Tidligere minister ser på byggeprojekter for over 100 millioner på Bornholm

Tidligere minister ser på byggeprojekter for over 100 millioner på Bornholm
Hvor kan staten i dag gøre mest gavn med ny infrastruktur på Bornholm? Det var (fra venstre) arkitekt Philip Rasmussen, tidligere transportminister Hans Christian Schmidt og folketingsmedlem Peter Juel-Jensen tirsdag på rundtur og i møder med flere på Bornholm for at se nærmere på. Foto: Jakob Marschner
NYHED | ABONNENT | 26. FEB 2024 • 19:00
Jakob Marschner
Journalist
NYHED | ABONNENT
26. FEB 2024 • 19:00

At give en ansigtsløftning til bornholmske havne og tilføre mere cykelsti er centrale dele af et idékatalog til en samlet værdi af 118 millioner kroner, som tidligere transportminister Hans Christian Schmidt og folketingsmedlem Peter Juel-Jensen mandag drøftede med borgmesteren og kommunens tekniske direktør. Og med den arkitekt, der er kommet op med planen.

For mellem otte og 13 år siden fik Bornholm ekstraordinært tilført 171 millioner kroner. Pengene gik til ny infrastruktur.

Lufthavnen blev opgraderet. Hammerhavn og Hasle Havn blev sat i stand. Der kom omfartsvej i Rønne, Nordre Strandvej blev bygget om, og vejen ind mod Hasle fik cykelstier og blev gjort grøn. Der stødte også nye cykelstier til en hel del andre steder på Bornholm.

Mandag var den tids transportminister Hans Christian Schmidt (V) så tilbage på Bornholm. Dels for at se nogle af de projekter, der dengang kom til – men også for at se på, hvad de næste projekter kunne være.

En havnepromenade langs Munch Petersens Vej i Rønne. Og en mere attraktiv honnørkaj, også i Rønne. Og Nørrekås i Rønne som centrum for fritidssejlads. Det er de tre største blandt de projekter, der kan blive de næste.

Tilsammen er de tre projekter beregnet til at koste cirka 80 millioner. At regne det beløb ud er en opgave, som direktør og arkitekt Philip Rasmussen fra arkitektfirmaet By & Landskab på eget initiativ har taget på sig.

Derfor var også Philip Rasmussen med, da Hans Christian Schmidt og folketingsmedlem Peter Juel-Jensen (V) mødte borgmester Jacob Trøst (K) og kommunens tekniske direktør Lillian Rasch Madsen.

– Der er et misforhold mellem statens rigtig store investeringer i infrastruktur andre steder – og på Bornholm. Man skal bruge, hvad der svarer til investeringen i fem kilometer motorvej, hvis man skal lave noget af international klasse på Bornholm, siger Philip Rasmussen.

– Vi har set Hasle Havn og Hammerhavn i dag. Det er rigtig gode projekter, men det er stadig småting i forhold til en Fehmern-forbindelse til 75 milliarder kroner, siger han.

– Bornholm har gode venner andre steder, der mener, at man ikke skal efterlade Bornholm på perronen, siger Peter Juel-Jensen om Philip Rasmussen.

Havne og cykelstier

I det idékatalog, som Philip Rasmussen har udarbejdet som et kort hæfte, fører foreslåede byggearbejder og reparationer på flere bornholmske havne sammen med foreslåede byggerier af mere cykelsti den samlede pris for hele idékataloget op på 118 millioner kroner.

Her skiller en iøjnefaldende mangel sig ud.

– Landevejen fra Rønne til Nexø er en statsvej uden cykelsti. Og det er jo ikke så godt, siger Hans Christian Schmidt.

Det normale er, at staten og kommunen deler større udgifter til nye cykelstier. Med tidligere borgmester Winni Grosbøll talte Hans Christian Schmidt sig i sin tid som transportminister til rette om, at Bornholm slap med at betale en femtedel.

– Ellers kunne vi ikke lave nye cykelstier. Og det blev jo fint. Nu er flere cykelstier sammen med havnene så det næste, som vi kigger på, siger Hans Christian Schmidt.

– Hasle Havn er i en rimelig stand, men havnene i Gudhjem, Allinge og Sandvig er i en meget miserabel forfatning og har huller i klimaskærmen. I dag har vi startet på snakken om, hvordan vi kan løse det, siger Peter Juel-Jensen.

Han tilføjer, at han og Hans Christian Schmidt ikke har et konkret forslag om de bornholmske byggeprojekter lige rundt om hjørnet på Christiansborg. Men mandagens besøg var et indledende skridt.

– I dag har vi været på fact finding mission. Altså ude for at se, hvordan tingene ser ud og hvad der er behov for, siger Peter Juel-Jensen.


"Det er muligt at etablere en smuk havnepromenade langs Munch Petersens Vej" i Rønne, mener arkitektfirmaet By & Landskab. Anslået pris: 52 millioner kroner. Illustration: By & Landskab


"Det er muligt at etablere en smuk havnepromenade langs Munch Petersens Vej" i Rønne, mener arkitektfirmaet By & Landskab. Anslået pris: 52 millioner kroner. Illustration: By & Landskab

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT