Tilskuerrekord – aldrig har jeg set så mange i Kyllingemoderen

KULTUR | Mandag 11. august 2025 • 12:09
KULTUR | Mandag 11. august 2025 • 12:09

En appelsin i turbanen, kalder Søren Hauch-Fausbøll det, at den bornholmske revy i Kyllingemoderen søndag blev udråbt til Årets Revy 2025. Revyen har slået tilskuerrekord i år, men revydirektøren har nu besluttet at give stafetten videre til andre – men mon man kan forvente også i fremtiden af finde ham blandt skuespillerne?

– Det var en fantastisk, magisk aften.

Sådan kommenterer skuespilleren med de bornholmske rødder Søren Hauch-Fausbøll her mandagen derpå, at han og resten af holdet bag Bornholms sommerrevy i Kyllingemoderen, ”Regn med mere sol”, søndag aften modtog prisen som intet mindre end Årets Revy 2025.

Prisuddelingen Revyernes Revy fandt sted på Bakken nord for København.

Der var tre nominerede revyer, idet de andre to var henholdsvis Nykøbing Falster og Odsherred Revyen.

Også sidste år var den bornholmske udgave af en sommerrevy nomineret, men kunne altså ikke til forskel fra i år hjemtage trofæet, fortæller skuespilleren.

– Det kunne vi så i år, og det var fantastisk!

Det må være det bedst tænkelige punktum, I kan sætte for revyen?

– Ja, det er jo det. Vi slutter på toppen, siger Søren Hauch-Fausbøll.

De to direktører, ham selv og Gunvor Reynberg, som har stået i spidsen for revyen, siden den i 2019 sprang ud i Kyllingemoderen, har således meldt ud, at de efter i år slipper revyen, og så må andre kræfter træde til.

Al opmærksomhed

Han betoner, at det intet har med revyens økonomi at gøre, men simpelthen skyldes en vis metaltræthed, kan man sige. Han selv har således ikke oplevet at holde sommerferie siden 1996, mens Gunvor Reynberg skal være mormor, hvilket hun gerne vil have et vist fokus på.

– Sådan en revy tager jo al opmærksomhed, konstaterer Søren Hauch-Fausbøll.

– Det er ikke så meget selve det at lave revyen, men alt det udenom, som vi ikke får løn for. Revyen er vores hjertebarn, men vi får jo ikke ekstra betaling for vores funktioner som direktører og instruktører, som faktisk kræver meget tid hele året rundt. Men vi får altså det samme i løn, som skuespillerne.

Han håber dog, at der måske, når regnskabet er gjort op, kan blive en ”lille-bitte ekstra klat” til ham og Gunvor Reynberg.

– Ikke fordi det hele skal afhænge af det, det vigtigste er, at det løber rundt, så vi kan aflevere revyen til nye kræfter, som gerne vil føre den videre, siger han.

– Og vi har haft en fantastisk sæson, vi har aldrig før haft så mange tilskuere. Vi har simpelthen slået tilskuerrekord i år, men selve økonomien kender vi altså først præcist henne omkring oktober, når de sidste regninger er betalt.

– Men siden vi startede i Kyllingemoderen i 2019 har vi været på en fantastiske rejse, og det gør da også lidt ondt at skulle give stafetten videre. For mit vedkommende synes jeg altså bare, at det kunne være dejligt igen at prøve at holde sommerferie, ler han.

– Og vi har da gang i forhandlinger med nogen, som kunne være interesserede i at overtage revyen.

Jeg har hørt at Trine Pallesen har været inde at se den, kunne hun være interesseret?

– Jamen, Trine kommer meget tit på Bornholm, så hun er gerne inde at se den.

Det klap på skulderen som Årets Revy 2025 er vel slet ikke dårligt at få, når man leder efter arvtagere?

– Nej, det er virkelig en appelsin i turbanen. Vi blev både meget rørte og lykkelige over det. Og som sagt har vi haft en magisk sommer, jeg har aldrig set så mange mennesker i Kyllingemoderen, som sidste dag vi spillede (i onsdags, red.). Der var totalt proppet!

Mange unge

– Vi har oplevet en fantastisk kærlighed og støtte til revyen fra bornholmerne, og det betyder rigtig meget. Vi har også oplevet, at der kommer flere turister fra København eller resten af landet generelt for at se den. Det er også dejligt, at vi oplever, at der kommer mange unge ind til revyen eller familier med børn. Det er positivt, siger Søren Hauch-Fausbøll.

Kunne man forestille sig, at du og Gunvor Reynberg spiller med i kommende revyer, selv om I slipper rollerne som direktører og instruktører?

– Ja, det kan da godt være, at jeg gerne vil det på et tidspunkt. Men ikke næste sommer, der vil jeg gerne holde sommerferie og se, hvordan dét er. Og min sommerferie skal jeg selvfølgelig tilbringe på Bornholm.

Og er der en revy, skal du ind at se den?

– Dét skal jeg i hvert fald. Vi vil støtte op om revyen så meget vi kan, for at den kan køre videre i vores ånd, siger Søren Hauch-Fausbøll.

Holdet bag årets bornholmske revyen udgjordes af Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll, Bo Skødebjerg, Frida Cæcilia Rødbroe og Joakim Lind Graae Tranberg, idet de to førstnævnte ud over selv at spille med i den i fællesskab altså også har båret direktør- og instruktørkasketterne.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT