Mørket drillede brandvæsnet

Mørket drillede brandvæsnet
Der blev lagt en absorberende strømpe ud for at samle noget af olien op. Resten klarer solen, fortæller indsatsleder Kim Riis. Foto: Presse-fotos.dk
MILJØ | Søndag 20. april 2025 • 10:18
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Søndag 20. april 2025 • 10:18

Lørdag aften kørte Bornholms Brandvæsen ud til en olieforurening i Allinge Havn.

Solen var lige gået ned, da Bornholms Brandvæsen lørdag blev kaldt ud til en olieforurening i Allinge Havn. Klokken var 20.12, og det gjorde opgave mere besværlig.

– Vi fik først meldingen, da det begyndte at blive tusmørke, så da jeg kom derop, kunne jeg næsten ikke se det. Man kan bedst se olien, når den kan spejle sig i vandet i forhold til solen. Det kan man ikke, når det er mørkt, siger indsatsleder Kim Riis.

På havnen var der nogle vidner, som havde set olien, mens det stadig var lyst, og de kunne fortælle, hvor den nogenlunde var, og indsatslederen og mandskabet fra Beredskabsstyrelsen Bornholms kaserne i Allinge kunne også fornemme, at der var noget.



Det var mandskab fra Beredskabsstyrelsen Bornholms kaserne i Allinge, som klarede opgaven. Foto: Presse-fotos.dk

 

– Vi fornemmede på tidevandet, at olien flyttede sig fra inderhavnen til yderhavnen, og så lagde vi en absorberende strømpe der, siger Kim Riis.

Strømpen generer ikke nogen, og folk kan sejle ind og ud, som det passer dem, tilføjer han.

Kim Riis ved ikke, hvor olien stammer fra, og han er sikker på, at den fordamper i løbet af dagen, når solen har fået lov at skinne lidt.


Indsatsleder Kim Riis og Beredskabsstyrelsen Bornholm rykkede lørdag aften ud til Allinge Havn. Foto: Presse-fotos.dk



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT