Rutsker Skole og Alice: Først som voksen fandt jeg min egen vej

HVAD BLEV DER AF OS: Pensioneret seniorforsker Thorkil Thorsen fra Svaneke har sat sig for at finde ud af, hvad der er blevet af hans gamle klassekammerater, som han gik i skole med i Rutsker fra 1957 til 1964. Dette er anden historie i artikelserien.

”Det er ikke så let at se numre på vores vej. Kendetegn for vores hus er tre blå flag ved vejen, en bred indkørsel og en campingvogn i carporten. God tur.” Sådan skrev Alice behjælpeligt til mig i en sms-besked, dagen inden jeg skulle besøge hende i Ans. Det var en velanbragt vejledning, for jeg ankom i et gedigent vinterlandskab med besværlige vejforhold og tilsneede husnummerskilte.

Ans er en lille by med cirka 1900 indbyggere beliggende ved Tange Sø i Silkeborg Kommune. Her har Alice og hendes mand, Søren, slået sig ned for seks år siden. Inden da har Alice været langt omkring.

Hun og jeg har delt skolegang og skoleskema i 12 år. Fra 1. klasse i 1957 til studentereksamen i 1969. Siden har vi ikke set hinanden.

Skolen og frøken Jørgensen

Alice har forberedt sig på vores samtale og skrevet stikord ned i forhold til de emner, jeg på forhånd har nævnt, at jeg gerne vil snakke om, herunder vores tid i grundskolen i Rutsker. Den har hun mange erindringer fra. At vi i de små klasser gav hånd til lærerinden og nejede, inden vi gik hjem. At et af fagene var ”genfortælling”. At vi havde stor respekt for lærer Jensen, som var en naturlig, fair autoritet. Og så videre, og så videre. Jeg kunne skrive flere sider om det, som Alice husker fra skolen. Men der er ét minde, der står klarest for hende: Frøken Jørgensen. Hun var vores lærerinde i de tre første skoleår.

– Jeg husker, at hun var noget af det skønneste. Jeg tror, hun aldrig skældte ud. Hun var mild og kunne lide os. Hun er simpelthen grunden til, at jeg allerede som 7-årig vidste, at jeg ville være lærer, når jeg blev stor. Jeg ville være ligesom hende.

Alice fortæller videre om den dag, da alle børn var blevet overrasket af et kraftigt regnvejr på vej til skole og derfor nåede frem gennemblødte. Så stoppede frøken Jørgensen en masse børn ind i bilen og kørte dem hjem, så de kunne skifte til tørt tøj. Sådan var hun.

Overgangen til centralskolen i 1961 betragter Alice som et kæmpefremskridt. Det gav ekstra muligheder for at dygtiggøre os til fremtiden.

Barndom, værdier og uddannelse

Alice voksede op på ejendommen Jydevang som nummer to af en søskendeflok på seks. Forældrene var engagerede i Luthersk Mission. Det var et trygt og godt hjem. Der var dog begrænsninger, for eksempel ingen alkohol, biografbesøg eller kortspil.

Alice kunne ikke altid se det logiske i disse begrænsninger og tog sine opgør. Forældrene medgav hende senere, at de nok havde været for restriktive. Men det var en anden tid, og hendes forældre var børn af deres tid.

– Først som voksen fandt jeg min egen vej. Jeg har stadig troen med mig hjemmefra. Og kærligheden og omsorgen. Det er værdier, vi har givet videre til vores egne børn – kristendommen dog ikke med så mange regler.

Jeg fortæller Alice, at jeg ikke dengang vidste, at hendes forældre var i Luthersk Mission.

– Nej, det var ikke noget, jeg gik og råbte op om.

Forsøgte du at holde det hemmeligt?

– Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg vil ikke sige, at jeg var flov over det. Det var jeg ikke. Men jeg var meget genert dengang.

Efter studentereksamen begyndte uddannelsen til lærer. Alice ville ikke til ”den grimme storby” og valgte derfor Haslev Seminarium, som jo heller ikke lå så langt væk. Det tog fire år, og straks derefter blev hun ansat på Haslev Skole. Men da hun i forbindelse med ansættelsen havde sagt, at hun kun ville være der et år, fik hun et kaotisk skema med flere forskellige fag og flere forskellige klasser.

– Det var forfærdeligt. Det var ikke sjovt.

Men der viste sig en bedre vej.

Fra Tanzania til Ans

– Jeg fik et kald. At jeg skulle til Tanzania for Luthersk Mission for at være lærer for danske missionærbørn i et år. Langt ude på landet. De uddannede afrikanere ville ikke helt derud, så jeg har boet helt ude i bushen. Det var meget spændende. Jeg boede på det lokale sygehus, hvor mange af sygeplejerskerne kunne snakke engelsk, men ellers foregik det på swahili, som jeg så også lærte mig. Ud over undervisning af missionærbørn deltog jeg også i børne- og ungdomsarbejde.

Alice forlængede ansættelsen med yderligere tre år og fik tilbud om derefter at fortsætte som lærer på en secondary school. Men inden det skete, tog hun på orlov til Danmark. Den brugte hun blandt andet på et bibelskole-kursus på Luthersk Missions Højskole. Dér mødte hun Søren. Og det ændrede planerne. De blev gift i 1981, og muligheden for at tage tilbage til Tanzania blev ikke realiseret.

I stedet fik Alice ansættelse på en skole i Hillerød, hvor hun med stor glæde arbejdede i fire år. Imidlertid fik hun også tre børn, og børnepasningsmuligheder i lokalområdet var ingen selvfølge dengang. Derfor slog Alice til, da hun blev tilbudt en deltidsstilling (15 timer om ugen) som redaktør af et børneblad i Luthersk Mission. Det var fleksibelt arbejde og gav Alice muligheden for at passe børnene selv. Det var interessant at skulle finde stof, skrive, redigere, lave layout og så videre. Ligesom det var sjovt at få et færdigt produkt. Den stilling håndterede hun i 10 år.

Søren arbejdede på et plejehjem, men fik så arbejde som missionær i Indre Mission. Dette arbejde indebærer blandt andet, at han tager ud og taler i missionshuse og laver kurser for mennesker, som er nysgerrige på kristendom, og af og til skriver han artikler.

Det var almindelig praksis dengang, at missionærer blev flyttet lidt rundt i landet. Således flyttede Søren med familien til Aarhus, hvor de var i 10 år. Men inden de flyttede, havde Alice haft vikartimer på Alme Skole og indset, at det var lærergerningen, hun skulle tilbage til og holde fast i. I Aarhus fik hun fastansættelse på Jakobskolen, en kristen friskole. Her havde hun specialundervisning og dansk i de små klasser. Læseudvikling har hun altid fundet meget spændende.

Derefter flyttede de til Græsted, hvor Alice også fik lærerjob. Efter 12 år dér var der igen opbrud. Denne gang skulle Søren videre til Hobro. Det faldt sammen med, at Alice brugte muligheden for at lade sig pensionere.

– Jeg orkede ikke at starte forfra på en ny skole og kæmpe for de fag, jeg gerne ville have. Så jeg har været lærer lige indtil jeg blev 65. Og overlevet det. Mere end overlevet. Jeg var rigtig glad for at være lærer.

Dermed blev det et farvel til den gerning, som frøken Jørgensen i Rutsker skole allerede for mere end et halvt århundrede siden have lagt kimen til.

Alice foran et af sine malerier.

Pensionist og livsforløbet i retrospekt

Efter tre år i Hobro gik også Søren på pension. Parret besluttede sig for at flytte til Ans, fordi denne by lå i rimelig nærhed til børn og børnebørn. Nu er der mere tid til dem og til have, ture og kunstudstillinger. Samt til egen kunstnerisk produktion. Alice har gået på nogle grundlæggende malerkurser og har siden hun var 50 malet på lærreder. Det er endda blevet til at par udstillinger og til en del solgte malerier.

