Rønne Svømmehal kan reddes

Rønne Svømmehal kan reddes
Arkivfoto: Jens-Erik Larsen
KULTUR | Mandag 24. juli 2023 • 05:30
Af:
Mette Holm Hansen
KULTUR | Mandag 24. juli 2023 • 05:30

Ingeniørfirmaet Cowi har set svømmehaller bygget i 70'erne i langt værre stand end den i Rønne.

Formand for Rønne Svømmehals bestyrelse, Carsten Clemmensen, bekræfter, at der ifølge den tilstandsrapport, som ingeniørfirmaet Cowi har udarbejdet for kommunen, skal bruges 28 millioner kroner henover de næste 10 år for at bevare svømmehallen.

– Hvis ikke det sker, så tør vi ikke fortsætte med at drifte, siger Carsten Clemmensen.

I begyndelsen af juli måned svarede fritids- og kulturudvalgets formand, Niclas Fick, på en række spørgsmål fra Bornholms Tidende, blandt andet at man ikke vil vige i det kommende budget. Det er ikke lykkedes at få fat i Niclas Fick, men i begyndelse af juli svarede han således.

– Jeg forventer ikke, at der ændres i tilskuddet til Rønne Svømmehal, forstået således, at puljen til tør- og vådhaller fastholdes på nuværende niveau i budget 2024, skrev Niklas Fick.

Renoveringen af Rønne Svømmehal bør dog ses over en lang periode, hvor noget skal laves her og nu, det vil sige indenfor et til to år. Næste etape hedder måske indenfor to-fem år, mens sidste etape påbegyndes efter fem år, lyder det fra bestyrelsesformanden for Rønne Svømmehal.

Derudover skal der hvert år bruges 300.000 kroner til vedligeholdelse, noget der ikke tidligere har været afsat midler til i svømmehallens budget, men som nu er på plads.

– Vi har gjort det dyrere at gå i svømmehallen, det er modellen til en fremtidig fornuftig økonomi, fastslår Carsten Clemmensen.

60.000 brugere til Gudhjem

Rønne Svømmehal har 60.000-70.000 besøgende hvert år, hvilket vidner om et stort behov for en svømmehal i området. I tilfælde af en lukning vil Gudhjem Svømmehal være eneste anden mulighed.

– I det omfang Rønne Svømmehal måtte lukkes, vil vi have Gudhjem Svømmehal, som et alternativ. Men det er bestemt ikke de bedste vilkår i forhold til, at vi har to svømmehaller pt, skriver Niklas Fick(Ø).

Carsten Clemmensen har dog svært ved at se den kabale gå op.

– Når jeg taler med Gudhjem Svømmehal, så er alt booket, så jeg har svært ved at se 60.000 ekstra brugere der.

I stedet håber han, at man får afklaret, hvad tidshorisonten på det hele er. Det gælder både de tanker, der er om en helt ny svømmehal på Nørrekås, men også Rønne Svømmehal, som Cowi, der har lavet mange tilsvarende tilstandsrapporter, kan se reddet.

– Den trænger, men det er ikke det værste, ingeniørfirmaet har set, og det har de også understreget overfor kommunens administration, siger Carsten Clemmensen.

Formanden for Rønne Svømmehal er ked af, at den rapport, som ingeniørfirmaet Cowi har udarbejdet, er havnet hos TV2 Bornholm, inden politikerne havde kigget og taget stilling til den.

– Vi skylder vores politikere arbejdsro, siger han.

Følg debatten på facebook!
FÅ ABONNEMENT