Mens dansk teaterliv venter på en scenekunstreform, modtager Bornholms Teater et særtilskud. Det udløber ved årsskiftet 2027-2028. Arkivfoto: Jacob Jepsen
Ifølge kulturminister Zenia Stampe kommer der en politisk aftale, inden Bornholms Teaters særtilskud udløber.
Den har været undervejs længe og har afgørende betydning for Bornholms Teater. Kulturministeren regner med, at den lander inden årsskiftet.
Der er tale om scenekunstreformen, som efter planen skal løfte egnsteatre som Bornholms Teater.
Teaterchef Jens Svane Boutrup har flere gange forsøgt at gøre Kulturministeriet og Folketinget opmærksom på de økonomiske udfordringer, der er forbundet med at drive egnsteater på Bornholm. Gang på gang har meldingen fra regeringen været, at det skal en kommende scenekunstreform rette op på. Sådan lød det første gang i februar 2023.
Siden har det danske teaterliv været i venteposition, og for Bornholms Teater er der en vigtig skæringsdato.
Kulturminister Zenia Stampe forventer, at der lander en scenekunstreform inden udgangen af 2027. Foto: Marie Hald
Til og med 2027 modtager teatret 970.000 kroner om året fra staten i udviklingstilskud, men hvad sker der, hvis scenekunstreformen ikke når at komme på plads inden 1. januar 2028.
Det spørgsmål har folketingsmedlem Peter Juel-Jensen stillet til kulturminister Zenia Stampe (R).
Skal man tro hendes svar, opstår den problemstilling dog ikke.
"Jeg forventer ikke, at scenekunstreformen træder i kraft senere end den 1. januar 2028. Derfor fremgår scenekunstreformen også af regeringens lovprogram for folketingsåret 2026-2027," svarer hun.
For godt en måned siden fortalte Zenia Stampe, at hun glæder sig til at sætte en række større politiske initiativer i søen.
– Jeg har store ambitioner for medieaftalen og scenekunstreformen, sagde hun på Kulturministeriets hjemmeside.