– Havde jeg været mand, havde jeg nok ført mig lidt mere frem, siger hun.

Jeg vil overlade til læseren at lave sin egen fortolkning af dette udsagn.

Det er det abstrakte udtryk, der først og fremmest optager hende. Mens jeg har siddet her i sofaen, har særligt ét maleri på væggen optaget mig. Det har fanget min opmærksomhed og interesse. ”Vil du købe det”, spørger hun. Mens jeg overvejer mit svar, siger hun drillende: ”Men du får det ikke!” Hun fortæller videre, at der måske er mere arbejde i det.

– Der er noget i det, der irriterer mig, og så er det ikke færdigt.

Nu, hvor jeg sidder over for en pensionist i sine 70’ere, kan jeg vel godt tillade mig at bede hende forholde sig til sin tilværelse i retrospekt. Jeg spørger, om der er noget hun har fortrudt at have gjort eller ikke have gjort. Der er en lang pause inden svaret:

– Det ved jeg simpelthen ikke. Jeg synes, at jeg har haft et fantastisk liv. Jeg tror, at jeg i forhold til gymnasiet nok ville have gjort lidt mere for at være med til nogle af de der fester – til en vis grad.

Og kan du sætte et par sætninger på dit liv og din tilværelse?

– Jeg synes, at jeg har haft et rigtigt godt liv. Et spændende liv. Jeg er glad for, at jeg ikke har været lærer i hele mit liv. Fordi jeg har oplevet noget andet også, ikke. For eksempel Tanzania og redaktørarbejdet. Jeg er glad for, at jeg er blevet gift og har fået børn, og glad for alle de venner, vi har flere forskellige steder rundt om i landet.

– Jeg har også min tro. Den har jo ligesom ledt mig på en måde i mange af de ting, som er sket for mig. For eksempel da jeg skulle til Tanzania… Det lå ikke i kortene for mig, at jeg skulle rejse derud og hjælpe. Men jeg følte, det som et kald. Og fordi det var et kald for mig, var der mange ting, der blev lettere. Fordi det, der blev svært, det kunne jeg lægge over til Gud. Det er også en overskrift for mig, at Gud har været med.

Og det der kald – det betyder...?

– Det betyder, at det var noget, jeg skulle. Da jeg rejste derud, var jeg 25-26 og tænkte: ”Så bliver jeg ikke gift”. Men det måtte jeg så lægge over til Gud. Og hvis jeg så ikke bliver gift, så må jeg kunne finde ud af dét også. Det er fordi jeg havde fem ugifte fastre. Det stod som en rædsel blandt os piger i søskendeflokken.

Alice har ikke boet på Bornholm siden 1969. Er der alligevel en hjemstavnsfølelse?

Bærer du Rutsker med dig i hjertet?

– Jamen, det gør jeg. Vi skal jo til Bornholm en gang imellem. Så skal vi op omkring Rutsker og se den lille kirkeskole og centralskolen, hvor vi også har været inde et par gange og se feriecenteret. Det rører noget. Og så forsamlingshuset, der er blevet en restaurant. Der har vi også været inde at spise. Det synes jeg er fantastisk. Nogle gange skal jeg også lige forbi kirkegården og kigge navne på gravstenene.

Jeg siger tak for vores samtale. Herefter fordyber vi os i klassebillederne fra 2., 4., 5. og 7. klasse. Der kommer nye minder frem om kammeraterne, lærerne og skolegangen i det hele taget. Der er meget at snakke om.

• Finder gamle klassekammerater: 'Jeg har fået beriget mine erindringer'

Blå bog
Alice Kjøller Skovenborg (født Kjøller)
Født i 1949.
Skolegang: Grundskole i Rutsker, Studentereksamen fra Rønne 1969.
Uddannelse: Skolelærer.
Familie: Gift. 3 børn, 8 børnebørn.