Tænker tilbage på besøg på Dannebrog: Det var den smukkeste dag

Tænker tilbage på besøg på Dannebrog: Det var den smukkeste dag
– Jeg holder meget af Kongehuset, siger Anne Marie Koefoed. Foto: William Sonne Kaalø
NYHED | ABONNENT | 14. APR 2024 • 11:00
NYHED | ABONNENT
14. APR 2024 • 11:00

Det er knap ni måneder siden, dronning Margrethe inviterede alle Christiansøboerne på eftermiddagskaffe på kongeskibet Dannebrog. Sidenhen abdicerede hun i januar - men det gør kun oplevelsen endnu større at tænke tilbage på.

Der er ingen tvivl om, at christiansøboen Anne Marie Koefoed holder meget af Kongehuset. På det seneste Ø-rådsmøde på Christiansø den 5. marts overrakte øens administrator hende en nyligt modtaget takskrivelse fra dronning Margrethe. Et brev, Anne Marie Koefoed nu har i en scrapbog i hjemmet på Frederiksø.

– Billed Bladet ligger her også, siger hun med et grin, hvorefter hun med mere alvorlig mine bekræfter:

– Jeg holder meget af Kongehuset.

Da Tidende aflægger et besøg, er det knap ni måneder siden, dronning Margrethe inviterede alle beboere på Ertholmene om bord på kongeskibet Dannebrog til eftermiddagskaffe. Sidenhen er dronningen abdiceret, og det gør oplevelsen fra juni endnu større at tænke tilbage på.

– At man har været så tæt på hende, og at det var herude, gør det helt unikt. Det får andre ikke mulighed for, tror jeg.

Derfor lægger hun heller ikke skjul på, at hun nytårsaften i ellers festligt lag fik et stort chok, da dronningen meddelte sin abdikation.

Den smukkeste dag

Også administrator Søren Thiim Andersen kalder det 'helt vildt', at det lod sig gøre at komme om bord på Dannebrog - og dét kort tid inden majestæten abdicerede.

– Det var så unikt. At det overhovedet kunne lade sig gøre, var helt vildt. Jeg talte med Lasse Harkjær (daværende ceremonimester, red.) på selve dagen - og han var lige så forbavset som jeg, over at det kunne lade sig gøre, siger han.

– Af alle de dage, der var hele sidste år, var det den smukkeste dag af dem alle sammen. Det var den dag, vi kunne glide ud til kongeskibet. De havde selv spået, at der var 75 procent chance for at det ikke kunne gennemføres, tilføjer han.

På grund af vejret?

– På grund af, at der var så mange ting, der skulle falde i hak, for at det kunne lykkes. At blive sejlet ud, komme op på skibet og være med til at give den oplevelse til øen - det har bare været megafedt, siger en begejstrede administrator.

Skulle ikke føle sig glemt

Anne Marie Koefoed er sikker på, at dronningen tænkte på øboernes, vil nogen sige, geografisk udsatte situation i forhold til den igangværende krig længere østpå, og hvordan 'bornholmerne blev glemt under Anden Verdenskrig.'

– Hun er så klog, hende Margrethe, så det har sikkert været hendes overvejelse, at vi ikke skulle føle, at vi var glemt. Eller også har hun allerede dengang haft i tankerne, at hun ikke kommer tilbage hertil som regent. Men man ved jo ikke, hvor længe hun har haft tronskifte i tankerne, siger Anne Marie Koefoed.

Når hun nu holder meget af Kongehuset, fulgte Anne Marie Koefoed naturligvis også tronskiftet den 14. januar tæt. Eller - hun gjorde det i hvert fald så længe, det var muligt.

– Da han (kong Frederik, red.) gik ud på balkonen, sad jeg i et fly på vej til Thailand. Det var ikke særlig godt timet, men den rejse havde jeg bestilt lang tid i forvejen. Men der var nogle fra øen ovre på slotspladsen.

Du så billederne efterfølgende?

– Ja, og jeg sad lige så længe, jeg kunne få lov til det i flyet og fulgte med på telefonen. Men jeg synes, det var fantastisk. Så blev det festligt i stedet for sørgeligt, at vi skiftede regent, siger Anne Marie Koefoed.

Takskrivelsen fra hendes majestæt dronning Margrethe. Foto: William Sonne Kaalø

 

Venter på Frederik

Nu er hun imidlertid spændt på, hvornår det nye kongepar dukker op på Christiansø.

– Han har ikke været her siden, han var barn. Nu besøger de Færøerne og Grønland. Så når de nu tager nord og nordvest i år kan de tage Østdanmark næste år, siger hun med et stort grin til følge.

Der var faktisk planlagt et royalt besøg på Bornholm i år, da dronning Margrethes planlagte besøg på Bornholm i forbindelse med sommertogtet i 2023 blev udsat til 2024 på grund af dronningens rygoperation.

Men de gældende planer blev annulleret i forbindelse med tronskiftet, kunne borgmester Jacob Trøst (K) oplyse på et kommunalbestyrelsesmøde i januar.

– Det er endnu ikke fastlagt, hvornår det nye kongepar vil besøge Bornholm, sagde Jacob Trøst.

Tidende har spurgt Kongehuset, om der sidenhen er lagt nye planer om at besøge Bornholm og eventuelt Ertholmene i år eller næste år. Kongehuset er imidlertid ikke vendt tilbage med svar inden Tidendes deadline.

Majestæten takker

Indtil videre må Anne Marie Koefoed nøjes med at mindes den varme sommerdag i juni, hvor hele Christiansø blev sejlet ud til Dannebrog i chalupper. Øboerne blev efterfølgende fotograferet, og billedet blev fremkaldt og sendt til den nu tidligere regent den 10. januar i forbindelse med tronskiftet. Med fulgte en hilsen og en tak for, at det lille samfund måtte besøge dronningen på Dannebrog.

Godt en måned senere kom svar fra hoffet, hvor sekretariatschef Lasse Harkjær blandt andet svarede følgende:

– Hendes majestæt har bedt mig takke for opmærksomheden og de venlige ord samt det flotte fotografi af beboerne på Christiansø og Frederiksø i forbindelse med besøget på kongeskibet Dannebrog på en smuk sommerdag den 7. juni 2023.



Fællesbillede af øboerne efter besøget på Dannebrog. Privatfoto

 



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT