Bornholms Museum og Bornholms Kunstmuseum ønsker at få en klub for børn op at stå, og de første skridt bliver taget to lørdage i september og oktober, hvor alle Bornholms børn i alderen 7 til 14 år er velkomne til at komme med ideer til en museumsklub. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Den 16. september og 7. oktober bliver Bornholms Museums foredragssal i Rønne fyldt med masser af tegnegrej, maling og papir, som interesserede børn kan bruge til at beskrive deres idé til en museumsklub. Begge gange er det klokken 11-14. Mellem de to datoer og frem til midt i oktober bliver ideerne hængt op, og bagefter vil der blive offentliggjort datoer og temaer for to arrangementer i november og december.