Kræver afklaring om usikker Energiø

Kræver afklaring om usikker Energiø
Visualisering af energiøens anlæg set fra Søndre Landevej sydvest for højspændingsstationen. Illustration: Cowi
MILJØ | Torsdag 27. februar 2025 • 11:50
MILJØ | Torsdag 27. februar 2025 • 11:50

Der bliver slået i bordet fra bornholmsk side. ”Men bliver det til noget?”

Borgmester Jacob Trøst har sammen med en bred kreds af lokale aktører sendt en fælles appel til regeringen: Fasthold ambitionerne for Energiø Bornholm og reducér usikkerheden. Meldingen kommer efter, at regeringen har valgt at udskyde beslutningen om projektet, der skal gøre Bornholm til et grønt knudepunkt i Østersøen.

Bornholm har i flere år forberedt sig på at blive centrum for et af Europas mest ambitiøse energiomstillingstiltag. Med en historisk EU-støtte på 4,8 milliarder kroner og et stærkt politisk bagland har Energiø Bornholm potentiale til at styrke Danmarks og Europas energiforsyning samt skabe nye udviklingsmuligheder på øen. Men regeringens seneste udmelding skaber ifølge de bornholmske aktører stor usikkerhed.

– En yderligere udsættelse af Energiø Bornholm vil ikke blot forsinke Danmarks grønne omstilling, men skaber også yderligere usikkerhed for borgere samt en ineffektiv og uholdbar situation for organisationer og virksomheder, der allerede har investeret tid og betydelige ressourcer i projektet, siger borgmester Jacob Trøst.

Han understreger, at den lokale debat om energiøen konstant ender ved det samme spørgsmål: “Bliver det til noget?”

Erhvervsliv og energisektor i venteposition

Bornholms virksomheder og organisationer har allerede tilpasset sig projektet, men den manglende klarhed skaber store udfordringer. Ifølge Claus M. Andersen, direktør for Bornholms Energi- og Forsyning, bremser usikkerheden vigtige investeringer i den lokale energiinfrastruktur.

– Når vi inden længe skal træffe beslutninger om investeringer på blandt andet varme- og reserveforsyningsområdet, har vi brug for vished, der sikrer omkostningseffektive og bæredygtige løsninger, siger han.

Også havnen i Rønne står klar til at tage del i udviklingen, men har brug for en politisk beslutning.

– Energiø Bornholm kan styrke vores position som knudepunkt for offshore-vind og åbne nye forretningsmuligheder for havnen, som servicehavn og inden for grønne brændstoffer. Men vi har brug for en politisk afklaring for at tage projektet videre, siger direktør for Rønne Havn, Lars Nordahl.

Brug for vished

Borgmesteren peger på, at Energiø Bornholm ikke kun handler om vindmøller og kabler, men også om at skabe nye erhvervs- og uddannelsesmuligheder. Bornholms Regionskommune arbejder allerede på en energipark med PtX-produktion, som kan levere brint til Tyskland og skabe nye vækstmuligheder på øen.

– Vi er klar til at tage dialogen videre om ny grøn erhvervsudvikling, der også inkluderer en energipark med PtX-produktion på Bornholm – og derved bidrage til, at klimaministerens brint-snebold kan rulle sig endnu større, siger Jacob Trøst.

Også Campus Bornholm mærker den politiske uvished. Direktør Martin Lasse Hansen Sieben understreger, at nye teknologier og den grønne omstilling kan inspirere unge, men at det kræver stabilitet og retning.

Borgmesteren og den samlede kreds af aktører beder nu regeringen om at anerkende situationens alvor og give en klar melding om Energiø Bornholm.

– Bornholm er klar til at indtage sin rolle som grønt knudepunkt i Østersøen, men vi har brug for vished og et projekt, der understøtter den rolle, slutter Jacob Trøst.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT