KØB ABONNEMENT
13. NOV • 10:45

Emmas idé sikrede hende 4.000 kroner

Emmas idé sikrede hende 4.000 kroner
Emma Sofie Søndermark Jørgensen modtog sin tredjepræmie i opfinderkonkurrencen Projekt Edison fra Næstveds borgmester, Kenneth Sørensen (V). Foto: Rasmus Degnbol
Journalist

Salg af hjemmelavede armbånd og nøgleringe til fordel for kræftforskning sikrede eleven fra Søndermarksskolen en topplacering.

En god idé kan være penge værd. Det har 12-årige Emma Sofie Søndermark Jørgensen lært.

Hun var en af de bornholmske finaledeltagere i Projekt Edison, der er en landsdækkende opfinderkonkurrence for elever i 6. og 7. klasse.

Ikke nok med det. Emma Sofie Søndermark Jørgensens idé var så god, at hun opnåede en tredjeplads og en præmie på 4.000 kroner.

– Det er virkelig dejligt. Jeg havde slet ikke regnet med det overhovedet, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Kræft inde på livet

Hendes idé var at sælge hjemmelavede armbånd og nøgleringe og donere overskuddet til kræftforskning. Ideen udspringer af hendes egne oplevelser.

– Jeg synes, alt for mange har kræft. Jeg går til fodbold med en, der har kræft, og jeg har også mistet en lærer til kræft, fortæller Emma Sofie Søndermark Jørgensen, som derfor gerne vil være med til at gøre en forskel.

Til hverdag går hun i 6. klasse på Søndermarksskolen i Rønne, og pengepræmien går til klassekassen.

– Jeg vil tage klassen eller årgangen med ud og lave noget sjovt, for eksempel ud at spise, siger hun.

Lærte noget om sig selv

Finalen foregik i Arena Næstved, og for den unge bornholmer var det ikke uden udfordringer at deltage.

– Jeg har virkelig været meget nervøs, fordi jeg vidste, hvem jeg skulle kæmpe mod. Det var hårdt at pitche, fordi jeg ikke er så social, så det er en udfordring, fortæller hun.

Da finalen var forbi, var det ikke kun en tredjeplads og en pengepræmie, Emma Sofie Søndermark Jørgensen tog med hjem til Søndermarksskolen.

– Jeg har lært, at jeg ikke skal være så nervøs for at fremlægge. Og at jeg kan vinde noget, selvom jeg har det svært med at møde nye mennesker, siger hun.

I alt 84 hold fra 40 skoler og 11 kommuner deltog i finalen i Projekt Edison, hvor eleverne præsenterede deres idéer for 45 dommere.

Bag opfinderkonkurrencen står Fonden for Entreprenørskab, der arbejder for, at alle børn og unge får mulighed for at udvikle deres kreativitet, handlekraft og evne til at omsætte ideer til virkelighed.









FÅ ABONNEMENT