Værftet åbner musikklub for unge

Værftet åbner musikklub for unge
William Christiansen står bag en ny musikklub i Værftet i Nexø. Eget foto
NOTITS | KULTUR | Onsdag 30. august 2023 • 13:24
Henrik Nielsen
Journalist
NOTITS | KULTUR | Onsdag 30. august 2023 • 13:24

Musikklubben Sonar mødes hver onsdag. Bag klubben står William Christiansen.

Unge skal have plads til at eksperimentere med musik og lære at producere. Det er tanken bag en musikklub, Værftet åbner. I spidsen for klubben står William Christiansen, der er ny volontør i fællesskabshuset på Nexø Havn.

– Jeg håber, vi med musikklubben kan give unge på Bornholm et sted at slippe tankerne og hverdagens pres. At de kan komme til Værftet og hygge i vores nye lydstudie og få lov til at være kreative og skabende sammen. Jeg håber, det bliver et fedt og opløftende fællesskab, hvor vi lærer af hinanden og vores forskelligheder, siger han i en pressemeddelelse.

På Værftet prøver man generelt at skabe meningsfulde fællesskaber for børn, unge og familier. Et sådant fællesskab er musikklubben, og derfor synes drifts- og aktivitetsleder Sara Bech Jensen, at det er et godt initiativ.

– Vi tror på, at meningsfulde fællesskaber er vigtige for, at vi har det godt, uanset om man er barn, ung eller forældre. Vi kan være fælles om forskellige interesser, siger hun i pressemeddelelsen.

På den måde ønsker Værftet at skabe møder mellem mennesker og potentielt venskaber, tilføjer hun.

Musikklubben Sonar mødes hver onsdag klokken 15-18.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT