Snart ta'r de skoene på og begynder at danse

Snart ta'r de skoene på og begynder at danse
Der er mulighed for at få gang i hofterne på Rønne Privatskole. Privat foto
KULTUR | Tirsdag 17. oktober 2023 • 19:00
KULTUR | Tirsdag 17. oktober 2023 • 19:00

Ægtepar, som gennem 18 år har undervist i dans på Bornholm, slår dørene op til åbent hus, hvor man sammen med andre kan finde rytmen.

Det hedder sig, at humoristen Storm P., da han engang blev spurgt om sit kendskab til tango, svarede:

– Jeg skaffede mig ved et lykkeligt tilfælde indgående kendskab til de moderne danse, da jeg tabte en kedel kogende vand ned over fødderne. Jeg gennemgik i de følgende minutter hele repertoiret.

Men bare rolig, der er andre måder at tilgå latinamerikanske og standarddanse på og frem for at stå genert og træde sig selv over fødderne, er det bare om at træde durk ud i det lørdag den 4. november klokken 13-14 på Rønne Privatskole.

Da inviterer ægteparret Annette og Henning Christensen fra Kom & Dans Bornholm nemlig til åbent hus, så enhver kan møde op med sin partner og opleve "dansen, stemningen, glæden og fællesskabet".

De to har gennem 18 år hver torsdag undervist i dans på Bornholm, hvor de har sommerhus, idet de ellers arbejder med base i Birkerød.

– Men i 10 uger af foråret og 10 uger af efteråret plejer vi at tage til Bornholm og undervise hver torsdag, siger Henning Christensen.

Brugsdans

Tidligere foregik det på Snorrebakken, men siden har undervisningen foregået andre steder, og nu er det altså på privatskolen.

– Vi vil gerne fange nogle flere bornholmere, som gerne vil danse, og derfor forsøger vi os med et åbent hus-arrangement, siger danseinstruktøren.

Parret underviser i latinamerikanske (samba, cha-cha-cha, rumba, jive og pasodoble) samt standarddanse (engelsk vals, slowfox, wienervals, tango og quickstep), men ikke kun:

– Vi underviser også i det, vi kalder brugsdans, og som folk kan bruge til al slags musik, de hører i radioen eller til en fest. Det er danse, vi kalder american hustle og american rumba, siger Henning Christensen.

– Grundlæggende vil vi gerne give voksne partnere en mulighed for at komme og nyde dansen sammen, have det sjovt og gå hjem igen med et stort smil på læben og en følelse af at have haft en dejlig time, hvor de sammen har fået rørt sig, mens de havde det sjovt sammen med andre.

Og hvem ved, måske nogle af parrene, der møder frem, får lyst til at komme med på kurset, som starter til januar.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT