Natur Bornholm tilbyder findeløn: Forsker skal kigge på hvalknogler

Natur Bornholm tilbyder findeløn: Forsker skal kigge på hvalknogler
Interessen for den døde hval på Dueodde var stor. Torsdag vil en forsker vise knogler fra den på Natur Bornholm. Arkivfoto: Holger Larsen
MILJØ | Onsdag 21. august 2024 • 05:30
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Onsdag 21. august 2024 • 05:30

Hvalforsker Carl Kinze kommer til Bornholm for at kigge på og tale om knogler fra den hval, som skyllede i land på Dueodde.

Torsdag kommer hvalforsker Carl Kinze til Bornholm for at se på skelettet af den pukkelhval, der i juli skyllede i land på Dueodde. Han fik Natur Bornholm og Naturstyrelsen til at indsamle skeletdele og vævsprøver, der skal bruges til undersøgelse og forskning. Skeletdelene ligger stadig på Natur Bornholm, mens vævsprøverne er sendt til København.

I forbindelse med torsdagens besøg vil Carl Kinze vise knoglerne frem for publikum og holde et foredrag om hvaler i Østersøen.

– Vi er meget stolte på Natur Bornholm af at være med til at hjælpe videnskaben med at blive klogere på disse store pattedyr i Østersøen, og vi er lige så stolte af at kunne dele denne viden med bornholmere og de gæster, der er interesserede, siger formidlingschef René Vilsholm fra det videnspædagogiske aktivitetscenter i Aakirkeby i en pressemeddelelse om foredraget, der begynder klokken 14.

Han tilføjer, at det ikke er lovligt at have samlet knogler fra hvalen op på stranden, og at Natur Bornholm i givet fald gerne vil have dem.

– Den letteste måde er at aflevere knoglerne på Natur Bornholm, og så får man en bog om de bornholmske dinosaurer i findeløn, fortæller slutter René Vilsholm.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT