Vijnternarra, jomfrusarkja å dâuestola

I foråret og påskens tegn tager sproghjørnet i denne uge et kig på de bornholmske betegnelser for nogle af de mere gængse blomster.

Det er efterhånden for alvor ved at blive forår. Solen skinner, og flere og flere blomster titter frem af vinterens muld.

I den anledning skal det i dag handle bornholmske betegnelser for nogle af de mere gængse blomster. Nogle af dem har ganske vist navne, som svarer til de rigsdanske, fx ‘påskalilja’, ‘dårtelilja’, ‘pijnneslilja’, ‘stømmoer’ (og ‘stømmoersblomst’) og ‘glimmiai’ (og ‘forglimmiai’), men adskillige har en eller flere særlige bornholmske betegnelser, der afviger helt fra de gængse rigsdanske betegnelser. Et ganske lille udpluk skal præsenteres i det følgende.

Og vi kan jo passende lægge ud med nogle blomster, vi allerede nu kan se i haverne: En vintergæk kaldes på bornholmsk for ‘ejn vijnternarr’, mens erantis kan kaldes for ‘februârliljer’.

Af andre mere eller mindre almindelig kendte blomsterbærende planter med afvigende bornholmske navne kan de følgende nævnes (anført i alfabetisk rækkefølge):

• Agersnerle kan kaldes ‘jomfrusarkj’ (m.), ‘âgerbijnna’ (f.) og ‘sisarkj’ (f.) Man kan også refereres til den som ‘Jomfru Maria sarkjaarma’ (flt.) og ‘Jomfru Maria sølkjesarkj’ (f.)
• Gøgeurt (plettet) kan kaldes ‘harrenshånn’ (f.), ‘hærrenshånn’ og ‘harrenshænna’ (f.)
  
  
• Kamille (vellugtende) kan kaldes ‘kommiansblomma’ (f.), ‘kommianslogg’ (n.) eller blot ‘logg’ (n.) Nogle synes at have brugt ‘kommiansblomma’ om ægte kamille, mens de har brugt ‘kommianslogg’ om uægte kamille.
  
  
• Kaprifolie kan kaldes ‘kopattarânkla’ (f.), ‘kopattarânka’ (f.), ‘kopattarøzzma’ (f.) og ‘kopatta’ (m.) Det sidstnævnte ord kan (som i skånsk) også bruges om engnellikerod, der også går under betegnelserne ‘klokka’ (f.), ‘klokkeblomst’ (f.) og ‘æjnnaklokka’.
  
  
• Kodriver (hulkravet) har adskillige navneformer. ‘Aksel-i-vång’ (m.) med varianterne ‘akselvång’, ‘âuselivång’, ‘hæzelivång’, ‘æzelvång’ og ‘özelvång’ kendes fra Nordbornholm (fra Rønne nord om til hen mod Nexø), mens planten på Sydlandet og det indre af Vestlandet kan kaldes for ‘kjælijnatænner’.
  
  
• Kornblomst kan kaldes for ‘dâuestol’ (m.) Tidligere har man ifølge Espersen også haft formerne ‘dâustol’ (på Sydlandet) og ‘dâuelstol’ eller ‘dovvelstol (på Vestlandet), men allerede i 1930’erne synes disse former at være uddøde.
  
  
• Morgenfrue kan kaldes for ‘solsikka’ (f.)
  
  
• Mælkebøtte kan kaldes for ‘milkabøtta’ (f.) og ‘milkatistel’ (m.) Det sidstnævnte ord betegner også (og vistnok almindeligere) planten (ager)svinemælk, der også kan kaldes for ‘swinatistel’ (m.) Den førstnævnte betegnelse, ‘milkabøtta’, kan i en helt anden kontekst også betegne et mælkefad.
  
  
• Skovsyre kan kaldes for ‘gjöjamâd’ og ‘gjöjnamâd’ (m.)
  
  
• Storkenæb (stinkende) kan kaldes for ‘værsjidsurt’ (f.) og ‘værsjidaurt’. Betegnelserne, hvis førsteled som bekendt betyder en fjært, kan mere generelt også bruges om vellugtende urter i ‘potta’ (vist altid geranier), som modvirker dårlig lugt, når man ryster op i dem. Brugen illustreres i Teinnæs’ optegnelser med følgende citat: ‘E du hænna å røsta opp i værsjidaurten?’
  
  
• Tusindfryd kan kaldes for ‘marriblomma’ (f.)
  
  
• Valmue (vild) kan kaldes for ‘âgersølkje’ (f., n.), ‘sølkjeurt’ (f.) og ‘sølkjetulipân’ (f.) Ordet ‘sølkjeurt’ kan også bruges om trævlekrone, der også kan kaldes for ‘kjær(a)nillika’ og ‘æjnnasølkje’.

Bâgsian er lavet i samarbejde med Bornholmsk Ordbog – gå på sproglig opdagelse på bornholmskordbog.ku.dk