Orla og Birthe Bohn kommer fra Sømarken på det sydlige Bornholm. De har været gift i 42 år, men deres ægteskab er på en måde antikt. For da de åbnede Olsker Antik i Niels Grønvalls gamle smedje i 1994, havde de allerede solgt antikviteter fra deres privatbolig i den gamle brugs i seks år. Om ikke andet har ægteparret altid været omgivet af antikviteter.
Det var udsigten til en god handel, der lokkede kræmmerparret til Nordbornholm.
– Vi købte den lidt på tilbud, efter den lukkede i 1988, fortæller Orla Bohn om den tidligere brugs, der siden har dannet rammen om ægteparrets privatbolig.
Orla Bohn blev som ung udlært som anlægsgartner. Men han er købmand i sjælen og det har han altid været.
– Hvis man kan se, man kan lave lidt kroner på et eller andet, så køber jeg det jo, og prøver på at sælge det igen. I mange år tømte jeg dødsboer for sagførere og kommunen, fortæller Orla Bohn.