan gøre anderledes. Og blive udfordret på nogle af de ting, man selv mener. Hvis man står i en debat med nogen, der har helt andre holdninger, så er det meget sundt at blive udfordret.

Hvad har du lært indtil videre af valgkampen?

– Jeg har lært, hvordan det egentlig er at være en politiker, der kæmper for at komme ud med sine mærkesager. Hvor meget run på der er, og hvor meget lobbyisme der er. Det giver en idé om, hvordan tingene fungerer, og hvordan pengene skal hen. Det er jo det, politik egentlig handler om. Det er en ny indsigt i en helt ny verden for mig.

Hvor meget tid bruger du på at føre valgkamp?

– Jeg prøver at bruge så meget som muligt. Jeg har også et fuldtidsstudie, som er min førsteprioritet. Men jeg kan ikke udelukke, at det fylder meget. Måske er man kun ude på torvet et par timer om ugen, men man er på hele tiden og mailen og telefonen bimler og bamler. Mentalt kan man ikke lægge det på hylden.

– Det er jo også skræmmende. Nye rapporter viser, at de unge har det værre end nogensinde før. Men det skyldes også, at vi netop er tilgængelige 24/7 med vores telefoner klistret til bukselommen. Vi sammenligner os med folk online. Når andre unge kandidater på lige fod med mig lægger et nyt post op, burde jeg også gøre det? De udfordringer, vi står over for, er meget mere komplekse og udfordrende. De Konservative og jeg kæmper for kortere skoledage og mere fokus på dagtilbud. Om det vil hjælpe, er det store spørgsmål. Vi er mennesker og har begrænsninger, og det er også okay, at man også siger stop ind imellem.

Hvor mange af dine egne penge bruger du på at føre valgkamp?

– Jeg er SU-studerende, så jeg har ikke så meget. Jeg har mange venner og familie, der har støttet mig, og jeg har fået 3.000 kroner af vælgerforeningen. Jeg har 5.000-6.000 til at køre kampagne for. Og de gik til valgplakaterne.

Du er en ung kandidat. Hvad tror du, du kan byde ind med i Folketinget?

– Mange siger, at når man er ung, har man ikke så meget erhvervserfaring. Men jeg har et drive og en nysgerrighed og en mulighed for at se tingene på en lidt anderledes måde. Det skal man ikke undervurdere. Jeg er ung og har bedre mulighed for at vide, hvordan de unge har det.

– Hvis jeg blev valgt ind, ville jeg se på, hvordan vi kan gøre Bornholm til et sted, der giver mere mening at bo hele året rundt. En af mine største mærkesager er, at jeg vil kæmpe for en universitetsby på Bornholm. Man vil udflytte videregående uddannelser, og jeg tror, et kollegie og uddannelsespladser ville give mening med mange af de mål, vi har på øen: Bright Green Island og fokus på den grønne omstilling. Erhvervslivet mangler arbejdskraft, så vi skal også kigge på, hvordan vi kan styrke den sammenhængskraft mellem uddannelse og virksomhed, så vi får de nyuddannede ud på arbejdsmarkedet og ikke bare flytter væk.

 

 

Sebastian Larvad

21 år

Bor i Rønne i studiebolig

Studerer på datamatiker-uddannelsen på 3. semester

Fra København.

Aktiv i Viking Atletik og laver saunagus

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT