Revykongen fra Østermarie: Vedholdenhed er vejen frem

Tidligt lærte Lars Christiansen at kæmpe sig til sine egne sejre som sportsmand. Som ildsjæl og lokal revykonge er det i høj grad hans fortjeneste, at der i dag findes en revy i Allinge. Sønnen er blandt verdens bedste til badminton. Men det vil Lars Christiansen ikke tage æren for.

Af Joan Øhrstrøm

Lars Christiansen er en mand med mange talenter. Ikke alene har han været primus motor i Allinge-revyen i live siden 1989. Han har skrevet rigtig mange tekster samt stået på scenen alle år. Men han er mildt sagt også en sportsmand.

Da han voksede op i Østermarie, var det aldrig ham, der blev valgt sidst i idræt, for han var god til al slags sport. Og han har både spillet fodbold, håndbold, bordtennis, tennis og volleyball på danmarksserie/3. Divisions niveau her på øen. Som dreng deltog han i Danmarksmesterskaberne i bordtennis 8-9 gange.

– Dengang havde Hasle bordtennisklub samlet alle øens talenter, så vi kunne spille divisionsbordtennis på den anden side af vandet. Men allerede som 14-årig, da Björn Borg var oppe i tiden, spillede jeg også lidt tennis. I bordtennis trænede jeg også tre til fire gange om ugen. Her kørte jeg træt i sporten og droppede bordtennis, for at starte med nye udfordringer, fortæller han, da vi sidder ved køkkenbordet i hans hjem i Allinge, hvor en guitar står spilleklar på en stol ved hans side, mens han fortsætter med at tale om sport.

– Jeg nåede også at spille håndbold i Klemensker, og vi spillede dengang i Danmarksserien om vinteren, mens jeg spillede hygge fodbold i RØ og senere Danmarksserie i ASG. Mange år senere, da jeg kom tilbage som uddannet lærer dyrkede jeg både spillede Danmarksserie håndhold, 3. divisionsvolley om vinteren og Danmarksserie fodbold på fodbold om sommeren. Efter den mere seriøse periode, har han dyrket både oldboys og veteran i mange år. I denne periode har NH med til utallige Landsmesterskaber hvor stort set medaljer hvert år.

– Jeg stoppede først, da jeg var 49 år, og har både undervejs og siden trænet unge mennesker i forskellige sportsgrene i mange år .

Stolt af sine succesbørn

I dag er han 62 år og spiller efter eget udsagn kun lidt hyggebadminton for sjov.

Det begyndte han på som mangeårig formand for Nordlandshallen, så det er ikke hans fortjeneste, at han i dag har en søn, Mathias Christiansen, der er en af verdens bedste mix-badmintonspillere.

– At han er nået så langt, er fuldstændig hans egen fortjeneste. Det kan jeg ikke tage æren for. Måske har han set mig spille sport og lægge kræfter i det, og måske har han også sit boldøje et sted fra, men det er ham selv, der har slidt for sine egne resultater, så han i dag ligger nummer 10 i verden.

Så du har aldrig presset ham rent sportsligt?

– Tværtimod har jeg nok været dårlig til at komme og se ham, da han var lille, fordi jeg havde travlt med mit eget. Min far så heller aldrig mig. Men i dag taler jeg så meget om Mathias, at mine venner må være trætte af det, smiler han og tilføjer:

– Og det skal jeg også passe på med, for jeg er faktisk næsten endnu mere stolt af min datter Marie, som i dag har stor succes som musiker og spiller i ”Katinka Band” med Katinka Bjerregaard som forsanger. Hun har måske heller ikke samme fokus i offentligheden, men det ændrer ikke på, at jeg da er stolt af mine børn. For hvis der er noget, der er dejligt, så er det da, når det går godt for ens børn, og de trives.

Badmintonmæssigt er det altså nærmest mere ham selv, der er fulgt i sønnens fodspor.

– Da Mathias flyttede over, og hele hans årgang forsvandt fra øen, var der pludselig ikke noget badminton her længere. Det syntes jeg var for ringe, når vi har en skole, og jeg selv er lærer, siger Lars Christensen, der sørgede for, at der blev lavet et UV-projekt, hvor Henrik Messerschmidt kom og trænede elever fra mellemskolen.

– Så blev vi pludselig 28 -35 i badmintonafdelingen igen. Samtidig med vores succes stoppede mange af de badmintonfolk ude på øen, som drev turneringer, stævner med mere. Herefter trådte fire ledere og en aktiv konsulent i karakter og fik genstartet badminton på hele øen.

– Så nu har DGI Badminton Bornholm løftet øens badminton til et rigtig fint niveau, smiler han tilfreds.

Men den slags kræver altid, at der er nogle ildsjæle, der gør noget for det. Og sådan en ildsjæl er Lars Christiansen, der både har været med til at holde liv i idrætslivet og revyen i Allinge.

Lars Christiansen lærte at spille guitar som teenager, hvor han begyndte at spille i band i Østermarie. Nu bruger han blandt andet guitaren, når han optræder med sine bornholmske sange. 

Voksede op i stor familie

Selv er Lars Christiansen også ud af en initiativrig familie. En af hans brødre er Kim Christiansen, der er indehaver af Nordbornholms Byggefirma, som bogstaveligt talt har bygget meget op på øen. Og de to brødre voksede op i Østermarie i en søskendeflok på seks med fem drenge og en pige.

Faderen var fra Otterup på Fyn og uddannet læge fra Aarhus, og i 1952 kom han til Bornholm med sin kone og blev landsbylæge i Østermarie, som i Lars Christiansens barndom emmede af liv med stort foretningsliv af alle typer forretninger og alt, hvad man kunne ønske sig som barn.

– Vi boede på Lundsvej, hvor der både var lægehuset og vores eget hus. som var sammenbygget. I dag fungerer det stadig som lægehus i Østermarie. Siden købte han i 70erne en bondegård i Rø, som blev sat i stand, og så skulle vi pludselig bo der. Det var noget andet, husker Lars Christiansen.

Hvordan mindes du din barndom?

– Hjemme hos os var der meget frie rammer. Vi var kendt for, at der skete rigtig meget på Lundsvej i Christiansens børneflok. Også fordi min far var læge 24-7. Han kørte på i fuldt tempo som læge, indtil han stoppede som 64-årig, og han døde faktisk allerede som 67-årig. Han havde måske kørt sig selv for hårdt og fik problemer med indre organer. Han husker sin far som en travl mand,med mange interesser, men også en livsnyder som i hans velmagtsdage kropsligt svingende en del i vægt.

Også moderen mistede han tidligt.

– Hun blev 63. Mine forældre var på det tidspunkt blevet skilt. De nåede sølvbryllup på Hotel Helligdommen, hvor kunstmuseet ligger i dag. Allerede da min lillebror blev født, fik min mor problemer med det psykiske. Det man i kalder maniodepressiv. Mine forældre blev skilt i tiden, da vi var flyttet til Rø på bondegården. Min mor flyttede til Hasle, men jeg og min bror blev boende på gården med min far. I dag er min lillebror faktisk også død. Han døde af diabetes som 56-årig, så det var sørgeligt.

En fri barndom

Selv identificerede han sig mest med faderen, der var et travlt og udadvendt menneske.

– Som jeg husker det, kunne han virkelig sit job som læge, og det gjorde ham måske også lidt egenrådig. Som læge i Østermarie var det ham, som alle spurgte til råds. Og økonomisk set havde han også en vis status i kraft af de ting, vi kunne. Min mor gik derhjemme, og vi havde også ung pige i huset. Det var først da hun fik min lillebror, at hun begyndte af blive syg. Det var der, at hun startede med at være lidt ustabil, siger han og tøver et øjeblik.

– Hun var, som hun var, så det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg var heller ikke så gammel dengang, og det, jeg husker, som noget positivt var, at vi fik lov til at gøre, hvad vi ville. Der var et vist frirum.

Min bror Kim og jeg dyrkede en del sport. Min bror Finn, der også blev lærer, dyrkede musik, mens min bror Bo endte med at blive skovfoged. Jeg oplevede min barndom som meget fri.

Når min far endelig havde fri, tog han til Rø Flyveplads, hvor han sammen med tre andre havde aktier i områdets jord. Familiemæssigt kan jeg godt se, at meget i min ungdom var flyvsk. Der manglede nogle værdier, hvor familien blev samlet, siger han og kaster et blik på spisebordet mellem os.

– Familiefælleskab husker jeg meget lidt af. Selvfølgelig spiste vi sammen, men alle gik deres egne veje.

Var det et forventningspres for dig, at din far var læge?

– Nej, der var ingen ambitioner på vores egne. Vi måtte blive, hvad vi ville. I dag er Kim jo en stor entreprenør, men han begyndte som murerarbejdsmand, og jeg arbejdede selv som murerarbejdsmand hos ham de første år efter gymnasiet. Og vi børn fik altid lov at blive, hvad vi selv havde lyst til. To af os blev lærere. Min lillesøster blev kok og tjener. Og Bo, der altid havde interesseret sig for naturen som barn, blev en slags skovfoged. Men for mig var sport fra begyndelsen et frirum, og den havde jeg total frihed til at dyrke. Vi havde også en stor have at lege i, og der var ingen regler for, hvornår vi skulle være hjemme.

Sådan fik børnene lov til at passe sig selv, mens faderen havde travlt med sine patienter.

– I de sidste år af hans lægegerning var jeg ofte telefonvagt, da han ude på sygebesøg. Jeg var også med på sygebesøg i perioder, hvor sneen hærgede. Det kunne jo være, han sad fast i sneen.

Da mobiltelefonens tid kom, slap han for mange ture frem og tilbage mellem Rø og forskellige adresser, som han skulle ud til. Dengang var man jo meget ude på sygebesøg som læge. I de sidste år af hans lægeperioden kom folk selv ind til lægehuset. Så blev sygebesøgene færre og færre.

I Østermarie-tiden havde familien fælles indgang med patienterne. Det blev til mange ubehagelig oplevelser som barn.

– Den værste oplevelse, jeg husker var en dag, hvor en skovarbejder var kommet til skade med motorsaven, og så kom de ind på lægehuset med en skade, hvor man kunne se ind til benet. Man så lidt af hvert, når man havde fælles indgang til privaten og lægekonsultationen.

Lars Christiansen bor og arbejder i Allinge, hvor han er kendt som en ildsjæl udover det sædvanlige. Her ses han ved hjemmet i Allinge.  

Arven fra faderen

Kan du se dig selv i dine forældre?

– Måske i det egenrådige hos min far, siger han og ser til siden.

– Han kørte sit eget ræs i sin frihed og virkede måske ikke altid så nærværende overfor sine børn. Det er noget som mine egne to børn også kritiseret mig for. Her må jeg indrømme og forklare dem, at det ikke var dem, der er noget galt med. Det er mig, der er noget galt med, når de måske tolker mit manglende nærvær som manglende interesse i dem. Jeg er ofte distræt og fraværende med tankerne langt fra der, hvor jeg burde være i nuet.

– Men jeg har altid haft gang i så mange ting, at man jo kan glemme, hvad der er det væsentlige. Og det har jeg tit fået ’gok i nøden’ for af min kone, min søn og datter. Nu om dage ringer de ofte til deres mor, når der skal ordnes og løses noget, da jeg ofte kan virke flyvsk og optaget af alt muligt andet, jeg lige er i gang med. Jeg har også været slem til at fokusere på mine egne ’se mig’- og ’hør mig’-ting. Med alderen er jeg dog blevet bedre til at være nærværende.

Hvorfor tror du, at det har været svært for dig selv?

– Jeg tror også, at det handler om, at jeg gerne ville vise, at jeg var god til nogle ting. Jeg kan sgu nogle ting, og det er jeg ikke bleg for at vise. Og det har nok altid været vigtigt for mig. Jeg blev allerede bornholmsk mester i bordtennis i tredje klasse, og det gav mig også en vis selvtillid og lyst til at vise, hvad jeg kunne, fortæller det bornholmske sportstalent, som også var glad for skolen.

– Vi fik mange unge lærere, der fulgte os op gennem 1970erne med nye bøger og en ny pædagogik, så dengang var Østermarie faktisk en progressiv skole. Det var nok medvirkende til, at jeg senere selv blev lærer.

Bidt af musik

Det var også i skolen, at han lærte at tale bornholmsk.

– Mine forældre var jo tilflyttere og talte rigsdansk derhjemme, men det var jeg den eneste i klassen, der gjorde, da jeg begyndte i skole. Så det er også grunden til, at jeg kan synge på bornholmsk i dag, siger Lars Christiansen, der også er en øvet guitarpiller.

I hans familie dyrkede de næsten alle sammen musik.

– Min far spillede sækkepibe. Og alle mine brødre spillede på noget. Jeg begyndte selv at spille guitar som teenager, og vi fik vores eget øvelokale i Østermarie Fritidshus, hvor vi spillede vores egen musik og rock, siger han og samler sin guitar op for at vise, hvordan han lærte at spille Shu-bi-dua-rock som stor dreng, og han bryder ud i sang.

– Når man først kunne sine barre greb, kunne man jo pludselig spille alle sange, siger han og smiler.

– Jeg fandt sammen med fire andre i et gymnasieband, og vi spillede som opvarmning for Sanne Salomonsen og Sneakers i Søndermarkshallen først i 1980erne. Det var meget sjovt.

Til gengæld blev hans gymnasieeksamen ikke pralende.

– Jeg tror, at jeg fik 7,1 i snit, for jeg spillede Danmarksseriefodbold og håndbold dengang og gik mere op i det. Da mine forældre blev skilt, stod jeg for meget af det derhjemme, hvor der nu kun var min far, min bror Jens og mig. Det var meget mig, der lavede mad og den slags. I gymnasiet afleverede jeg, hvad jeg skulle, men det kom i sidste øjeblik, og jeg pjækkede sommetider for at nå at skrive de rapporter, som skulle afleveres til en eller anden deadline.

Derimod fik han også tid til at få en kæreste, for i 2.G. mødte han sin nuværende kone, Tine, i 1979.

Skovlede høje karakter ind

Efter at have været murerarbejdsmand i to år for sin bror Kim, besøgte han sin anden bror Finn på lærerseminariet, hvor der var tredje årgangsrevy.

– Jeg bemærkede, at der var en masse tomme huller ved dueslagene. Finn forklarede mig, at det var studerende, der alligevel ikke var mødt op på uddannelsen, fordi det måske ikke var dem. Og det her var i september, hvor uddannelsen lige var begyndt. Jeg var selv blevet afvist fra Jonstrup Seminarium, fordi mit gennemsnit var for lavt, men de tomme dueslag fik mig til at gå ind og snakke med rektoren, og efter vi havde talt sammen en halv time, sagde han: ”Du tager bare hjem og henter dine ting og starter på mandag”. Sådan blev jeg ad hoc lærerstuderende udenom ansøgningssystemet, hvor jeg ellers var blevet afvist. Dér flyttede jeg fra Bornholm.

– Det passede godt, fordi min kæreste Tine også lige havde fået plads på pædagogseminariet i København. Hun boede oppe på loftet hos en gammel dame i Klampenborg, så der flyttede jeg også ind.

På læreruddannelsen fandt han også den selvdisciplin, han manglede i gymnasiet. Nu mødte han op til det hele og fik et gennemsnit på 9,4 som nyuddannet lærer med idræt og biologi som linjefag.

– Uddannelsen var meget baseret på både gruppeeksamen samt individuelle eksamener. Denne kombination var godt for mig, og jeg fik en fin eksamen på Jonstrup seminarie.

Sådan steg hans faglige selvtillid også.

– Jeg vidste jo i forvejen, at jeg var god til sport og kunne nogle ting på guitaren, og det kunne jeg også bruge i skolen. Allerede da jeg var i praktik som lærer, kunne jeg mærke, at det var en vinder, når jeg hev guitaren frem under undervisningen. Og det har det været gennem alle årene som lærer.

Ingen kære mor

Da han var færdig som lærer, flyttede han sammen med sin kæreste hjem til Bornholm, hvor han hurtigt kom til to samtaler – i Hasle og Knudsker - som lærer. De var hurtigst ude i Knudsker, hvor han blev i to år, inden der blev slået en timelærer stilling op på Allinge skole i 1989. Den søgte og fik han, og siden har han været fast lærer der.

– Jeg underviser nu blandt andet i matematik, og fra begyndelsen havde jeg det princip at tage børnene hele vejen fra 1. til 9.klasse, for så havde de kun mig at pege på som idioten, hvis det gik dårlig i matematik. Men der er ikke mange gennemsnit under 8 i nogen af de klasser, jeg har haft.

Hvordan vil du beskrive dig selv som lærer?

– Som en markant lærer, der forlanger, at børnene opfører sig ordentlig og taler pænt til hinanden. Indenfor de rammer kan vi godt have det sjovt, siger han og lader sit svar følge af gestikulerende armbevægelser.

– Så jeg opfatter mig selv som en både humoristisk og kontant lærer. Der er ikke nogen kære mor hos mig, og på den måde kan jeg godt mærke, at jeg efterhånden tilhører en generation af gamle sure mænd, men det er ikke, fordi jeg ikke kan lide børnene, forsikrer han og sukker dybt.

– Men skolereformen gjorde det sværere for mig at være lærer, og der er heller ikke samme respekt for lærere længere. Min egen stil er direkte, og jeg har jo aldrig tænkt, at børnene skulle være bange for mig, selvom nogen har misforstået mig i den retning. Og der er også forældre, der har klaget over mig til ledelsen i stedet for at tale med mig. Så er der som regel aldrig noget, for de fleste forældre kan jo godt forstå, at børnene skal rydde op efter sig selv og lade være at lime pap til gulvet og den slags.

De første revyer

Lars Christiansen har dog ikke haft nok af børn i skoletiden, for i sin fritid har han gennem tiden trænet ’tonsvis’ af børn i både bordtennis, håndbold og badminton, og hans direkte stil har han også brugt til at få voksne til at grine, når han har spillet revy i uforglemmelige roller som for eksempel Torben Rønne-Larsen i overalls, Leif Olsen med cowboy vest med flere.

Det startede i 1989 – to år efter, at han var vendt hjem til Bornholm. Og også revyen kom han til gennem sporten. På det tidspunkt havde idrætsforeningen ASG i Allinge allerede holdt havnefest i mange år for at tjene penge ind til idrætten. Og nu pønsede den daværende Andelsbank chef, og ASGer entertaineren Bjarne Kure på at lave noget underholdning og spurgte, om Lars Christiansen ville være med.

– Jeg havde altid godt kunne lide at underholde, og havde altid optrådt i folkeskolen, gymnasiet og seminariet, så jeg sagde ja, og dermed startede hele den fremtidige periode med ASG-revyerne.

Samtidig begyndte Lars Christiansen også at skrive sine egne bornholmske tekster til kendte melodier.

– Det med bornholmsk dialekt fandt jeg ud af, var noget, der virkede enormt godt, når vi lavede revy, og når jeg i dag er ude at spille, siger han og samler guitaren op for at give en smagsprøve, mens de bornholmske gloser flyver gennem luften. ”Det jo ikke fordi, jeg speciel er racist, jeg vil nærmere mig kalde selv moralist. Og jeg kan bli’ så forbandet, er livet en fest? Københavnske turister – vor herre til hest”.

Han stiller smilende guitaren fra sig.

– Den her sang handlede om, at der kom rigtig mange københavnske alkoholikere og sprittere her op med deres hunde i maj til september, så Allinge slet ikke var til at kende. Men de fleste af vores revyer handlede om fisk, øl og alle de dumme, der kom nede fra Tejn.

Det var åbenbart populært stof i Allinge, der altid har dystet sportslig med Tejn, forklarer han.

– Vi lavede de to første revyer nede på Høiers iscafeen. Da det voksede sig større, røg vi ud i hallens cafeteria i to år, og her kom endnu flere publikummer. Så i 1993 rykkede vi ind i Nordlandshallen på en stor scene. Og nu er det sådan, at der hvert andet år, hvor vi spiller, er 500 mennesker inde til spisning i fire forestillinger og en generalprøve.

Griber boldene igen

Hvad han havde startet sammen med Bjarne Kure, videreførte han sammen med Claus Larsen fra Sandvig Musikfestival. Det har været en stor succes i mange år. Da Claus Larsen stoppede i 2014 har Lars Christiansen været revyens tovholder sammen med Brian H Sørensen, og gennem alle årene har det også været ham selv, der har stået for 90 procent af alle teksterne, fortæller han.

– Det er nok typisk mig, at jeg gør noget, og så rendyrker jeg det, når jeg opdager, at jeg er god til det. Jeg var god til det her, så igennem årene har jeg lavet tekster og parodier på mange af de lokale personligheder, som nu er døde, siger han.

Lars Christiansen har altså ikke kun haft et godt boldøje tidligt i livet som sportsudøver, men også sørget for at gribe de ”bolde” han senere i livet har kastet op. For det er vigtigt, mener han.

– Der er mange, der kaster bolde op i luften. Men det er ikke alle, der griber dem igen. Og det er nok det, jeg kan. Der er mange, der starter ting, men hvis noget skal lykkes, må man også udvise vedholdenhed, siger han og tilføjer:

– Men jeg har jo heller ikke gjort det alene. Og gennem årene løftede kvaliteten sig også i kraft af de folk, vi fik med. Her skal nævnes Tommy Pedersen, som kom til i 2002. Han havde været på producer på Cirkusrevyen med navne som Lisbeth Dahl og Ulf Pihlgaard. Henrik Krogsgaard var for eksempel med til at løfte musikken i revyen siden 2008. Det var også med Henrik Krogsgaard, at ASG i mange år arrangerede nytårskoncerter til gavn for idrætten i Allinge.

– Det løftede os meget. Og dem, der laver lyd til os i dag, MOTO, laver også lyd til Cirkusrevyen og alle de store koncerter.

