Ruth og Finn kan lave græskarsuppe til det halve Hasle

Ruth og Finn kan lave græskarsuppe til det halve Hasle
Ruth og Finn Olsen har mange fine græskar i deres kolonihave i Hasle. Foto: Klaus Holsting
KULTUR | Lørdag 14. september 2024 • 11:00
Holger Larsen
Journalist
KULTUR | Lørdag 14. september 2024 • 11:00

Sidste års nummer tre i BM i kæmpegræskar stiler endnu højere i år.

Ruth og Finn Olsen har i deres kolonihave i Hasle græskar nok til med Ruths ord at lave "suppe til det halve Hasle".

Men selv om der bliver både syltet og lavet velsmagende suppe, er parrets helt store mål med græskardyrkningen at få en god placering ved bornholmsmesterskaberne i kæmpegræskar den 13. oktober.

Og helst bedre end sidste års tredjeplads efter Birte og Helge Jensen fra Aakirkeby, som kom med konkurrencens to største græskar.

Konkurrencen var meget tæt, idet Helge Jensen blev kåret som vinder med et græskar på 32,6 kilo foran Birte Jensen med et eksemplar på 32,45 kilo, mens Finn Olsen blev nummer tre med et græskar på 31,7 kilo.


Ruth og Finn Olsens bedste bud på et vindergræskar ligger pudsigt nok strategisk placeret ved kolonihavens vandforsyning. Foto: Holger Larsen

 

Større græskar i år

Det kan meget vel blive tæt igen i år. Birte og Helge Jensen har fremvist græskar, som allerede sidst i august var større end dem, de havde med til finalen på Hasle Havn i oktober 2023.

Men Ruth og Finn Olsen tager kampen op, og de har i hvert fald et græskar, som allerede er større end sidste års nummer tre.

Og så er der alle de græskar, vi endnu ikke kender til. Alle, der dyrker græskar på Bornholm, har mulighed for at være med i konkurrencen.

Svinegødning fra Rutsker

Ruth og Finn Olsen har dyrket græskar i flere år, men med konkurrencen har interessen fået endnu et nøk.

Mens mange sværger til hestemøg, har kolonihaven fået en god omgang svinegødning fra Rutsker inden sæsonen startede.

Græskarfrøene blev sået i drivhuset, og da planterne var kommet godt i gang, blev de plantet ud dels hjemme i haven og dels i kolonihaven.

Her har planterne fået masser af kærlighed, selv om det kan være en kamp både at klare sig mod blæsevejr og de kaniner, som elsker at guffe i sig i kolonihaverne.


Der er til en god omgang suppe i sådan et græskar. Foto. Holger Larsen

 

Vand to gange om dagen

Ruth og Finn Olsen bor heldigvis i nærheden, for to gange om dagen er de af sted for at give græskarrene vand med tilsat flydende gødning. Det har især været en nødvendighed i den lange tørre periode i sensommeren.

– Vi deltager i konkurrencen med hver et græskar, og så tager vi også græskar med, som vores børnebørn kan skære ud, siger Ruth Olsen.

Tilmeldingsfrist er forlænget

BM i kæmpegræskar arrangeres af Hasle og Omegns Byting i samarbejde med Lilliendal Plantecenter og Bornholms Tidende.

Alle græskardyrkere på Bornholm har mulighed for at være med i bornholmsmesterskabet i kæmpegræskar.

Kaj Erik Mortensen fra Hasle og Omegns Byting oplyser, at der allerede er kommet en del tilmeldinger.

– Vi vil gerne give flere endnu muligheden for at være med. Vi har derfor forlænget tilmeldingsfristen til den 1. oktober, siger han.

Man tilmelder sig på mailadressen: kajerik.mortensen@mail.dk

Hver deltager kan have et græskar med i konkurrencen.

Kåringen, hvor alle tilmeldte græskar bliver vejet, finder sted søndag den 13. oktober på Havnetorvet på Hasle Havn.

Der er flotte præmier på spil: Nummer et vinder 3.000 kroner, nummer to får 2.000 kroner, og tredjepladsen giver 1.000 kroner. (Kun en af de tre hovedpræmier pr. husstand).

Dertil kommer et antal sponserede gavekort, som uddeles ved præmiering og lodtrækning.



Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT