Strømmen er sat til: Nu skal stort batteri testes

Strømmen er sat til: Nu skal stort batteri testes
De første dele af Danmarks største batteri ankom en morgen i begyndelsen af august. Foto fra den 13. september: William Sonne Kaalø
MILJØ | Torsdag 10. oktober 2024 • 17:10
MILJØ | Torsdag 10. oktober 2024 • 17:10

Energikoncernen Ewiis store batteri på Jydegårdsvej i Hasle er nu i gang med at lade op. Onsdag aften blev der sat spænding til batteriet, og frem mod jul undergår det en lang række tests, inden det for alvor bliver taget i brug.


Onsdag aften satte Ewii strøm til sit nye, store batteri på Jydegårdsvej ved Hasle. Det fortæller energikoncernens direktør for kommerciel infrastruktur, Claus Møller.

– Vores nye installation er kommet på 60 Kv-nettet – det vil sige samme spændingsniveau, som Bornholm forsynes med fra Sverige.

Det betyder dog ikke, at batteriet er sat i drift. Ewii skal frem mod jul nemlig teste de enkelte dele af anlægget.

– Der kører en lang række tests. Vi skal være sikre på, at batteriet kan alt det, vi gerne vil med det. Det skal vi bruge perioden frem til jul på at få afprøvet. Ved juletid regner vi med, at vi kan begynde at stabilisere højspændingsnettet ved hjælp af batteriet, siger Claus Møller.


Stabilisering og købmandshandel

Der er to formål med batteriet. Det første har Claus Møller netop været inde på – nemlig stabiliseringen af højspændingsnettet.

– Det vil sige, at vi leverer strøm til nettet, når der mangler, og tager overskydende energi af nettet, hvis der er overskudsproduktion af sol- og vindenergi. Det gør, at nettet til alle tider er stabilt, og vi holder 50 hertz, så lyset ikke blinker, fortæller direktøren, der videre forklarer:

– Det kalder man systemydelser og er et elmarked, vi kalder DK2, og som Energinet byder ud i forskellige ydelser, man kan byde ind i forvejen. Så kan vi vinde auktionerne og hjælpe med batteriet. Det får vi penge for. Så idéen er sådan set, at vi vinder auktionerne og får penge for at hjælpe, siger han.

Det andet formål er, at Ewii køber energien, når den er billig i forbindelse med overskudsproduktion og afleverer den, når den er meget dyr.


– Det er ren købmandshandel: Køb, når det er billigt. Sælg, når det er dyrt, konstaterer Claus Møller.

Dialog med Energinet

Men hvis søkablet, der går mellem Sverige og Bornholm og er garant for strømforsyning til Bornholm, bliver beskadiget, så kan Ewii ikke på nuværende tidspunkt hjælpe med at forsyne det bornholmske elnet med strøm.

For at kunne lave såkaldt reserveforsyning til Bornholm, skal man have en reserveforsyningsaftale med Energinet. Det har Bornholms Energi og Forsyning, som derfor skal starte en række dieselmaskiner op for på den måde producere strøm til Bornholm, hvis søkablet går i stykker, forklarer Claus Møller, der tilføjer, at det skal være sket inden for seks timer.

– I stedet for at dele af Bornholm er uden spænding, kan batteriet gå ind og hjælpe. Men det er pt. ikke noget, der er aftalt med Energinet. Vi er i Ewii bange for, at det kommer til at lyde som om, at vi ikke vil hjælpe eller ikke kan hjælpe. Men det er vigtigt at sige, at der ikke er truffet aftale om, vi skal det. Det går vi nu i en dialog med Energinet om, siger Claus Møller.


Men I vil gerne have sådan en aftale?


– Ja, vi vil gerne bruge batteriet, hvor det giver mening.

Hvornår forventer du, I har snakket færdig med Energinet om nødforsyningen?


– Det ved jeg ikke. Jeg har aldrig prøvet det. Vi har holdt ét møde med dem, og det er ikke noget, der står øverst på dagsordenen. Det er jo meget sjældent, søkablet falder ud, siger Claus Møller.

116 enkeltbatterier

Batteriet består af i alt 116 enkeltbatterier.

Batteriet på 30 megawatt har en energikapacitet på 43 megawatt-timer, og det kan forsyne hele Bornholm med strøm i halvanden time, når det lokale elforbrug er på sit højeste, har Claus Møller tidligere fortalt.

Batteriet fylder i alt 1.400 kvadratmeter.

FÅ ABONNEMENT