Nu kan du kælke her, uden en gren falder ned i hovedet på dig

Nu kan du kælke her, uden en gren falder ned i hovedet på dig
Tyndingen skal blandt andet sikre, at der ikke er træer, der hælder ind over kælkebakken. Foto: Jesper Gynther
MILJØ | Mandag 24. marts 2025 • 19:00
Jesper Gynther
Journalist
MILJØ | Mandag 24. marts 2025 • 19:00

Der er blevet tyndet ud i træerne i Kannikeskoven i Aakirkeby. Motorsaven har blandt andet været i brug for at sikre, at der ikke længere er træer, der hælder ind over kælkebakken.

I løbet af vinteren har Bornholms Regionskommune skovet nogle træer i Kannikeskoven. Det er sket både rundt om lygtepæle, ved cykelstier og ved kælkebakken. Det fortæller landskabsforvalter Morten Bach Jørgensen fra Center for Trafik, Ejendomme og Drift.

– Man tynder for ligesom at give nogle træer lidt bedre plads, så de bedre kan vokse, og så fjerner man nogle af de andre træer, så man ikke får en alt for tæt skov, forklarer han.

Skovningen sker dog ikke kun af hensyn til træerne, men også for at give bedre vilkår for mennesker. Nu behøver man nemlig ikke bekymre sig om at få en gren i hovedet, når man kælker, ligesom man også bedre vil kunne se lyset fra lygtepælene, når man går tur i skoven.

I alt er der blevet tyndet ud 11 forskellige steder i Kannikeskoven, og det skyldes, at regionskommunen så en fordel i at gøre det hele på én gang.

– Det er sådan et sammensurium med en masse småting. Så det endte med at blive en god idé at få maskinen ind, fordi så kan den køre og vælte træerne, og så samler de dem sammen til en bunke, og så bliver træerne solgt til flis, forklarer Morten Bach Jørgensen, som ikke selv har udført arbejdet. I stedet blev opgaven udliciteret til entreprenøren Skovdyrkerne, der i forvejen passer skovene i Aakirkeby, Østermarie, Gudhjem og Østerlars for kommunen.



Der er sket tynding af træer tæt på stien og omkring lygtepæle for at sikre lys på stierne. Foto: Jesper Gynther

 

 



Her ses kælkebakken i brug i januar 2024. Foto: Aakirkeby Borgerforening

 

Skovningsaktivitet i Kannikeskoven

Tallene på luftfotoet referer til teksten nedenfor, der forklarer, hvad der i vinters skete på de konkrete steder i Kannikeskoven.

1. Tynding af løvskov, fokus på vitalitet og blanding i træerne

2. Tynding af døde grantræer

3. Tynding af døde grantræer og store Krisstorn

4. Beskæring af grene over stien der går langs sydkanten af skoven

5. Tynding af træer omkring kælkebakke så der ikke er træer der hælder ind over kælkebakken

6. Tynding af træer tæt på stien og omkring lygtepæle for at sikre lys på stierne

7. Tynding af spor hen til sø (primært så maskinen kan få plads).

8. Tynding omkring søen, mod syd, så søen får mere so

9. Skovning af alle træer fra asfaltvej og to meter ind i skoven. Dette giver mere lys til cykelstien

10. Tynding af løvtræer

11. Tynding af cirka 20 træer så der fortsat kommer lys til abildalleen



Luftfoto: BRK

 

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT