Udvalgt som international model

Udvalgt som international model
Billede fra Glød Glas Studio Bornholm. Pr-foto
KULTUR | 19. FEB • 11:00
KULTUR | 19. FEB • 11:00

Bornholm får særstatus på Europas største håndværksmesse.

Maker's Island Bornholm og Arts & Crafts Association Bornholm (ACAB) er inviteret til at deltage på den internationale håndværksmesse i München, 4.–8. marts 2026, Exemplamünchen 2026 – på messens største særudstilling "Shaping the Future".

Det oplyser Morten Riis, som er formand for styregruppen for Maker's Island, i en pressemeddelelse, som videre blandt andet fortæller:

Exemplamünchen er en central del af den Internationale Handwerksmesse (IHM), som hvert år tiltrækker over 100.000 besøgende. Udstillingen har eksisteret siden 1970 og arrangeres af Handwerkskammer für München und Oberbayern.

I 2026 sætter udstillingen fokus på temaet:

"Shaping the Future – Bæredygtighed i og for håndværket".

Her er Bornholm udvalgt som et internationalt eksempel på, hvordan kunsthåndværk kan være drivkraft for regional udvikling.

Begrundelsen for invitationen er klar:

Bornholm er Europas første World Craft Region og viser, hvordan målrettede politiske strategier, kommunal opbakning og et stærkt professionelt fællesskab – organiseret gennem Maker's Island Bornholm – kan skabe en bæredygtig helhed, hvor håndværk, design og regional identitet smelter sammen.

Ifølge kurator Michael Härteis, der besøgte Bornholm i september 2025 for at møde kunsthåndværkere og repræsentanter fra Maker's Island, er øen et forbillede:

"Bornholm demonstrerer på overbevisende facon, at kunsthåndværk ikke blot skaber produkter, men kan præge en hel region – kulturelt, socialt og økonomisk".

Exemplamünchen 2026 sætter særligt fokus på udviklingspotentialet i landdistrikter og turistdestinationer – netop her fremhæves Bornholm som et stærkt eksempel.

Levende værksted

Som en del af Exemplas karakteristiske “levende værksteder” flytter Glød Glas Studio fra Balka dele af deres værksted fra Bornholm til München.

Glød Glas Studio ved Lene Dahl Jacobsen og Tobias Sode vil demonstrere deres særlige arbejdsmetode, hvor håndtrukne glasstænger – inspireret af venetiansk tradition og forfinet i et nordisk formsprog – danner grundlaget for unika værker.

Til München transporteres dele af værkstedet, alt undtagen smelteovnen.

Forberedelserne begynder måneder før messen, hvor glasstængerne trækkes og opbygges med farver og indre mønstre. I München samles, opvarmes og pustes de til færdige værker foran publikum.

– At flytte dele af vores værksted fra Bornholm til München føles både modigt og meningsfuldt. Vi ønsker at give publikum indblik i den tekniske fordybelse bag hvert enkelt værk – og vise en fleksibel måde at tænke glasfremstilling på, siger Lene Dahl Jacobsen og Tobias Sode i pressemeddelelsen.

Kunsthåndværkere på udstillingen

Deltagelsen repræsenterer Marker's Island Bornholm og det professionelle kunsthåndværksmiljø på øen, herunder ACAB.

I de levende værksteder deltager:
• Glød Glas Studio
• Kaori Juzu (smykker)

Desuden vises værker af:
Eva Brandt
Maja Frendrup
Heidi Hentze
Sara Jeffries
Timmi B. Kromann
Anette Leegaard & Alexandru Murar
Bettina Prejsler
Maj-Britt Zelmer Olsen.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT