Bofa vil bygge nyt besøgscenter

Bofa vil bygge nyt besøgscenter
Bofa planlægger et nyt besøgscenter, hvor der bliver plads til at lege og eksperimentere med affald. Illustration: Relief Gallery
MILJØ | Tirsdag 8. juli 2025 • 19:00
Henrik Nielsen
Journalist
MILJØ | Tirsdag 8. juli 2025 • 19:00

Et nyt besøgscenter og en omlastestation til håndtering af bestemte affaldstyper er på tegnebrættet hos det kommunale affaldsselskab.

Næsten 15 år er der gået, siden Bofa indviede sit besøgscenter i det gamle vandtårn på Torneværksvej. I dag er det kendt som Affaldstårnet, og det er et sted, hvor børn, unge og voksne kan lære om bæredygtighed og få en grundlæggende forståelse for, hvordan nytænkning og udvikling er nøglen til en varig og bæredygtig udnyttelse af jordens ressourcer.

Affaldstårnet blev indviet i september 2010, og i nogle år har Bofa arbejdet med et nyt besøgscenter, da Affaldstårnet ikke er robust og stort nok til at huse praktiske forsøg og leg med affald, som Bofa ønsker at tilbyde sine gæster. Det nye besøgscenter skal hedde Skraldedariet, og regionskommunen er netop gået i gang med at fremskaffe det nødvendige plangrundlag til det og en omlastestation.

Første skridt på vejen er udarbejdelse af en miljørapport, og alle interesserede kan komme med bemærkninger til, hvilke miljøpåvirkninger rapporten skal beskrive.


Besøgscentret Skraldedariet er tænkt som et supplement til Affaldstårnet, som er for lille til de aktiviteter, Bofa gerne vil tilbyde gæster. Illustration: Relieg Gallery

Bruger genbrugsmaterialer

Hvert år besøger cirka 3.000 gæster Bofa, og de skal have mere plads til leg. Det er grundtanken bag Skraldedariet, der skal være et laboratorium og et værksted, hvor børn og voksne gennem leg og eksperimenter kan blive klogere på affald, ressourcer og cirkulær økonomi.

Konkret er det planen at bygge en 315 kvadratmeter stor og otte meter høj bygning mellem Affaldstårnet og genbrugspladsen. Inden for almindelig kontortid vil Bofa benytte huset, mens andre aktører kan reservere tid på eftermiddage og aftener samt i weekender, så husets faciliteter udnyttes fuldt ud.

Det kan for eksempel være aftenskoler, iværksættere eller foreninger, som vil lære mere om genbrug, forædling og cirkulær økonomi. Bygningen bliver selv en aktiv del af formidlingen, da den opføres af genbrugte og cirkulære materialer.


Inden for almindelig kontortid vil Bofa selv bruge lokalerne i det planlagte besøgscenter Skraldedariet. Illustration: Relief Gallery

Bygger siloer og haller

Som nævnt omfatter det igangværende planarbejde også en omlastestation. Bofa vil bruge den til modtagelse og håndtering af det affald, som skal transporteres væk fra Bornholm.

Det samlede projektområde for omlastestationen er på 54.697 kvadratmeter med et forventet bebygget areal på 1.500-2.000 kvadratmeter. Det er blandt andet planen at bygge to haller på hver cirka 600 kvadratmeter. En skal anvendes til affaldsfraktionen plast/kartoner og den anden til gips, tekstiler, batterier og småt elektronik. På området vil Bofa også etablere en plads med uoverdækkede plansiloer til opbevaring af affald samt en bygning eller et anlæg til aflæsning og omlastning af madaffald. Efter planen bliver anlægget til håndtering af madaffald det første, der skal etableres og tages i brug.

Har man forslag eller bemærkninger til udarbejdelsen af miljørapporten, skal man sende dem til regionskommunen senest den 8. august. Derefter vil kommunen behandle de indkomne kommentarer, inden arbejdet med selve rapporten går i gang. Når miljørapporten foreligger, vil den blive sendt i offentlig høring sammen med forslag til kommuneplantillæg, forslag til lokalplan og udkast til tilladelse.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT