Tolstrup på tur til Utopia

NOTITS | KULTUR | 27. JAN • 17:00
NOTITS | KULTUR | 27. JAN • 17:00

Borgmesteren holder foredrag i Martin Andersen Nexøs Mindestuer.

Torsdag 5. februar har man mulighed for at høre Bornholms nye borgmester fortælle om noget andet end dagens og fremtidens Bornholm.

Det oplyser Ingrid Kofod Larsen, formand for Martin Andersen Nexøs Mindestuer i Nexø, i en mail til Tidende, som fortsætter:

– Vi er utroligt glade for, at Frederik Tolstrup har lovet at komme og fortælle om "Den politiske utopi – før og nu". Tolstrup har i dag ikke så megen tid til litteraturlæsning, men har tidligere læst meget, lige fra danske klassikere til Selma Lagerlöf, russisk litteratur med mere.

– Han er historisk interesseret og fortæller, at han nok vil komme omkring europæisk politik i perioden 1900-1950. Hvorfor blev kommunismen så stærk en politisk kraft i kulturkredse? Dette og meget mere vil han komme ind på, fortæller Ingrid Kofod Larsen og slår fast, at "Det lille gule hus" sover aldrig for:

– Vi er et lille, men meget levende museum, vi ønsker formidling, debat og diskussioner. Litteraturen beriger os alle, vi må holde liv i interessen, og vi glæder os utrolig meget til Frederik Tolstrups besøg.

FÅ ABONNEMENT