Klar med nye sange

Til maj spiller Allinge-revyen igen i Nordlandshallen. Og i dag betragter han ikke revyen for kun at være for dem, der bor i Allinge, men for hele Bornholm.

– Vores revy er også mere en musical. Det er lidt ligesom ’Halløj på badehotellet’, hvor John Cleese fra Monty Pyton spillede en hotelejer, og så var der ham og hans kone og deres tjener Manuel, og så udspiller der så nogle intriger med alle deres gæster. Det er også sådan vi gør. Og i mange år havde jeg et samarbejde med den lokale tv-station, hvor vi lavede små indslag til vores fiktive historie og hvad vi ellers har lavet. I dag er det Ø-TV som hjælper med tv-udsendelserne i vores revy. I år har vi travlt, for vi starter først med at øve efter vinterferien, siger han.

I dag skriver Lars Christiansen både sine egne melodier og tekster. Og han får opbakning af anerkendte musikere. Tidligere fik han hjælp af kapelmesteren Henrik Krogsgaard, og i dag består revybandet blandt andre af et yderst rutineret band med bland andet Thor Backhausen og Troels Skovgaard, der spiller guitar for Ørkenens sønner.

Selv er han også habil på sin guitar, som han endnu engang hiver frem, mens han synger en hjemmelavet egnssang om at være stolt af sin hjemstavn:

”Jeg er bornholmer i tanke med handling og ord, og det er altid det samme, min holdning er klar, jeg er stolt af det sted, jeg bor.” lyder det på syngende bornholmsk.

– Det er en kærlighedssang til Bornholm, og folk sidder med tårer i øjnene, når de hører den.

Det sidste års tid har han også bakset med at få indspillet nogle af sine bornholmske sange på en CD, som han har fået fondsstøtte til, fordi sangene kan ses som en måde at holde liv i det bornholmske sprog.

– Jeg påstår jo stadig, at det er mig, der fik Bjarne til at synge på bornholmsk, for jeg havde gjort det længe før ham, smiler Lars Christiansen, som synes, at de lokale gloser hjælper komikken på vej.

– Det bornholmske sprog er i sig selv sjovt. Og det er også syet ind i den bornholmske humor med den jantelov, vi kan have, hvis der en, der stikker næsen frem og måske har den frækhed at åbne sin egen butik eller noget. Når jeg skriver revy mellemtekster, sidder jeg ikke og skriver vittigheder. Men jeg går efter humoren i krydsdialogen.

Hvis han laver sjov med folk i revyen, sker det at vi informerer de involverede i, hvad vi laver. Det gjorde han for eksempel, da han skrev en tekst om, at den tidligere DFer Linda Persson, som ”var svær at komme udenom”, som han synger.

– Nu har jim i dag tabt sig rigtig meget. Men da vi sang om hende, sad hun selv og skreg af grin nede i salen. Og den nu afdøde DFer Torben Rønne-Larsen lagde også selv min parodi af ham på Facebook, siger han og holder blikket i køkkenet, hvor eftermiddagens tusmørketæppe er ved at gå ned.

– Man siger også, at den største hyldest, man kan få er at blive genstand for, er satire, og øens politikere, som ofte bliver genstand for et godt grin i Allinge-revyen, kan også trøste sig med, at det går til et godt formål, for overskuddet af revyen går til idrætslivet i Allinge.

Og gennem årene er det blevet til stadig større donationer fra revyen til ASG.

– Jeg tror, vi samlede omkring 10-15.000 ind det første år, og nu ligger vi i omegnen af 300.000 kroner, og det er jo en rar tanke. Det er ikke mig selv, jeg tjener penge til. Men det er fællesskabet og frivilligheden, der driver mig, siger Lars Christiansen, der har stået for revyen siden 1989 og allerede har skrevet de fleste sange til årets revy. Men dem må man vente med at høre til scenetæppet går op til forårets revypremiere.

Blå bog

Lars Christiansen. Født i 1961

Lærer på Knudsker skole 1987-1989

Lærer på Kongeskærskolen i Allinge. 1989-

Formand for Nordlandshallen 1993 – lang periode

Medstifter af ”Gang i kulturen” Nordbornholm

Formand for DGI Badminton Bornholm

Hovedforfatter, primusmotor og skuespiller ved Allinge-revyen siden 1989.

Gift med Tine Christiansen og far til badmintonspilleren Mathias Hageltorn Christiansen og musikkeren Marie Hageltorn Christiansen.